onsdag, juni 24, 2015

Steen Rasmussen Quinteto featuring Paulo Braga: Presenca (Stunt)

"Never change a winning team" er der et klassisk ordsprog der siger. Det overholder Steen Rasmussen næsten også på sit nye album sammen med den brasilianske sanger og guitarist Leo Minax. Han har dog skiftet trommeslageren Jonas Johansen ud med den brasilianske trommelegende Paolo Braga. Da Steen Rasmussen udsendte Lo mejor de cada casa i 2013 var jeg aldeles begejstret for pladen. Det er jeg stadigvæk. Derfor er forventningerne også høje til det nye album, der også skuffer en smule efter nogle få gennemlytninger. Jeg har ventet lidt med at skrive om pladen. Den skulle lige have lov til at sætte sig - og det skulle vise sig at være en god investering. Musikken kommer snigende på den lækre måde. For Steen Rasmussen gør det igen!

Steen Rasmussen har skrevet 7 af pladens 10 melodier - Leo Minax har skrevet de 3 andre. Der er muligvis en nordisk tone i spil et eller andet sted. Jeg hører det brasilianskinspirerede som det mest dominerende. Lis Wessbergs bløde trombone smelter sammen med Fredrik Damsgaards Höfner bas, der omfavnes af Jacob Andersens percussion og Paolo Bragas trommer. Steen Rasmussens piano og Leo Minax guitar og vokal balancerer igen smukt med en underliggende lækker tristesse. Sjældent har jeg hørt melankoli fremført så opløftende. Det er gennemført og sammenhængende. Undervejs gæstes de af den legendariske brasilianske sangerinde Joyce og den svenske sangerinde Josefine Cronholm, som Rasmussen tidligere har lavet et album sammen med. Steen Rasmussen laver ikke Lo mejor de cada casa vol. 2 - men udvikler projektet indenfor de musikalske rammer han selv har bygget op. Presenca er et stærkt anbefalelsesværdigt album.
bonusinfo:
De kan opleves ved Jazz by the sea i København d. 10. juli og i Musikhuset i Århus d. 11. juli.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar