Der er noget Chick Corea, Højskolesangbog og reggae på Bremer/McCoy's debutLP Enhed. Melodierne er så enkle at de næsten fremstår som vignetter og skitser. Men der er alligevel noget færdigt over det ufærdige. De har ladet enkelheden råde. Hvorfor overlæsse noget der i melodisk enkelthed kan leve så rent og klart. Smukke, rolige og tydelige melodier skaber fundamentet for det musikalske samarbejde mellem de to unge musikere.
Jeg har tidligere fremhævet Jonathan Bremers Niels-Henning Ørsted Pedersen inspiration. Den er der skruet lidt ned for på denne plade. Bremer spiller vuggende rytmer og knaldskarpe hurtige melodilinjer med lige stor gyldighed. Jonathan Bremer manifesterer med denne plade for første gang, hvad det er han selv vil. Han har gjort positivt opmærksom på sig selv i Surf in Stereo og med Niels Lan Doky. Nu vover han sig ud i musikkens verden på egne fødder og sikke en entré! Morten McCoy spiller i Klumben og Raske Penges band 80erne. Med denne plade er han i et noget andet univers. Han skifter han mellem klaver, Rhodes og Wurlitzer på pladen. Han tager sig al den tid i verden han vil. Den ene tone tager den anden i en logisk sammenhæng. Han har ikke travlt. Hvilket er ganske interessant i betragtning af numrene kun varer mellem et minut og op til fire minutter. Det fortæller noget om at Bremer og McCoy får leveret varen suverænt præcist. Enhed er et meget anbefalelsesværdigt album - der udkommer på lækker vinyl i et lille oplag og er selvfølgelig tilgængelig på de digitale platforme.
Hvis jeg skal betragte pladen i et større perspektiv, kan jeg ikke lade være med at drage en parallel til Kenny Drew og Niels-Henning Ørsted Pedersens hitplade Duo fra 1973. Der er ikke musikalske ligheder. Ligheden går mere på, at musikken på pladen tager udgangspunkt i jazzen - og rækker langt ud over jazzen. Det er jazz hvor folk der ikke lytter til jazz, vil bremse op og sige: “Damn, det lyder fedt, det der!”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar