Sulahue: Eating stars & Spitting fire (Sulahue)

Da sangerinden Sulahue debuterede med EP’en Eating Stars var planen, at der skulle komme et helt album et år senere. Der kom til at gå to år, uden at det gået ud over musikkens kvalitet. Sulahues musikalske univers næres af et charmerende forhold til ballerinaer, klovne, stærke mænd og farverige stemninger. Det er et musikalsk cirkus, hvor Sulahue blander kabaret, pop, visesang og jazz. Musikken er blevet til i tæt samarbejde med kæresten Lars Emil Riis, der også spiller på piano, harmonium og hammond. Alexander Kraglunds violin og kromatiske mundharmonika er med til at give musikken et særligt touch.

Sulahue har fat i noget originalt og velfungerende. Der sker noget nede i dybden, som hun formår at formidle og få tydeliggjort for lytterne. Der er mine umiddelbare favoritter Mr. Policeman og swingnummeret Clown. Det er en gennembearbejdet plade. Den fortjener et voksent publikum der sætter pris på rolige stunder og sund organisk musik uden kunstige tilsætningsstoffer.

sulahue.com

Stefano Bollani: Joy in spite of everything (ECM)

Pladen bliver lagt i afspilleren med en vis jazznational stolthed. Den italienske pianist Stefano Bollani har nu udgivet sin fjerde plade sammen med danskerne Jesper Bodilsen og  Morten Lund. Siden de lærte hinanden at kende i Enrico Rava’s Jazzpar orkester i 2002 og efterfølgende lavede en trio, der oprindeligt hed Jesper Bodilsen Trio, har de spillet et hav af koncerter sammen. Selvfølgelig primært i Danmark og i Italien. Sidste år gik turen også til USA, hvor der var tid til et besøg i det legendariske Avatar studio, hvor James A. Farber sidder ved mixerpultens knapper. Til forskel fra tidligere, var der denne gang indskrevet et par gæster. Endda et par stykker fra den helt tunge kunstneriske vægtklasse. Guitaristen Bill Frisell og saxofonisten Mark Turner sætter begge deres tydelige præg på pladen, der som den første fra trioen udelukkende indeholder originalmusik fra Bollani.

Det er en glædens plade. Det er den glade og alvorlige italienske klovn Bollani der sprutter og spræller af liv. Pladens åbningsnummer Easy healing er i et afrikansk humør, hvor Frisell spiller jazzet vestafrikansk guitar. Det er ikke lalleglad musik. Det er jazz med tydelige intentioner om at skabe en god stemning, hvor der er plads og tid til eftertanke, som på nummeret Vale. Bodilsen og Lund har et særligt makkerskab med Bollani. Deres indbyrdes kommunikation er endnu en gang en fornøjelse. Det er også det eneste problem jeg har med denne plade. Jeg er kæmpefan af deres tre meget forskellige trioplader og mener ikke at det ville være overkill med en fjerde trioplade på over 10 år. Lidt mere af det rendyrkede og unikke Bollani-Bodilsen-Lund triospil måtte der godt have været plads til. Turner og Frisell er ikke anonyme medspillere, de er med til at sætte dagsordenen på pladen. Så når det endelig skal være, så er det velkomment at det er Frisell og Turner der kigger indenfor. Her er musik med luft, plads og virtuositet. 

ecmrecords.com

Inge Brandenburg: Don’t blame me (Sonorama) >> Hans Koller: Minor Meetings 1958 (Sonorama)

Vi er i Tyskland i 1958 og jazzen har gjort sit indtog. Det demonstreres her på to plader med ikke tidligere udgivet materiale. Inge Brandenburg var den vigtigste jazzsangerinde i Tyskland i 50’erne og 60’erne, hvor vi herhjemme havde Grethe Ingmann og svenskerne havde Monica Zetterlund. Fuldstændigt som med Ingmann og Zetterlund, røg Brandenburg over i popmusikken et stykke inde i 60’erne. I 70’erne fik hun alvorlige alkoholproblemer og optrådte kun sporadisk i 80’erne og 90’erne inden hun døde i 1999. Vi møder hende live i Berlin og Frankfurt i perioden 1958-1962, hvor det er standards som S’Wonderful, Lover come back to me, Pennies from heaven og Lover man der er på tapetet. Hun får kvalificeret opbakning fra både trio og større orkester. 

Tenorsaxofonisten og østrigeren Hans Koller var allerede i 50’erne på toppen. Det var cool jazzen der fejede ind over Tyskland (og Danmark). På Minor Meetings har man samlet en række sjældne og for de flestes vedkommende ikke tidligere udgivne indspilninger fra 1958. En god bid er fra en festival i Frankfurt. Musikken er skrevet af Koller og pianisten Hans Hammerschmid. Der er musik fra et par singler. På den ene spiller Koller sammen med Zoot Sims, hvilket giver god mening al den stund, at Koller var inspireret af Sims-makkeren Al Cohn. Trombonespilleren Albert Mangelsdorf har skrevet åbningsnummeret Hard Blues, der også var med på EP’en Hans Koller Cool Jazz. Det er rasende velspillet og har man en svaghed for den danske cool jazz fra samme periode går man ikke galt i byen.

Begge plader udgives af Sonorama, der har lagt et stort arbejde i restaurering af lyden. Det er gjort meget nænsomt og fremstår både dynamisk og klangfyldt.

sonorama.de

The Rascal Swing Band: When you’re smiling (Gateway)

En flink og venlig hyggenygge jazzplade, der endda starter ud med When you’re smiling kan næppe ødelægge humøret. The Rascal Swing Band består af de to guitarister Jens Chr. Kwella (lead) og Jon Noe (rytme), bassisten Torben Bjørnskov og violinisten og vokalisten Lasse Høj Jakobsen. De spiller 14 numre fra jazzens store bagkatalog. Lige fra Puttin’ on the Ritz over On the sunny side of the street til The way you look tonight. Det her er jazz, der skal opleves på de listige steder, der præsenterer levende jazz rundt omkring i landet. Albummet kan bruges som promotion af bandet overfor de mange forskelligartede spillesteder og eventuelt som en hyggelig plade man tager med hjem fra en koncert. 

Det er rar jazz, der på ingen måde bringer nyt til torvs, Når det så er sagt, er det ganske fornøjeligt med swingjazz, der trækker en stor portion inspiration fra sigøjnerjazzen. Leadguitaristen Jens Chr. Kwella er stilsikker, om det så skal være Charlie Christian eller Django Reinhardt. Lasse Høj Jakobsens gode humør stråler ud gennem højttalerne. Han er lidt for meget til den pæne side når han synger, når han så tager fat i violinen går der en swingende Svend Asmussen-sjæl gennem stuen.

therascalswingband.dk

Træben: Looking at the storm (Jarr Records/Pladekisten)

Kvartetten Træben med de i Holland bosiddende danskere Jens Larsen (guitar) og Søren Ballegaard (saxofon) er nu aktuelle med deres tredje album. Stilen er strammet lidt op i forhold til det forrige album. Søren Ballegaard kan lide at spille en mandig saxofon med en vis inspiration fra Dexter Gordon og Michael Brecker. Jens Larsen har skrevet det meste af musikken. Hans guitarspil er funderet i jazzen. Det fornemmes dog ret hurtigt, at Larsen kan og vil mere end at spille Jim Hall. Der er en pæn portion rock i guitaren. Numrene på pladen er en blanding af groovy jazz på Do you think they’re any good, tung mørk jazz på Darkest hour, melodisk whiskers-ballade på Something to lose, eftertænksomhed på Worlds apart, pågående rocket jazz på Better than the other one, fejende flot og opbyggelig stemning på Jim, godnatballade på Half moon, fræk og uopdragen på No og afslutningsvis beroligende flot og delvist iturevet på Looking at the storm.

Træben hører hjemme i Holland og har spillet flere koncerter i Danmark. Ballegaard og Larsen har sammen med hollænderne Olaf Meijer (bas) og Haye Jellema (trommer) en god og solid kvartet med et europæisk udtryk, der blander jazz, rock, melodi og musikalitet. 

traeben.com

The Danish Radio Big Band: Spirituals (Storyville)

Radioens Big Band aka DR Big Band aka The Danish Radio Big Band fylder 50 år. De starter fejringen med dette album, der følges op af en turné i oktober. Desuden kommer der flere koncerter og et seks-dobbelt album med godter fra big bandet. Hvis fejringen er et festfyrværkeri og denne plade er den første raket der er sendt op på himlen, så starter de godt nok hårdt ud. Det er en kl. 24 raket med størst tilladte krudtmængde, der eksploderer på himlen i et fejende flot mix af sølvbuketter og guldbrokader. Big bandets eneste medlem fra “de gode gamle dage”, Vincent Nilsson har arrangeret en række amerikanske spirituals og dirigerer big bandet. Han har tidligere lavet plader med amerikanske spirituals med mindre ensembler i 1998 og 2004. På 2004-pladen More Spirituals! havde Nilsson den cubanske percussionist Eliel Lazo med på congas og sang. Der er heldigvis genvalg til Lazo der sammen med tubaspilleren Jakob Munck tager sig af sangen - og ja Munck synger med en dyb stemme der matcher tubaen.

Materialet er velkendte spirituals som Swing low, sweet chariot, Go down Moses, Nobody knows the trouble I’ve seen etc. Eliel Lazo tager stikket hjem på Sometimes I feel like a motherless child. Hans bløde spansk-cubanske accent giver det engelske sprog en følsomhed og styrke, der får nummeret til at stå endnu stærkere. Nilssons arrangement giver blæsersmæk og plads til orgel, sax og trompetsolo. Det er fuldendt og meget smukt. Vincent Nilsson bruger big bandet og sender en hilsen til 70’ernes big band med det funky nummer Nobody know’s the trouble I’ve seen med Kasper Vadsholt på elbas, Henrik Gunde på elpiano og to veloplagte tenorsaxofonister (Hans Ulrik og Claus Waidtløw). Nilsson sætter flere gange trombonen op til munden, som på Joshua fit the battle of Jericho, hvor han får understreget hans store virtuositet. Inden pladen afsluttes med en legende og fjollet udgave af When the saints… får Eliel Lazo atter lov til at vise sit store sangtalent. På Going to shout all over god’s heaven er der smerte, ånd, sjæl og indfølelighed i en helt speciel blanding.

Big Bandet spiller i og for sig altid driftsikkert og præcist - om det er børnemusik, pop eller jazz. For en jazzhat som mig er det dog en dobbelt fornøjelse, når de så endelig spiller big band jazz med “that big, fat, danish sound” der er arrangeret og sat i scene af Vincent Nilsson der om nogen kender big bandets DNA. Vincent Nilsson kommer helt ned i sjælen på big bandet på denne plade. Det er ikke bare en anbefalelsesværdig plade med DR Big Band - det er ganske enkelt en anbefalelsesværdig jazzplade. Måske en af big bandets fem bedste udgivelser.

Bonusinfo:

Big bandet er på turné med musikken fra denne plade fra d. 2. oktober, hvor de bl.a. besøger Skjern, Horsens, Holbæk, Birkerød, Flensborg og København.

dr.dk/Koncerthuset/kor-og-orkestre/dr-big-bandet/forside.htm

Horse Orchestra: Living the dream (Barefoot Records) LP

Pladecoveret er lyserødt i bedste 80’er-pop nuance. Billedet viser en halvskaldet ko og bandet hedder Horse Orchestra. Er du frisk på at blive forvirret, så velkommen til! Det syv mand store Horse Orchestra er et mixture af både avantgarde, swing, free, klassisk musik og traditionel jazz. Bandets medlemmer mødtes på det rytmiske musikkonservatorium og kommer fra Danmark, Norge, Sverige og Island. Det er sammensmeltning af trioerne GNOM og Dødens Gardebobe med en enkelt tilføjelse. Med fire blæsere på trompet, saxofon, trombone og tuba er det et orkester der bevæger sig ubundet mellem 20’ernes Chicago swing og 60’ernes New York free. Pianisten Jeppe Zeeberg, bassisten Nicolai Kaas Claesson og trommeslageren Rune Lohse kender hinanden fra Dødens Garderobe, hvor de nåede at lave en plade sammen med freejazzlegenden John Tchicai kort før han døde.

Pladen starter ud i et groovy freejazzhjørne for så at gå over i Jeppe Zeebergs lettere omskrevne version af King Olivers Doctor Jazz. Side A på LP’en (ja, den er “kun” udgivet p vinyl) lukker ned med Zeebergs omskrivning af Bach’s Erbarm dich mein, O Herre gott, hvor Lohse på trommer tilføjer elementer som Bach næppe havde forestillet sig. På side B indfinder der sig også nordisk ro og melodi. Trombonespilleren Petter Hängsels nummer Perk viser at Horse Orchestra også kan tage den med ro og lade musikken vokse langsomt frem. Med overskudsfyldt humor og stor musikalitet er Horse Orchestra et herligt bekendtskab fra den danske jazzundergrund.

horseorchestra.dk

Anmeldelsen på jazzogvinyl

Rigmor Gustafsson: When you make me smile (ACT)

Hendes album Close to you fra 2004, hvor hun fortolkede Dionne Warwick og dermed næsten kun musik af Burt Bacharach og Hal David, har været et album jeg ofte er vendt tilbage til. Sammen med pianisten Jacky Terrasson lavede den svenske sangerinde Rigmor Gustafsson et rigtigt godt album. Hun har afprøvet flere ting siden. Hendes karriere har vel været kendetegnet ved en afsøgende udvikling. Hun har denne gang selv lavet al musikken, hvilket hun også gjorde på albummet Alone with you fra 2007. Hun har ofte samarbejdet med strygere, bl.a. Flesh Quartet i 2003 og radio.string.quartet.vienna i 2010. Denne gang er det ikke kun strygere hun har medtaget. Men det 29 mand store Dalasinfonettan med både strygere og træblæsere. Desuden medvirker flere gæstemusikere undervejs, bl.a. Magnus Lindgren på sax.

Rigmor Gustafsson er beriget med en personlig og meget smuk stemme. Hun er let at identificere. Alligevel tænker jeg denne gang mere på, at hun lyder hen ad Karen Carpenter, end jeg før har gjort. Der er bl.a. fraseringerne hvor hun dykker blidt ned i registerne. Det særlige Karen Carpenter vokaltekniske greb, klæder Gustafssons stemme. Der er adskillige gyldne øjeblikke undervejs, som f.eks. titelmelodien. Hun har taget et enkelt covernummer med. Nobody does it better, som Carly Simon sang i James Bond-filmen The Spy who loved me. Sangen hører til en af de bedste Bond-sange, alligevel synes jeg at den er overflødig på denne plade, hvor det burde være Gustafssons musik der er i fokus. Her stikker Bond-balladen ud og vil noget andet end resten af musikken. When you make me smile er meget veludført strygersmurt vokal jazzpop og kan anbefales til nydere af f.eks. Sinne Eeg og Viktoria Tolstoy.

actmusic.com

Garzone/Bergonzi/Winther/Åman/Mogensen: Quintonic (Stunt)

Den amerikanske saxofonist George Garzone har om nogen haft en kæmpe betydning for mange danske jazzmusikere. Ikke mindst dem, der har været en tur omkring Boston og Berklee. På den aktuelle plade Quintonic er han sammen med instrumentkollegaen Jerry Bergonzi der ligeledes har undervist mange elever, ligeledes på Berklee. De har aldrig lavet en studieplade sammen. Nu er de så endelig sammen med pianisten Carl Winther, bassisten Johnny Åman og trommeslageren Anders Mogensen. De to tenorkæmper har lavet en battleplade, hvor de godmodigt og drilsk spiller hinanden op og ned. Pisser territoriet af og får understreget hvorfor de er så inspirerende. 

Jerry Bergonzi er for tiden tilknyttet Syddansk Musikkonservatorium som gæsteprofessor, mens Garzone sidst underviste i Danmark på Vallekilde Højskole for to år siden. Anders Mogensen der gennem mange år har undervist på Syddansk Musikkonservatorium, har et særligt talent talent for at spille med amerikanske hardhitter saxonister, Gary Thomas, Dave Liebman og Bob Berg hører til nogen af de andre meritter. På denne plade er det dog Garzone og Bergonzi der har hovedrollerne. Det er en overdosis af saxofonoverskud. De kan spille som om de aldrig skal stoppe. Quintonic er smækfyldt med teknisk overlegen vildskab. To sax or to die…

sundance.dk

Torben Snekkestad & Barry Guy: Slip slide and collide (Maya Recordings)

Sydlige Utsira - smag lige på ordet. Får du så også lyst til at sige Doggerbanken eller Tyskebugt? Det er nogle af klassikerne fra radioens Farvandsudsigten. For yngre læsere af denne blog, skal det lige tilføjes at Danmarks Radio kunne fylde P3-sendefladen ud med de mest besynderlige ting i "gamle" dage. News in English efter Radioavisen kl. 7.30. Om sommeren for tyskerne ude ved Vesterhavet var der Nachrichten in deutsch og så altså Farvandsudsigten en gang i mellem. 

Jeg ved ikke om den herboende nordmand Torben Snekkestad egentlig er klar over, at mange danskere over fyrre år, har hørt om Utsira før - uden egentlig at vide, hvad det er. Utsira er titlen på åbningsnummeret på den duoplade som saxofonisten Torben Snekkestad har lavet sammen med den britiske bassist Barry Guy. Den blev indspillet i 2011 over et par dage i Sundkirken i København. Musikken er improviseret musik fra to af den europæiske improscenes fineste folk. 

Barry Guy’s hustru May Homburger betegner i pladens liner notes musikken som når jordens tektoniske plader flytter sig og støder sammen. Det sker nogle gange langsomt, andre gange med en stor energiudladning til følge. Hvorom alting er, så har jordens form ændret sig nede i dybet. Snekkestads saxofon og Guy’s kontrabas kolliderer ligeledes nede i dybet og får det evige øjeblik til konstant at ændre sig.

maya-recordings.com

Jazz Five: Belleville Street (Jazz Five)

Den gode udvikling som Jazz Five har undergået gennem årene ser ikke ud til at stoppe. På dette album er de rykket til New Orleans, hvor de har indspillet albummet Belleville Street i studiet Word of Mouth Studios, der meget passende ligger på Belleville Street. Det virker mere end naturligt at de har indspillet pladen i New Orleans. Det er byen, hvor Jazz Five henter deres musikalske inspiration. 

De har udnyttet muligheden for at hente nogle lokale musikere ind som gæster på albummet. Heriblandt trombonespilleren Michael Watson, som Jazz Five-saxofonisten Johan Bylling Lang også havde med på sit soloalbum, der kom tidligere i år. Sammen med trompetisten Kevin Louis og Jazz Five’s anden saxofonist Jeppe Zacho får de en fuld blæsersektion, som udnyttes fuldt ud på hele albummet, der er indspillet live i studiet. Materialet er primært hentet i New Orleans’ sumpede, funkede og jazzede musik, der både dyrkes i kirken, til second line, på alle spillestederne og selvfølgelig til mardi gras. Gode numre som Lttle Liza Jane Blue Monday og It’s all over now bliver spillet med en energi og et drive der er N’awlins værdig.

Albummet Belleville Street er en flot status og et godt dokument for Jazz Five. De swinger i bedste form. Pianisten Esben Hillig tager stikket hjem flere gange, med pianosoloer af den slags der falder ud over scenekanten og kravler ind i lytterens medswingende krop. Bassisten Jonas Starcke der også synger med charme, selvtillid og lækker stemme, giver Jazz Five det sidste touch, der er med til understrege den gode stemning.

jazzfive.dk

Miriam Mandipira & Her Danish Friends: Live (Friends Records/Gateway)

Sangerinden Miriam Mandipira fra Zimbabwe bor i Danmark. I den tid har hun bl.a. samarbejdet med Delta Blues Band, Red Hot Four, Paul Harrison Band og nu også sammen med gruppen Her Danish Friends. Her præsenterer hun noget af det hun kan. Gospel, soul, blues og en ordentlig sjat jazz er fundamentet for den kraftfulde sangerinde. Musikken er indspillet ved en koncert hos Østerbro Jazzclub på Krudttønden. Hun bakkes op af fire veloplagte og erfarne herrer; Erik Sørensen på sax, Christian Søgaard på keyboards, Jens Holgersen på bas og Ulrik Brohuus på trommer. Der lægges ud med en fin version af Hugh Masekela’s Emlanjeni. Backingen er håndværksmæssigt i orden, der savnes dog noget der løfter musikken den sidste bid. Når de hver især tager en solo, slås der for få slag i bolledejen. Enkelte steder bliver det decideret gumpetungt. Ellington’s Take the A-train lyder som noget lavet af AnsaldoBreda. 

Miriam Mandipira er stærkest når der står gospel på dagsordenen. Her kaster hun sig frygtløst ud i vandet og svømmer legende og overskudsfyldt rundt. Under jazzballaderne er fraseringerne hen ad Randy Crawford - og det gør ikke noget. Mandipira falder ikke sangmæssigt igennem, det har hun helt og aldeles styr på. Vi får desuden snakken med mellem numrene. Det havde vi ikke behøvet. Her bliver Mandipira’s introduktioner af de enkelte musikere ufrivilligt morsomme (da accenten er meget stærk). Det havde klædt udgivelsen, hvis det var klippet ud - pladen skal jo høres mere end en gang. Thumbs up for Miriam Mandipira og hendes dejlige stemme! Knapt så meget thumbs up for bandet.

mandipira.dk

Anne Mette Iversen’s Double Life: So many roads (bjurecords)

Fire kapitler inklusiv prolog og epilog på bare 36 minutter udløser det nok bedste album, som den danske (men i Brooklyn bosatte) bassist Anne Mette Iversen har lavet til dato. So Many Roads kan ses som fortsættelsen på dobbeltalbummet Best of the west+Many Places fra 2008, hvor hun samarbejdede med de samme musikere, som hun gør på denne plade. Hendes faste kvartet med saxofonisten John Ellis, pianisten Danny Grissett og trommeslageren Otis Brown III (der i disse dage er aktuel med sit debutalbum på Blue Note) samt gæsten, trombonespilleren Peter Dahlgren spiller sammen med strygerkvartetten 4Corners på albummet der har været fem år undervejs. Musikken er komponeret med lige præcis disse musikere for øje. Hun startede med den sektion der gav musikken det tematiske materiale, hvorefter det langsomt tog form.

På prologen åbner Anne Mette Iversen pladen med en tre og et halv minut lang bassolo. Kapitel et er strygernes, der midt i nummeret giver plads til Dahlgrens flotte trombone. Det over ti minutter lange kapitel to former sig som en lille jazzsymfoni, hvor John Ellis sætter prikken over I’et med sin saxsolo. Der er ballademateriale i kapitel fire og fart over feltet i kapitel fire, sidstnævnte kan minde om George Russell. I epilogen er det Grissett og strygerne der sætter punktum på et flot og sammenhængende album, der tager lytteren med på en billedrig og stemningsmættet rejse.

annemetteiversen.com

Rune Funch: Picture Music (Zentropa/Gateway)

Det er brugervejledning af den forståelige og enkle slags. Udover at filmselskabet Zentropa har en finger med i udgivelsen, så hedder pladen Picture Music. Det er et filmisk album, der nemt kunne være et soundtrack til en film. Det er det bare ikke. Det er guitaristen Rune Funchs første plade i eget navn. Efter at have lavet to plader med Grammofunch - hvor specielt det første album er anbefalelsesværdigt, været medlem af Warwick Avenue, Once Around The Park og Lars H.U.G.’s band er tiden blevet moden til, at bestemme det hele selv.

Rune Funch kommer godt omkring i det musikalske landskab. Lige fra MR.FF der er traditionel jazz med underliggende old school videospil-lyde til den sfærisk smukke In Progress, der som et dejligt stykke chokolade smelter langsomt i munden, mens roen sænker sig. Funch har samlet nogle kompetente musikere omkring sig. Saxofonisten Ned Ferm, Maria Faust der holder sig til klarinetten, Mads Hyhne på trombone, Adi Zakanovic på keyboard, unge Matias Wolf Andreasen på trommer og den mangeårige makker bassisten Anders AC Christensen. Funch placerer sig også gerne i centrum med guitaren, som på Keep Loving You, hvor han med twangy guitar kører ud i natten. Der er Let’s celebrate, hvor afrostemningen bobler og syder. Pladen lukker ned med den stemningsmættede Back to nothing - og markerer at Rune Funch er tilbage på samme høje niveau som med Grammofunch’s plade fra 2008.

runefunch.com

Boujeloud: OVNI (Boujeloud) LP

Kvintetten Boujeloud udsendte sidste år debutalbummet Går på vandet. Nu er de klar med opfølgeren OVNI. Guitaristen og bandleaderen Emil Palme bygger videre på universet fra den første plade. Det er monumentalt skævt. Det lyder som jazzet avantgarderock eller er det omvendt? Anders Vestergaards rodede trommer, der både vil være free og timekeeper. Saxofonisterne Xenia Xamanek Lopez og Mads Egetoft, der har et konsekvent kollektivt samarbejde. Phillip Steen Dyssegaards bas der næsten får samlet musikken. Der er Emil Palmes guitar der med kramper og spasmer sender Boujeloud langt ud over kanten.

Vildfaren jazz med bastante skæverter har det godt for tiden. Der er flere bands herhjemme, der giver deres personlige bud på hvordan jazzen klemmes, så den får en ny form. Når Boujeloud blander rockelementer med ufriserede saxofonduetter og guitaristiske riverier bliver det godt. Så godt at OVNI er en anbefalelsesværdig plade. Det er en hektisk og godt skåret plade, hvor der ikke er noget overflødigt. Særligt anbefalelsesværdig er Magic Taxa HD - der godt kan minde om Lounge Lizards. Mens nummeret 7on flår i mit blødende punkhjerte…tak.

facebook.com/boujeloud.dk

jazzogvinyl.blogspot.dk/2014/09/boujeloud-ovni-boujeloud-lp.html

Marie Fisker/Kira Skov: The Cabin Project (Stunt) LP

En gotisk og melankolsk stemning tenderende til en moderat depressiv tilstand, er sjældent noget der sælger musik. Det kommer selvfølgelig an på, hvordan det sælges. Der er nogle få gyldne eksempler i rockmusikken. Nick Cave og Johnny Cash er blandt de største der har evnet at balancere på kanten af livet og sætte det ind i en bevægende fortælling. Marie Fisker og Kira Skov medvirkede i 2007 i et TV-program på DR2, hvor de fortolkede Ewan McColl's First time I ever saw your face. Det lå i luften, at de skulle lave noget sammen. Men det var først sidste år, at det endelig blev til noget. Fisker og Skov drog til Canada sammen med Ned Ferm og Oliver Hoiness, hvor de i en hytte sammen med producerlegenden Mark Howard (Daniel Lanois, Bob Dylan, R.E.M etc.) lavede pladen The Cabin Project. 

Kuldslået, frostramt og isnende varme blandes i et singer-songwriter univers, hvor skæbner og tristesse er på dagsordenen. Det er rasende stemningsmættet. Ferm og Hoiness spiller på alverdens instrumenter i et enkelt, næsten spartansk set up. Det er stemmerne der er i centrum. Kira Skov og Marie Fisker synger med en uforlignelig inderlighed. The Cabin Project er gjort af et stærkt langtidsholdbart stof. Det er ganske vist ikke jazz det her. Det er organisk musik der flyder fra hjerterne.

facebook.com/TheCabinProjectDK

jazzogvinyl.blogspot.dk/2014/09/marie-fiskerkira-skov-cabin-project.html

Per Møllehøj: A brother and a sister (Gateway)

Guitaristen Per Møllehøj hører ikke til blandt de mest kendte på den danske jazzscene. Har man dog fulgt med i, hvad der sker på den danske jazzscene indenfor de senere år, må man dog være stødt på guitaristen, der bl.a. spiller med Jakob Dinesen, Aske Drasbæk og Søren Gemmer. Han guitarspil - specielt på den aktuelle plade - er i den rolige balladeafdeling. Med et afsæt i klassisk amerikansk guitarjazz som Jim Hall og i særdeleshed Kurt Rosenwinkel har Per Møllehøj lavet en jazzplade med stort stort J. 

Møllehøjs guitartekniske evner er uomtvisteligt store. Han løfter sig ud af ligegyldighedens kedsomhed og viser personlighed og styrke. Der er en flot kontakt mellem musikken og Per Møllehøj på pladen. Han har selv skrevet musikken og omgiver sig med Nils Davidsen på bas, Frands Rifbjerg på trommer og Heine Hansen på piano. Det er ikke så ofte, at der er mulighed for at høre Davidsen spille straight jazz - den fyldige trætone han spiller med på pladen, er simpelthen fænomenal - så gerne mere straight Nils Davidsen. Rifbjerg er som en fisk vandet. Det swinger med overskud og luft. Heine Hansen giver det sidste touch, så pladen tilføjes musikalsk fylde. Noget der er afgørende for, at jeg vil anbefale Per Møllehøjs veloplagte og velspillede plade.

soundcloud.com/permollehoj

Kalaha: Hahaha (Rump)

Trommeslageren Emil de Waal’s samarbejde med den elektroniske musiker Spejderrobot går efterhånden nogle år tilbage. De har lavet flere plader sammen. Nu har de udvidet deres samarbejde med Ibrahim Electric-guitaristen Niclas Knudsen og den elektroniske musiker Rumpistol. Det er slet ikke nogen dårlig idé. Der sker nogle helt nye og til tider uventede ting i gruppen Kalaha, som de fire kunstnere kalder sig sammen. Der er arabiske toner og klange, der er afrobeats, surfguitar og soundscapes. Det er impro og electronica. Det er 4 personlige musikere der blander blod.

Nummeret K-Sounds er i partyhumør. Ellas Drager er drillesygt legende. Åbningsnummeret Spejderrobot er stemninger ved nattetide. Musikken er indspillet live, hvilket giver Kalaha et godt skub ud i det mere usikre og knapt så kalkulerede, som meget electronicamusik ofte kan være. En enkelt fejl har de dog lavet. Musikken findes desværre kun som stream og download. Desuden kom der en limited edition (en brun konvulut med downloadkode og små stykker kunst). Hvorfor har de ikke udsendt den som vinyl? Det er musik med kultpotentiale for vinylafficionados.

rumprecordings.bandcamp.com/album/hahaha-2

Pierre Cavalli: Uma vitamina faz pavor (Sonorama Records)

Jeg ryger direkte tilbage til min barndom, når jeg hører en elbas, der spilles med et plekter. Det skyldes selvfølgelig Gert Rostocks bas på lydsporet til tegnefilmene med Cirkeline. Den tidstypiske baslyd fra starten af 70’erne går igen på schweiziske guitarist Pierre Cavalli’s album Uma vitamina faz pavor. Han lavede musik til en lang række film og albums. Mange af dem er om ikke uopdrivelige, så i hvertfald meget dyre. Det tyske pladeselskab Sonorama Records har samlet en række ikke tidligere udgivne numre fra årene 1972-75. Stilen er overordnet i den brasilianske boldgade. Bossa, breakbeat, scat funk, jazzfusion og spacede lyde står i kø for at vælte ud af dine højtalere.

Det er med andre ord særdeles underholdende at lytte til Cavalli’s musik. Det stikker bare ikke så dybt. Men den tidstypiske 70’er-sound i klare orange og brune farver matcher hessiantapet og kuglelamper. Da vi stadig venter på et comeback for hessiantapetet kan vi istedet bruge Cavalli’s lydtapet i mellemtiden.

sonorama.de

Mads Pagsberg: Almost Music - a BigBand Suite (Gateway)

Mads Pagsberg står i spidsen for projektet Almost Music - a BigBand suite. Han er dirigenten og har komponeret og arrangeret. Mads Pagsberg har arbejdet med Københavns Universitets Big Band MIBB gennem flere år. I 2003 startede han også projektet Almost. Over 10 år er det blevet til 1500 siders musik og de 8 kompositioner, der er havnet på CD’en Almost Music. Han har samlet et big band med velkendte big band-musikere fra bl.a. DR Big Band og Aarhus Jazz Orchestra. Mads Pagsberg lægger ikke skjul på sin store fascination for og inspiration fra Maria Schneider. Det er moderne big band musik med mange dybder og lag. 

Mads Pagsberg får prøvet mange idéer af undervejs. Der er Almost Symphonic, der er som taget ud af en klassisk Disney tegnefilm. Der er Almost Jazz, hvor Pagsberg via Sille Schultz’s syngende rap får fortalt hvad jazz er - godt suppleret af en tenorsaxsolo fra Jesper Løvdal. Der er Almost Kapellmeister, hvor det handler om udfordringerne i at være chefen, at holde fokus, at holde sammen på musikken - denne gang suppleret af Henrik Bolberg’s flotte solotrompet og et indlagt citat fra Take Five. Der er Almost Done, hvor Pagsberg med tydelige nik til bl.a. Weather Report får luftet ud i big bandet - godt hjulpet af soli fra Mia Ensager på tromboe og Maj Berit Guassora på trompet.

Et big band der hedder The BigBand får ikke bandnavn-innovationsprisen, hvis en sådan fandtes. Mads Pagsberg er heller ikke ude i et innovationsærinde med dette projekt. Han forsøger i stedet at skabe nutidig big band-musik, hvor det grundlæggende håndværk sættes i spil. Det kan Pagsberg. Musikken og specielt sangen bliver til tider for skematisk. Det viser sig tydeligt under afslutningsnummeret Almost All, hvor han har sat alle numrene sammen. Sangen bliver alt for stramt styret, hvorefter Bolbergs trompetsolo løsner på det snærende bånd. Næste gang måtte han gerne lave en instrumentalplade eller lade sangen stå mere frit end det er tilfældet på denne plade.

madspagsberg.dk

Tuesday Night Brass Band: Live at The Village (Gateway)

Brass Bands er en af jazzens mange subgenrer, der specielt i de senere år har oplevet en opblomstring. Genren har sine rødder i New Orleans, hvor 100 årige traditioner dyrkes og blandes sammen med funk, soul og hip hop. Dirty Dozen Brass Band har gennem mange år været blandt de mest kendte. Mens nye og ikke-amerikanske brassbands også er dukket op og har været med til at vitalisere genren. Herhjemme er Tuesday Night Brass Band det bedste bud på en messingfest. Bandet er et sammenrend af folk fra Jazz Five, Six City Stompers og Wonderbrazz og enkelte andre. Legenden Ole Fessor Lindgreen er også med. 

Pladen åbner med Michael Jacksons The way you make me feel - her er TNBB meget tro overfor en af genrens fremtrædende tendenser, hvor man tager et kendt R’n’b eller soulnummer under behandling. Deres version holder overraskende flot, specielt i kraft af Esben Duus’ vanvittigt veloplagte lilletromme - suppleret af Søren Frost på stortromme. Pladen fortsætter med When my dreamboat comes home, hvor Peter Marrott synger - ligesom han gjorde på sin egen duoplade af samme navn fra sidste år. Denne gang er der dog kommet mere kul på hjuldamperen. Johan Bylling Lang har skrevet tre af pladens numre, ligesom han tager stikket hjem med nogle saxsoli spredt ud over pladen. Udvalget af numre er afvekslende, her er N’awlins funk med Feel like funkin’ it up og der er en dampende version af Oscar Petersons Night Train. Pladen er indspillet med publikum i studiet og der er hørbart gang i den. Det er en fest og det er kun tirsdag!?

Bonusinfo: 

Tuesday Night Brass Band spiller den anden tirsdag i hver måned på Mojo Bar i København.

tuesdaynight.dk