mandag, august 18, 2014

Pierrick Pédron: Kubic’s Cure (ACT)

I 80’erne var jazzen ikke nær så fremtrædende i mit liv, som rocken var. Den rock jeg hørte måtte gerne være af den britiske slags. Echo & The Bunnymen, The Smiths og The Cure var blandt dem der ofte landede i konfirmationsanlægget. Der er gået mange år siden da og jeg skal ærligt indrømme at det ikke er så ofte, at jeg hører dem længere. Alligevel var det med stor nysgerrighed og glæde jeg fik denne plade. Den franske altsaxofonist Pierrick Pédron har kastet sig over 9 numre fra The Cure’s bagkatalog. Han har tidligere lavet et album med musik af Thelonious Monk på albummet Kubic’s Monk sammen med Thomas Bramerie på bas og Franck Agulhon på trommer. Det er de samme musikere der er med på det aktuelle album.

Det er primært materiale fra The Cure’s tidlige år, hvor de med baggrund i punken skabte et originalt og skævt melodiøst univers, hvor ikke mindst Robert Smith’s karakteristiske stemme var en vigtig del. Stemningen var dyster, tøjet sort, makeuppen kikset og musikken var megacool. Numre som A Forest, The Caterpillar, Killing an arab , Boy’s don’t cry, Lullaby og Close to me var soundtrack til mange unge menneskers “livslede” i firserne. I Pédron’s saxtrio-aftapning 30 år senere får numrene et jazzet spark i bollerne i de stramme sorte jeans. Pédron gør det godt. Pladen kan klart anbefales til dem der lyttede til The Cure i 80’erne og hvis liv i dag har taget en jazzdrejning. De vil kunne lide Pédron musikalsk skæve "take" på The Cure.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar