Rækken af svenske jazzpianister med sans for melodi og stemning er tilsyneladende åben for flere store talenter. Der er de gamle, Jan Johansson og fornyligt afdøde Bengt Hallberg. Der er Esbjörn Svensson, Jan Lundgren, Lars Jansson og Jakob Karlzon. De er alle pianister der giver og har givet jazzen gode vibes. Som den gamle klavertriofreak jeg er, ryger en plade som Stefan Wingefors' Impermanence hurtigt ind på favoritlisten.
Stefan Wingefors er stilistisk en ægte svensker. Den nordiske tone er tilstede og farver musikken. Han har dog også - ligesom Jan Lundgren - en pæn del fra den amerikanske jazz. Wingefors er dog alligevel sin egen. Han har huseret på den svenske musikscene i over 20 år, hvor han har ageret sideman i både pop, folk og jazz. Det er dog ikke kun klaver han har spillet på. Det har lige så ofte været bas. Derfor kan det undre, at han spiller piano med så stor selvsikkerhed og akkuratesse som det her er tilfældet.
Stefan Wingefors er et sjældent klavertalent og har med Impermanence lavet en plade der kan få et stort publikum. Mattias Grönroos på bas og Lars Källfelt på trommer har fanget pointen. De giver et energisk og pågående lækkert medspil. Det er svensk triojazz i særklasse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar