Jazzens standards er blevet vendt og drejet på alle mulige og umulige måder. Og det bliver de ved med. Interessen og lysten til det gamle materiale ser ikke ud til, at blive mindre. Her er specielt vokaljazzen låst fast i at dyrke de tilsyneladende evigt grønne melodier. I Danmark har man den klassiske formel, hvor man blander standards med originalt materiale, når man skal sammensætte et album. På bundlinjen kommer det til at handle om sangerindens kvalitet. Her er to væsensforskelllige plader med sangerinder der sjældent har skuffet.
Vi kender allerede Aarhus Symfoniorkester og Holbæk Garden. Der er andre bynavne der har lagt til navn til en samling menneskers musiceren. Denne gang er det dog kun en trio. Glostrup Trioen består af tre erfarne jazzmusikere der har spillet sammen siden 12 års alderen. Men det er åbenbart ikke spændende nok, så de har inviteret sangerinden Alice Carreri med indenfor. That Old Devil Moon, So in Love og All or Nothing at all er at finde på repertoiret. Der tages ikke nogen chancer. Det er ikke nødvendigt, da de tre grånende herrer, Torben Kjær på piano, Henrik Dhyrbye på bas og Ole Streenberg på trommer ikke skal overbevise nogen om noget som helst. De spiller fordi de har lyst. Det er hyggeligt og veludført. Alice Carreri svigter ikke - om end lidt udfordring ikke vil have skadet hendes sang. At tenorsvenskeren Tomas Franck kigger forbi undevejs, gør ikke noget. Lyt f.eks. til Too Young to go steady, hvor Franck og Carreri kommer flot frem.
Hvis der er en der skulle gøre det, så er det selvfølgelig Sinne Eeg. Hun har den unikke kombination af mod og talent der skal til, når man laver en duoplade, hvor hun kun suppleres af en kontrabas. Hun åbnede allerede op for det på sidste års album, med enkelte duetter sammen med Thomas Fonnesbæk. Nu er det blevet til et helt album med en samling af de mest kendte standards og et par vildskud. Body and Soul, Summertime, Come rain or come shine er materiale som både Eeg og Fonnesbæk er helt hjemme i. De er så fortrolige med sangene at de tør bevæge sig ud af comfortzonen. Det er derfor at det bliver så pokkers interessant at lytte til. Sinne bruger den brede palet af talent som hun besidder. Der er scatsang, inderlighed og vokaltekniske lækkerier. Fonnesbæk er lyttende og udvider fundamentet for Eeg. Det er en nicheplade, der skal høres for den flotte præstation. Det eneste originale nummer er Taking it slow, en genganger fra 2014-pladen Face the music. Teksten er nærmest en programerklæring for projektet. Tag den med ro og fold talentet ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar