fredag, oktober 18, 2013

Nils Landgren Funk Unit: Teamwork (ACT)


Forestil dig, at funken - som vi kender den fra James Brown, Sly Stone og Parliament - var en bil. Så er en Ford Mustang GT390 Fastback fra 1968 et godt bud. Det er den Mustang som Steve McQueen gjorde berømt i filmen Bullitt - med biljagt i San Francisco og et iøvrigt rimeligt funky soundtrack lavet af Lalo Schifrin. Hvilken bil er den svenske trombonist Nils Landgren så? Hans nyeste album hedder Team Work og er lavet sammen med Funk Unit. Det er et velkørende band med bl.a. bassisten Magnum Coltrane Price og den velspillende trompetist og keyboardspiller Sebastian Studnitzky - der også spiller i Mezzoforte. 

Nils Landgren Funk Unit er en Volvo S60 i 2013 udgaven. Der er ustyrligt mange airbags og fornuftige ting som Collision warning med Full auto brake og Pedestrian and Cyclist Warning. Bilen fås bl.a. i en fræk rød version, der er rimeligt lækker at se på. Den er brændstoføkonomisk fornuftig etc. Det er den samme følelse jeg sidder med, når jeg hører Nils Landgren og hans lystige drenge. Det er ufarligt og flot. Meget smooth og totalt kontrolleret og så er det endda indspillet i Abba's legendariske Atlantis Studio i Stockholm. Teamwork er en velfungerende plade. Jeg ville dog ønske at der blev taget lidt flere chancer, så det ikke var så velfungerende. Det skal ikke være grimt. Men mere frigjort i spillet. Noget der netop kendetegner de store funklegender. Et par af slagsen gæster endda pladen på et par numre. Joe Sample med en lækker Rhodes solo og Wilton Felder med en velsiddende saxsolo.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar