søndag, marts 16, 2014

Jakob Thorkild Trio: Art Sleaze (Tyrfing) LP

Hvis punkattitude, freeform, impro, jazzgalskab og noise er noget der tænder dig, så er Jakob Thorkild Trio’s LP Art Sleaze et must-have. Der er linjer tilbage til den danske eksperimenterende punk som den lød i starten af firserne, hvor den blandede sig med andre kunstarter som teater og billedkunst. En af aktørerne fra den scene er også med i Jakob Thorkild Trio. Trommeslageren P.O. Jørgens, der bl.a. har gjort sig bemærket i No Knox, Cockpit Music og Wild Mans Band sikrer med ukonventionelt og fantasifuldt freeform-trommespil med puls og nerve en bund i trioen, der giver Jakob Thorkild luft til at improvisere i vilden sky. Guitaren placerer musikken i udkanten af alt. Der er grimhed. Der er dommedagsdroner som på nummeret Deutschland. Der er primitive eksplosioner og fine larmende detaljer. Der er avanceret og jazzet freeform guitar.

Jakob Thorkild har med denne plade sat sig tungt på et område der er ret underbefolket i dansk jazz. Den grimme punkjazz. Musik der elskeligt provokerer melodiøret. Jakob Thorkilds trio er effektive og heftige. Nils Bo Davidsen trakterer den elektriske bas som stod han mellem et avantgardejazzband og et eksperimenterende punkband. Jakob Thorkild vrider, flænser og sønderriver guitaren. Det er kunst. Det er beskidt. Det er stærkt anbefalelsesværdigt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar