På mesterpianisten Carsten Dahls 6. soloklaver album møder man ham fra den flinke side. Det er uden tvivl hans lettest tilgængelige soloplade. Der har som regel været nogle knaster - store og små - på hans tidligere albums. Knasterne er fjernet og fyldt ud med polyfilla. Man falder ikke i noget hul denne gang. Pladen er en hyldest til sommerfuglen. Insektet som Dahl har ladet sig inspirere af siden den første soloplade The Butterfly dream.
På Papillon spiller han flyvende let. Der er masser af rumklang, der er med til at skabe og give en ambient stemning. Det er brugsmusik. Musik der giver et smukt lydtapet til hverdagens stress og jag. Musik der får pulsen til at falde. Giver sindet ro. Det er musik der skaber rum til ro og balance.
Papillon er Carsten Dahl for begyndere. Det er et popalbum i ordets fineste betydning. Her kan rigtigt mange være med. Pladen udgives af Tiger butikkernes pladeselskab. Den sælges for nogle få håndører. Der er med andre ikke nogen grund til ikke, at erhverve dette album. Du får velsignende musikalsk ro.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar