onsdag, marts 13, 2013

Jesper Lundgaard Trio: Walk tall - The Adderley Project (Storyville)


Der er kun en saxofonist jeg har dyrket mere end John Coltrane. Det er altsaxofonisten Julian "Cannonball" Adderley, der både i lyd, attitude og udtryk er helt unik. Jeg blev tændt på den tillokkende kobling mellem jazz og rhythm'n'blues/soul og det der blev til souljazz. Jeg blev tændt på hans unikke samarbejde med broderen og trompetisten Nat Adderley, der også er en vigtig brik i historien om Cannonball. Jeg blev tændt på de sidemen han samarbejdede med - specielt Joe Zawinul. Sådan kunne jeg blive ved. Jesper Lundgaard har givet mig mulighed for, at gøre opmærksom på min begejstring for Cannonball. Lundgaard har lavet et tribute-album til jazzkæmpen. Lundgaard er en erfaren udi hyldestalbums. Han har bl.a. tidligere lavet hyldestplader til Jimmy Giuffre, Cornelis Vreeswijk og i 2005 var det kendingsmelodier fra film. Endnu en gang er Lundgaard sammen med Niclas Knudsen på guitar og Hans Ulrik på saxofon.

De griber det både originalt og respektfuldt an. En af mine store Cannonball-favoritter er Walk Tall. Niclas Knudsen indleder nummeret med akustisk guitar, hvor der på originalen er el-piano. Hans Ulrik tilføjer et cry på saxofonen der er originalens nærmest spirituelle stemning værdig. Det er selvfølgelig ikke fair overfor Bobby Timmons, at kreditere Cannonball for souljazzklassikeren This Here, som der gøres på coveret. Det var ganske vist Cannonball der var med til, at gøre nummeret berømt, men det var Cannonball's daværende pianist Timmons der lavede nummeret. Fire af pladens 11 numre er skrevet af trioens medlemmer. De rammer fint Cannonball-stemningen. De spiller også klassikere som Stars fell on Alabama, Nippon Soul og afslutter pladen med Sack O Woe. En god afslutning på en intim og velspillet hyldest til en af jazzens største altsaxofonister (ja ja, jeg ved godt at Parker er den største - jeg er bare større fan af Cannonball).

Jesper Lundgaard spiller pågående og forfinet råt på bassen. Han fornemmer fint hvornår han skal træde frem og dominere eller hvornår han skal træde tilbage. Niclas Knudsen spiller både på elektrisk og akustisk guitar - sammen med Hans Ulrik skaber han den rette stemning. Så det skal også lige nævnes at Jesper Lundgaard stryger bassen som ingen anden herhjemme. Prøv bare at høre This Here og Sack O Woe.
Bonusinfo:
Trioen kan opleves på Jazzhus Montmartre, torsdag d. 21. marts, hvor pladen også udgives.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar