De fik en velfortjent DMA Jazz Award sidste år for deres debutalbum. Nu er de atter aktuel på plade og det endda lige før der atter DMA Jazz, hvor de giver en minikoncert på Jazzhouse. Den basløse kvartet med saxofonisterne Aske Drasbæk (alt, baryton og sopran) og Frederick Menzies (tenor) i front fortsætter i den pågående stil, der var med til at give debutalbummet karakter. Kvartetten dyrker et udtryk der bevæger sig på kanten. På kanten af melodi og skævhed. De to saxofonister har tydeligvis en idé om udtrykket. Her er de sine steder ekstreme. F.eks. er lyden på saxofonerne udstyret med umanerlig megen rumklang. Deres samarbejde er den store styrke ved kvartetten. De musikalske kommunikation mellem de to er en blanding af det afklarede vekslende mod noget mere procesorienteret.
William Larsson på Fender Rhodes og synth spacer sine steder ud men er ellers sammen med trommeslageren Magnus Friis en del af det lim, der holder musikken sammen. Numrene er opstået af tanker omkring diverse finurlige ting og meget passende findes beskrivelserne i CD-hæftet. Morse Code tager ikke overraskende udgangspunkt i morse alfabetet. Metamorpheusis er en slags beskrivelse af kvartettens udvikling. Sådan kan man blive ved med et album, der bobler rundt i en dejlig atmosfære af tågede drømme og visioner. Moderne fusion kan man vist godt kalde de uden, at fornærme nogen. Så er det i øvrigt heller ikke tilfældigt at min anmeldelse af pladen lander på bloggen i dag, d . 19. november. Det er min hyldest til det suveræne nummer 19:11.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar