Det er tre år siden, at Simon Krebs lavede albummet Blur. Han holder fast i besætningens størrelse og sammensætning. 7 mand med prominente navne som Kasper Tranberg på trompet, Tomas Licak på tenorsax, Richard Andersson på bas og Anders Mogensen på trommer er med til at skabe rammen om Krebs' musik. Guitaristen arbejder med hele septetten, der også inkluderer en altsax og en basklarinet i arrangementerne. Det er et samlende og samlet udtryk der får lov til at dominere på Please don't feed the fears.
Simon Krebs har tydeligvis brugt tid på, at komponere og arrangere musikken. Her er trompetmaestro Tranberg fuldstændigt på hjemmebane. Han udnytter Krebs' forlæg optimalt. Det er et velfungerende ensemble der omsætter Krebs' musik. Det er original musik, hvor numre som Hipster Medister og Brix stikker ud. Standarden Nature boy har også sneget sig med. Simon Krebs har en nutidig jazzguitarlyd der bruger jazzhistorien og samtidig er så meget tilstede i nutiden, at det ikke får et fortidigt udtryk. Han bruger både akustisk og elektrisk guitar. Please don't feed the fears er et ambitiøst og anbefalelsesværdigt album der holder hele vejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar