Står der virkelig 2015 på coveret? Skal der ikke trækkes 30 år fra? Næh, den er god nok. Hyld er lyden af småfunky dansk jazzpop, som den lød for længe siden. Gud ske lov bliver den spillet af nogen, der selv var tilstede på musikscenen i 80'erne - så er autenciteten ligesom sikret. Erfarne og voksne musikere som bassisten Jon Bruland påbas, Otto Sidenius på Rhodes og Hammond og Carsten Milner på trommer, hjælper den for mig ukendte sangerinde Dorte Hyldstrup. Hun ser ud til at have været ung og fremme i skoen i 80'erne ligesom bandet.
Musikken er baseret på funk, blues, soul og jazz. Den bruges af Dorte Hyldstrup til at skabe flot arrangerede vokaler, hvor hun dobler vokalen op. Jeg kommer til at tænke på Blast, bare uden blæsere.
Dorte Hyldstrup indskriver sig i rækken af modne sangundervisere, der pladedebuterer i en sen alder. Der kan være mange årsager til, at hun først dukker op nu. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på hvad der var sket, hvis den her plade var landet ud i pladebutikkerne i firserne. Så kunne Dorte Hyldstrup og bandet være taget på turné ud på landets spillesteder. Det kommer ikke til at ske idag, da den lyd og det udtryk hun repræsenterer ikke efterspørges længere. Man fristes til omskrive et slogan, der har været oppe at vende i den seneste tid. Firserne har ringet. De vil have deres musik tilbage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar