mandag, oktober 01, 2012

Arild Andersen & Scottish National Jazz Orchestra: Celebration (ECM) >> Various artists: The ACT Jubilee Concert (ACT)


Det er skandinaverne der dominerer på disse to udgivelser, der hylder hver sit tyske pladeselskab. Den norske bassist og mangeårige musiker på utallige ECM-udgivelser Arild Andersen står i spidsen for det skotske big band Scottish National Jazz Orchestra. Sammen kigger de tilbage i ECM's righoldige katalog og spiller seks klassikere. Der er de helt store klassikere som Chick Corea's Crystal silence, Keith Jarrett's My song og Dave Holland's May dance. De suppleres med tre norske numre, Andersens egen Independency, Trygve Seim's Ulrikas dans og Jan Gabareks Molde Canticle. Saxofonisten Tommy Smith dirigerer og tager nogle friske soli. Det er blevet til en lettere rodet sag, hvor fornøjelsen er Andersens umådeligt lækre bas. Som feks. på Jarretts My song, hvor Andersen spiller melodistykket på bassen som Jan Gabarek udødeliggjorde med hans karateristiske saxtone.





Tidligere i år afholdte ACT Records en 20 års jubilæumskoncert i Hamburg. Det er den vi over 2 CD'er kan høre på The ACT Jubilee Concert. En række af de musikere, der har været med til, at placere ACT på jazzens verdenskort spiller her sammen i nogle forskellige konstellationer. Den polske pianist Leszek Mozdzer indleder overbevisende koncerten, bla. i en overbevisende duet med bassisten Lars Danielsson på sidstnævntes Pasodoble. Men det er The ACT Family Band med trombonespilleren og sangeren Nils Landgren i spidsen, der tager sig af hovedparten af musikken. Han bliver altid en tand bedre når han står på en scene, da hans mere organiske fremtræden klæder både trombonespillet og sangen. I bandet finder man en række musikere, der i de senere år har været med til, at tegne pladeselskabet. Lige fra guitaristen Nguyen Le til trompetisten Verneri Pohjola. Selvfølgelig hyldes ACT's største navn gennem tiderne Esbjörn Svensson også. Cæcilie Norby synger sammen med Landgren, der gribende Love is real, der som den eneste Esbjörn Svensson Trio-melodi var med sang af Josh Haden på 2003-albummet Seven days of falling. Norby er med på flere af koncertens numre og på den afsluttende Purple Haze trækker hun mere på erfaringerne fra Frontline og One/Two end fra de sidste mange års jazzkarriere. Friskt! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar