Tyshawn Sorey |
Det er nu 22 timer siden at jeg stod op derhjemme i virkeligheden. Klokken er nu fire om natten og gennem det åbne vindue strømmer lyden af en jamsession der ikke vil dø. Den jam jeg fulgte i over to timer. En jam der udviklede sig fra lyden af 70'ernes CTI-pladeselskab med Freddie Hubbard. Lækre funky toner, der blev strammet endnu mere op, da Tyshawn Sorey satte sig bag trommerne. Hårdtslående tight og med en masse action. Funken fortsatte, gik over i Stevie Wonders Superstiton for ad omveje at udvikle sig til latinrytmer, Oye como va, Tequila og andre velkendte toner. Der var ingen pauser, musikere kiggede ind, blev hængende, spillede med eller dansede. Et festfyrværkeri af en afslutning på en dag, der også bød på lærerkoncert, hvor jeg hørte for lidt til trioen The Fringe med George Garzone, den trio som alle taler om på Summer Session. De to foregående aftener har de spillet to timer lange koncerter, hvor de er blevet suppleret med Sorey og Joe Lovano. Rygtet siger, at de kun ville undervise på Vallekilde, hvis de fik lov til at spille koncert hver aften.
Ved lærerkoncerten sidder jeg helt foran og kan følge den italienske pianist Enrico Pieranunzi helt tæt. Han spiller træfsikkert og tøver aldrig på trods af at det er første gang han spiller sammen med flere af de andre. Koncerten har tiltrukket enkelte gæster udefra. P8 Jazz-redaktionen, Hugo Rasmussen, medlemmer af JazzDanmarks bestyrelse, Tove Enevoldsen, Ib Skovgaard og andre jazzfreaks. Det bliver næsten til to timer inden de holder. Sangerinden Rebecca Martin har et fint, næsten skrøbeligt udtryk, der gør stort indtryk. Hun er på Summer Session sammen med hendes mand, bassisten Larry Grenadier. Da han spiller duet sammen med bassisten fra The Fringe, John Lockwood sidder Hugo Rasmussen ved siden af mig og nynner med af vellyst.
Koncerten afsluttes med en heftig kollektiv udgave af Ornette Coleman's Lonely woman. Natten kan begynde med jams og andet godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar