torsdag, januar 24, 2013

Henrik Walsdorff/Adam Pultz Melbye/Kasper Tom: Grøn (Barefoot Records)


Frenetisk kakofoni og bølgende vanvid er med i store doser på denne liveindspilning fra sidste år. Det er den tyske altsaxofonist Henrik Walsdorff der er hovedmand på albummet, der er indspillet på Dexter i Odense. Han har allieret sig med to danske impro- og freejazzmusikere, der støtter og løfter Henrik Walsdorff i mærkbar grad. Bassisten Adam Pultz Melbye og trommeslageren Kasper Tom er ikke fremmede, overfor jazz der er kørt ud over kanten.  Her på bloggen har jeg ofte rost Adam Pultz Melbye - han var bl.a. med på The Mighty Mouse-pladen, en af mine pladefavoritter fra 2012. Han har en intro på nummeret Polska, hvor han i vanlig hvislende/fnysende og medsyngende stil tager bassen under kærlig impro-behandling. Kasper Tom har ikke problemer med at følge med, han finder fint ind i samarbejdet med de andre. Han spiller i et mildt kaotisk og lettere steady set-up. 

Det er meget betegnende for trioen. Walsdorff er ikke bange for at vride et freejazz cry ud af altsax'en. Samtidig finder han også ind i skævt swingende grooves. Det er hele koncerten fra Dexter der er udgivet. Den har en rå og rummelig lyd. Albummet lever og ånder samtidig med at 75 minutters fri impro er barske sager. Kedeligt bliver det under alle omstændigheder ikke!
Bonusinfo:
Trioen er på turné fra tirsdag d. 29. januar, hvor de kan høres i Trondheim. Dagen efter er de på scenen i Warszawa. De når også omkring Poznan og Berlin inden de spiller på Christianshavns Beboerhus d. 2. feb, Værkstedet i Struer d. 3. feb og Ålborg d. 4. februar.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar