fredag, december 07, 2012

Thomas Clausen Trio: Sol (Stunt)


Den første Return To Forever-plade var slet ikke en Return To Forever-plade, men derimod en Chick Corea plade der hed Return To Forever. Det er en af den slags plader der er et must i enhver seriøs jazzpladesamling. Det er ikke den viltre fusion som gruppen RTF senere blev kendt for. Man finder noget af den samme stemning på pianisten Thomas Clausens nyeste udspil Sol. Der er både varmen og følelserne der præger musikken. Hvor Corea hentede stor inspiration i Brasilien - hvilket Clausen også ofte har gjort - så er der alligevel noget umiskendeligt nordisk over musikken på denne Clausen-plade.

Det er sammen med den vanlige trio Thomas Fonnesbæk på bas og Karsten Bagge på trommer, at Clausen har lavet et af sine stærkeste udspil i flere år. Der er den fløjlsbløde og smukke Det er hvidt herude af Th. Laub og Clausens egen inciterende So to speak, der med heftig Rhodes lukker albummet ned. Et på en gang sammenhængende og afvekslende trioalbum. Sol er et rigtigt flot Thomas Clausen-album, der placerer sig fint i den ekslusive bunke med de bedste Thomas Clausen albums, som Rain fra 1980 og Cafe Noir fra 1991 - hvis du ikke kender dem, så er det bare med at komme i gang. Du bliver ikke skuffet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar