Man skal holde tungen lige i munden, hvis man som Jakob Park springer ud som helhjertet popdreng. Poppen er smækfyldt med fælder. Det værste der kan ske er, at det bliver intetsigende tomt og ligegyldigt eller, at det bliver så glat, at det bare glider forbi uden at man opdager det. Jakob Park tager mange gode erfaringer med fra jazzens verden uden at han har lavet en jazzpopplade. Det er blevet til en popplade med stort P. Erfaringerne fra jazzen bruges i håndværket. Det er håndspillet popmusik, som den kunne lyde i 1982 eller deromkring. Dengang man brugte jazzmusikere som sessionmusikere når der skulle spilles noget, der var tilpas kompliceret og stillede store krav til den enkelte musikers tekniske evner.
Jakob Park har hyret nogle danske musikere ind, der uden problemer spiller pop så det bobler af overskud. Jakob Park har ladet sig inspirere bredt i poppens voksne verden. John Lennon, Stevie Wonder, James Taylor og Steely Dan er nogle af dem jeg kommer til, at tænke på når jeg lytter til pladen. Det er veludført og velproduceret af Aske Jacoby, der også spiller en god guitar på pladen. Jakob Park charmerer sig hele vejen gennem pladen med en række tekster om kærlighed. Nummeret Can't get enough er min favorit. Den har et fedt blæserarrangement og en lækker Anders Gaardmand saxsolo som man kunne støde på, dengang der var brug for håndværkere fremfor programmører i popstudierne.
Men nu skriver vi altså ikke 1982. Der er gået 30 år. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der var sket hvis Jakob Park havde kombineret håndværket med nutidens pop? Er du til altmodisch håndspillet kærlighedspop går du næppe galt i byen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar