I guder hvor har Nils Landgren ofte pisset mig af. En af grundene er selvfølgelig, at der kommet mange plader af meget forskellig kvalitet fra manden. Altså både godt og skidt. Jeg er med andre ord gået skeptisk til lytningen af den dobbelte opsamlingsplade, der breder sig ud over de 20 år, hvor Landgren har været tilknyttet de tyske pladeselskab ACT. Første CD er i den funky afdeling - mens den anden indeholder de blødere sager. De sidste var jeg klar til at sende på destruktionsanstalten, inden jeg havde et eneste pip fra Landgrens røde trombone. Shame on me!
Landgren er ikke bange for at kaste sig over musikalske relikvier som Stings Fragile, Lennons Imagine eller Abbas Knowing Me Knowing You. Ja gu’ fanden bliver det banalt. Men han byder ind med noget personligt og gennemmusikalsk, der ikke kan afvises som det rene fis. Når han laver discoklassikeren I will survive om til en funkballade, grænser det til genial frækhed. Det lyder så fedt. Pladen lukker ned med Oleta Adams’ hit Get here fra 1988. Det er et outtake fra Landgrens seneste plade. Her viser Landgren endnu en gang sine jazzede popevner.
Den første plade med de funky sager rummer bl.a. coverversioner af gamle hits som Stuff like that, Ain’t nobody og en mindre ventet variant af The Doors’ Riders on the storm. Landgren omgiver sig med nogle sublime musikere og denne udgivelse kan anbefales til jazzlyttere der vil underholdes med poppet og funky jazz. Det fungerer næsten hele vejen.
Nils Landgren er også aktuel med sit fjerde julealbum, hvor han traditionen tro har inviteret gode venner med på pladen. Denne gang foregår det i studiet. Vi får såmænd både Whams Last Christmas og O helga natt. Det er blevet intim plade, hvor det musikalske akkompagnement udgøres af trombone, saxofon, bas og guitar. Sangerinderne Sharon Dyall, Jeanette Köhn og Ida Sand er sammen med Landgren i den vokale front. Det er hyggeligt som duften af gran og appelsiner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar