søndag, august 25, 2013

Sunna Gunnlaugs: Distilled (Sunny/Sky)


Vi kender Island for den storslåede og barske natur. For deres finansielle op- og nedture. For Björk og Mezzoforte. Jeg vil også gerne slå et slag for pianisten Sunna Gunnlaugs. Hun er nu aktuel med sit andet album med bassisten Þorgrímur Jónsson og ægtemanden og trommeslageren Scott McLemore. Hun fortsætter i samme gode triostil, som på albummet Long Pair Bond fra 2011. 

Det er knistrende smukt og meget nordisk. Det foregår i ballade-tempo, hvor ligefremme og smukke melodier kommer lytteren inviterende i møde. Kom indenfor. Lyt på mig. Der er både emotionel kraft og nivilerende ro i Gunnlaugs musik. Det er triojazz for jazzlytteren der godt kan lide den nordiske tone. Det lyder måske en kende banalt. Gunnlaugs kan som enkelte andre skandinaviske pianister (Lars Jansson og Ketil Bjørnstad) komme ind under huden og få lytteren til at mærke kraften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar