To af de allerstørste talenter på den danske jazzscene, krydser her klinger med to drevne jazzmusikere fra New York. Det er bassisten Morten Haxholm der står i front for kvartetten. Han har skrevet al musikken. Haxholm har ikke gjort det store væsen af sig endnu i offentligheden. Han har i de seneste par år også været optaget af studiet på den prestigefyldte solistlinje på det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Sammen med saxofonisten Frederick Menzies har han været i New York, hvor han sammen med Ari Hoenig på trommer og den uforlignelige guitarist Jonathan Kreisberg har indspillet et stærkt debutalbum.
Det er jazz der stiller krav til den enkelte musiker. Haxholm har ikke taget let på tingene. Han har lavet en stribe kompositioner, der ikke pleaser musikerne men tvinger dem til at yde deres bedste. I pladens noter skriver han til nummeret Cruithne, at det i B-stykket skifter mellem 7/4 og 5/4 og tilføjer at han elsker de skæve takter. For jazzlytteren der ikke tæller noget som helst, når lyttelapperne er slået ud, er det kun et interessant biprodukt. Jeg forholder mig i stedet til, at det fungerer vanvittigt godt. Sammenspillet i kvartetten er suverænt. Menzies er saxofonist vi helt sikkert kommer til, at høre meget mere til i fremtiden. Han har ingen problemer med at spille op til Kreisberg's drevne guitarspil. Det er dog Morten Haxholm, der er topattraktionen på pladen. Flere af kompositionerne - f.eks. Giacometti og Ezra - er ganske enkelt meget stærke og interessante. Haxholms basspil er myndigt. Han styrer slagets gang. Det er en imponerende debutplade. Han lægger ud med jazz, der lugter af New York - ikke kun i stil men også i talent og udstråling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar