Mage til kompromisløs soloudladning kommer man til, at lede længe efter. Spinkle punkriffs, der gentages i en uendelighed. Droner der sendes afsted med tunge anslag. Skramlende afrorytmiske figurer. Æstetikken er ikke til at tage fejl af. Det er ikke det velpolerede og glatte look der findes på denne LP. Det er grimt og ætsende primitivt. Det er kun et halvt år siden at guitaristen Lars Bech Pilgaard sidst udsendte en LP. Dengang var det med bandet Slowburn. Nu er han helt alene på en plade, der i originalitet er uovertruffen. Det er ganske vist superenkle guitarfigurer, som Pilgaard oftest roterer rundt om. Alligevel fremstår guitarspillet med en uforsonlig dybde og ærlighed.
I want you to be around me er en kærlighedserklæring til guitaren. Musikken er optaget på Lygten st, hvor Copenhagen Trashzz Festival har holdt til i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival i de senere år. Det er her, hvor jazzen sendes ud over kanten, for aldrig at vende tilbage som sig selv. DIY-attituden gennemsyrer projektet, der selvfølgelig udgives på lækker vinyl med et håndtrykt cover. Lars Bech Pilgaards soloLP er anbefalelsesværdig til lytteren der trænger til noget grimt i ørerne. Prøv f.eks. at meditere til Give a fuck. Det er stærke sager! Og pissegodt!
Bonusinfo:
Pilgaard spiller solokoncert på Lygten st. d. 8. juli kl. 21.00 i forbindelse med Copenhagen Trashzzfestival.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar