torsdag, oktober 25, 2012

Angel: Live at KKI (Barefoot Records)


Vi møder trioen Angel på denne live-optagelse fra KKI Laboratorium i Flensburg. Optagelsen fandt sted i slutningen af 2010, samme år som deres debutplade udkom. På de to (lange) numre Pyramid og Pyramids er trioen igen ude på overdrevet. Det er freejazz i yderste potens. Den opfindsomme guitarist Stephan Sieben er i fornemt selskab med to af de stærkeste impro/freejazz musikere herhjemme. Nordmanden Haakon Berre på trommer og bassisten Adam Pultz Melbye viser endnu en gang, hvordan man lader musikken gå fuldstændigt i opløsning. De to numre er knapt så heavy i udtrykket som debutpladen. Der er stadig kraftfyldt vildskab. Men det er som om koncert-situationen har lagt en dæmper på det voldsomme. De er i stedet ætset gennem det metalliske. De befinder sig i et kogekar med syre, rust, damp og en kraftig lugt af sammenbrud.

Angel's plade er en vigtig udgivelse, der er med til at understrege den stærke position dansk impro og freejazz har lige nu. Sieben, Berre og Melbye er tre modige musikere, der ikke er ude på at please. At lade musik falde så meget fra hinanden som her, er både provokerende og tiltalende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar