tirsdag, oktober 16, 2012

Organic3: Doctor NO's Shuffle (Gateway)


Alt mens der er godt gang i festivalen Jazzy Days i den lille nordjyske flække Tversted, så vælger lederen af festivalen Niels Ole Sørensen også at være aktuel på plade. Den sympatiske nordjyde er nemlig organist og med trioen Organic3 får han afløb for lysten til at spille souljazz. Trioen består udover Niels Ole også af Uffe Steen på guitar og Esben Bach på trommer. Desuden er saxofonisten Samuel Hejslet med som gæst. Niels Ole Sørensen har lavet en klassisk hammondorgelsouljazz plade i ånden fra Brother Jack McDuff (der hyldes på på Ode to McDuff), Dr. Lonnie Smith (de spiller hans Pilgrimage) og alle de andre Hammond konger. 

Pladen er skåret over den velafprøvede læst med shuffle, ballader og blues. En af balladerne er Per Gades umådeligt lækre Peace Please, der nu for tredje gang optræder på et dansk jazzalbum. Kjeld Lauritsen og Søren Lampe har været der tidligere. Vi er vel ved at være fremme ved, at kunne kalde nummeret for en moderne dansk jazzstandard. Albummet Doctor NO's Shuffle lukkes selvfølgelig ned med en blues, der meget passende kaldes for Tversted Blues. Trommeslageren Esben Bach er timekeeper. Uffe Steen er på hjemmebane i grænselandet mellem jazz og blues. Bandleaderen Niels Ole Sørensen, der også har skrevet de fleste af pladens numre, er udadvendt, tight og swingende. Det er blevet til en fremragende plade, der holder stilen hele vejen. Selv hårdkogte hammondafficionados bliver nødt til, at tjekke den her ud!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar