Som regndråbers vilkårligt rytmiske trommen former det næsten 25 minutter lange åbningsnummer sig. Det er den hyggelige sommerregn der iagttages fra stolen indenfor. Der kigges ud og der laves ingenting. Carsten Dahls nyeste epos Dreamchild er et noget anderledes soloalbum end man er vant til fra Dahl. Han sætter fokus på barnet. Barnets evne til at være i det uspolerede nu. At være i og fortabe sig i øjeblikket. Den effekt fik det også på mig, da jeg hørte åbningsnummeret #1 første gang. Jeg faldt i søvn. Det gav mig et dejligt powernap, hvor jeg vågnede frisk op i den anden ende.
Carsten Dahl sprænger grænserne for, hvad man som kunstner udsender på plade. Denne gang kigger han indad i en grad, hvor vi som lyttere kommer meget tæt på. Det er superenkle melodistykker, hvor gentagelserne kan minde om noget af det man kender fra minimalistiske komponister. Det er til tider stillestående i en grad så tiden står stille. Det er soloklaveret inklusive lidt ekstra, spillet af Dahl der er i fokus. På to numre supplerer hans døtre dog på klaver og violin. Dreamchild er en fantastisk plade til ro og fordybelse.
Bonusinfo:
Pladen er allerede præmieret med en pris på 50.000 kr. fra Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg. Her har Peter Rosendal ligeledes fået 50.000 kr. for Old man's kitchen. Jakob Bro og Thomas Knak har fået 75.000 kr. for det todelte værk Bro/Knak
Ingen kommentarer:
Send en kommentar