Hvordan kommer man videre efter at have lavet 6 jazzplader og en stor forestilling med egen musik i centrum? Man kunne kaste sig over Kurt Weill. Det er lige præcis det Caroline Henderson gør med sit nye album. Weill's betydning for moderne musik er stor. Det er ikke kun jazzen der har hentet inspiration hos tyskeren der tog til USA. The Doors og Lou Reed har indspillet Weill's musik og svenske Joakim Thåström lavede sammen med Imperiet i 1985 en genial fortolkning af Surabaya-Johny. Indenfor jazzen blev Mack the Knife en standard takket være Louis Armstrong. Der er med andre ord mange steder op gennem musikhistorien, hvor Weill har sat sine spor.
Caroline Henderson vælger klogeligt nok ikke et jazz-jazz spor. Det ville simpelthen være for banalt. I stedet er det Caroline Henderson version 2013, hvor jazzen er en del af showet - men ikke den dominerende. Her er også luksuspop i en nyere aftapning end den hun lavede sammen med Thomas Blachman og Kasper Winding i 90'erne. Med musikerne fra Jazz Love and Henderson forestillingen; Nikolaj Hess (piano), Jakob Høyer (trommer) og Daniel Franck (bas) har hun basen til, at give sig i kast med 11 forskellige Weill-kompositioner. Frederik Henrik Møller tager sig af supplerende beats og programmering mens Gustaf Ljunggren tager sig af diverse strengeinstrumenter.
Meget af Weill's musik var skabt til teaterforestillinger. Dramaet udebliver heller ikke i Hendersons fortolkninger. Hun har skabt et dekadent og blomstrende univers af småjazzede popperler med hjerte og dybde. Lonely house er nutidig kvalitetspop med respekt for fortiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar