Maria Faust har ikke uden grund oparbejdet et omdømme, som en kompromisløs og grænsesøgende saxofonist, orkesterleder og komponist. Der har ofte været gode doser fra både avantgarden og freejazzen i hendes musik. På hendes nye album vender hun i stedet blikket mod hjemlandet Estland. Der er referencer til estiske musiktraditioner. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke er stærk på den estiske musiktradtion. I pressematerialet står der at musikken er inspireret af estisk folklore og runo-sang. En tradition der kommer fra Setu området tæt ved den russiske grænse - så mon ikke det passer?
Hun har inviteret en stribe stærke musikerkolleger med på pladen. Fælles for dem er at de bor eller har boet i København, har baggrund i jazzen og ikke er danskere. Pånær Mads Hyhne (trombone) der er eneste medvirkende dansker på en plade der både er indspillet i København og udgivet på det danske pladeselskab Barefoot. Italienerne Francesco Bigoni (klarinet) og Emanuele Maniscalo (piano), amerikaneren Ned Ferm (sax/klarinet), svenskeren Tobias Wiklund (trompet) og nordmanden Daniel Herskedal (tuba) er med i teamet. Mens den sidste, Kristi Mühling er hentet i Fausts hjemland. Hun spiller på strengeinstrumentet kannel der kan minde om en finsk kantele.
Musikken placerer sig midt mellem third stream, kammermusik, estisk folkemusik, moderne kompositionsmusik og improvisation. Maria Faust viser nye sider af sig selv. Pladens store styrke er de instrumentindividualister som hun får til at kommunikere og spille sammen. De får plads til at improvisere og spille solo. Det er storladent med jazzens finurlige detaljer. Sacrum Facere er at gøre noget helligt. Det er ikke udelukkende musikken der er hellig. Det er den spirituelle stemning i musikken, der er med til at løfte og berige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar