Den amerikanske trommeslager Scott McLemore blev for nogle år siden en del af den islandske jazzscene. Det gjorde han via sit forhold til den islandske pianist Sunna Gunnlaugs. Hun medvirker selvfølgelig på McLemores andet album, der er indeholder 11 personlige numre. Personlige i den forstand, at der knytter sig forudgående følelser og oplevelser til de enkelte melodier. Hilsener til gamle venner bliver sendt gennem McLemores smukke musik. Han har allieret sig med fire stærke islandske musikere, hvor den ene - tenorsaxofonisten Oskar Gudjonsson er den vi kender bedst i Danmark via hans samarbejde med guitaristen Søren Dahl Jeppesen. Det er fint sted at starte i beskrivelsen af denne plade. Kan du - ligesom jeg - godt lide Søren Dahl Jeppesen, så er der ikke mange undskyldninger for ikke, at høre denne plade.
McLemore har opholdt sig længe nok på Island, til at han er indfanget af det enkle og rene. Smukke ballader iblandet vulkanaske. På pladens sidste nummer hylder McLemore instrumentkollegaen Paul Motian med Movement for Motian. Der er ikke den samme flydende rytme i McLemore's spil, som kendes fra Motian. I stemningen og sjælen vil Scott McLemore dog noget af det samme. Det er blevet til en afvekslende, behagelig og rolig plade.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar