Da jeg så at Edition Records var på vej med et album med trompetisten Kenny Wheeler og sangerinden Norma Winstone i en slags genforenning, dog uden pianisten John Taylor, håbede jeg på at jeg ville modtage den til anmeldelse. De 3 førnævnte lavede under navnet Azimuth 3 klassiske ECM plader i slutningen af 70'erne. Både Winstone og Wheeler har medvirket på interessante plader indenfor de senere år, så det er ikke kun i fortiden, at de lavede interessant musik. I stedet for Taylor er det, det 24 mand store London Vocal Project de samarbejder med på Mirrors. Kenny Wheeler har skrevet musikken mens teksterne er taget fra digte af Stevie Smith, Lewis Carroll og W.B. Yeats. Så langt, så godt.
Det er desværre blevet til en meget skuffende omgang. Korarrangementerne er usædvanligt kedelige og ligegyldige. Der synges i en flerstemmig blanding af mande og kvindestemmer. Jeg er meget overrasket over, at Kenny Wheeler er involveret i et projekt der (undskyldning sammenligningen) mest af alt lyder som en forårskoncert på et gymnasium. Bevares, der er da små lyspunkter - som når Norma Winstone synger solo eller når der dukker en Kenny Wheeler solo op. Desuden har saxofonisten Mark Lockheart faktisk flere fine soli. Jeg vil opfordre Kenny Wheeler til, at lytte til hans danske instrumentkollega Jakob Buchanans nyeste projekt Rekviem (der her kan høres i en optagelse fra 2012: https://soundcloud.com/jakob-buchanan). Det er sådan man laver spændende kormusik med et strejf af jazz anno 2013!
Mirrors bør gå i glemmebogen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar