Det er den svære toer. Bremer/McCoys første plade Enhed kom som en overraskelse, snigende ved daggry, fuld af spontanitet og uden større forventninger fra publikums side. Nu er toeren her. De er gået lidt anderledes til værks denne gang og forventningerne fra min side er skyhøje. De kalder deres absolut ordløse plade for Ordet. Som en tilføjelse til det der ikke er der. Fundamentet er det samme som på den første plade. En smuk blanding af nordiske toner og roots reggae. Denne gang har de arbejdet mere i dybden med de 10 melodier på pladen. De er ikke så skitseagtige og løse i kanten som på Enhed, som jeg havde på min liste over de bedste jazzplader i 2013. Da jeg hørte Ordet første gang, blev jeg lidt skuffet. Det var ikke det samme. De havde tænkt lidt mere over tingene.
Er det et problem? Nej, det er det ikke. Havde de ikke lavet Enhed, ville jeg have råbt ud over hele verden at den aktuelle plade var af seks stjernet kvalitet. Den er uden forbehold af fem stjernet kvalitet, for der findes en der er lidt bedre. Da jeg satte Ordet på pladespilleren for anden gang, fjernede jeg mine skuffelser og lod pladen sive mig i møde. Morten McCoy på klaver og Rhodes og Jonathan Bremer på bas gør det lækkert og enkelt igen. Enkle melodier klædt ind i Bremers smukke bas og McCoy, der kommer fra reggaen og på ingen måde illuderer at han er jazzpianist. Han er pianist med smukke toner under huden - ikke ulig Nils Frahm. Så nu, når den første skuffelse har lagt sig, har pladen spillet sig ind i mit hjerte og jeg overgiver mig 100%. Ordet er anbefalelsesværdig til de stille stunder i livet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar