Jakob Bro: Hymnotic/Salmodisk (Loveland Records)

Da Jakob Bro atter havde samlet sin tentet i forbindelse med sommerens jazzfestivaler udgav han dette album. Ved koncerterne i København og Århus kunne den købes på vinyl. Var man ikke der, kan man i stedet downloade albummet ganske gratis fra Bros hjemmeside. Tre bassister: AC, Nicolai Munch Hansen og Thomas Morgan. To trommeslagere: Kresten Osgood og Jakob Høyer. Tre saxofonister: Jesper Zeuthen, Andrew D’Angelo og Chris Speed. En keyboardspiller: Nikolaj Torp Larsen. En digter: Peter Laugesen. En komponist og guitarist: Jakob Bro. Det er en gruppe som Bro har arbejdet med gennem flere år - pånær nogle enkelte udskiftninger er det de samme musikere som er med på albummet White Rainbow fra 2008.

Numene falder i to halvdele. Den ene halvdel er rent instrumental. På den anden halvdel er digteren Peter Laugesen i front med sin karakteristiske østjyske stemme. Det er salvelsesfulde hymner der får taget til at lette. I et kakofonisk sammensurium af intenst og nærværende sammenspil, fører Jakob Bro lytterne gennem et fortællende og tætvævet ocean af jazzet vellyd. Med Bros karakteriske enkelte anvisninger følger tentetten en vej mod højder der befinder sig over højderne. Det er opbyggeligt. Det er en stærk oplevelse. Peter Laugesens digte og Jesper Zeuthens saxofon står i centrum på en jazzudgivelse, der i væsen og sind er dansk som en regnvejrsdag i september. 

jakobbro.com

Tandaapushi: Fire Disposal (jvtlandt)

Leo Dupleix er franskmand uddannet i Belgien og bosiddende i Japan, han er hovedmanden bag trioen Tandaapushi. Det dansk/japanske pladeselskab Jvtlandt har netop udsendt trioens debutalbum. Leo Dupleix har en master i jazzpiano fra konservatoriet i Bruxelles. I dag arbejdet han overvejende med elektronisk musik, hvor instrumenterne er en mixer, et pianet, synths og pick ups. Trioen består desuden af bassisten Laurens Smet og trommeslageren Louis Evrard. 

I et fascinerende spændingsfelt mellem noise, freejazz og avant rock har de skabt et nedsmeltet og dysharmonisk soundtrack. Det organiske lydkaos smager af rødt rustvand. Lysglimt skærer sig gennem tonerne. Evrards monotone, nærmest minimalistiske rytmer der svøber sig i Dupleix’ støjende droner og Smet’s kontante basgange. Det er eksperimenterende leftfield electronica. Det er en stemning der er skabt i en nuklear forurenet kælder, under et diskoteks dansegulv. Det er så grimt at det bliver smukt.

leodupleix.com

Kjeld Lauritsen: Learning to smile (Music Mecca) LP

Han er efterhånden ved at have samlet et ret omfattende bagkatalog, siden han medvirkede på den første Organizers-plade i 1992. Hammondorganisten Kjeld Lauritsen har vendt jazznæsen mod det sydlige USA og Louisiana på det nyeste album Learning to smile. Det er sumpet, blueset, soulet og selvfølgelig pænt jazzet. Han er igen sammen med Per Gade på guitar og Søren Frost på trommer som på den forrige plade Time Zone. Styrken ved den nye plade er at den er mere stringent og fokuseret end den forrige. Kjeld Lauritsen kan mange ting og holder sig fra at vise det hele på en gang. Det er en glad og udadvendt plade, der smitter med sin gode stemning. Stemningen er henad souljazzen. På Blackfoot’s Delight - der er trommeslageren Søren Blackfoot Frosts glansnummer med en fed shufflerytme - spiller Per Gade en guitarsolo som man skal tilbage til 60’ernes George Benson for at finde i samme lækre stil. Per Gade spiller den fedeste guitar på pladen, hvor Grant Greens sjæl også kommer forbi flere gange.

Kjeld Lauritsen har med sit nye album begået en lille perle. Det er en af den slags plader, der i den velformede lyd og udtryk vil blive trukket frem når man trænger til noget hammond. Dem har jeg flere af. Jimmy Smith, Jack McDuff eller Jimmy McGriff er gode vennner med min pladespiller. Det er Kjeld Lauritsens plade også blevet. Der er både swing, bossa, blues, rock og soul på pladen - men alt sammen præsenteres med det særlige Kjeld Lauritsen-filter henover. Det er derfor at jeg ikke vil tøve med at anbefale denne plade til de mange Hammond-connoisseurs, der godt kan lide vinyl. Den findes selvfølgelig på viny. Den er i sit udstyr med et mat farvestrålende cover og 180 grams vinyl en sand lækkerbisken. Swing med, hvis du ikke er en tør kiks.

kjeldlauritsen.dk

Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Songs form the road (Ruf Records) CD+DVD >> Mighty Sam McClain & Knut Reiersrud: Tears of the world (ACT)

Her er to gode nordiske bluesplader, der begge udkommer på et tysk pladeselskab. Den ene er med danske Thorbjørn Risager der udover at have opbygget et større og større dansk publikum, også har erobret blueshjerterne i specielt Sverige og i særdeleshed Tyskland. Det betyder bl.a. at Risager kan tage på længere turnéer i det store land sydpå. Det er også i Tyskland, at vi møder Thorbjørn Risager & The Black Tornado i en 10 mands udgave. På et udsolgt The Harmonie i Bonn blev det aktuelle album indspillet i januar i år. Det tyske pladeselskab Ruf Records har med deres serie Songs from the roads tidligere udgivet albums med Canned Heat, Jeff Healy og Luther Allison. I en kombi med både CD og DVD er turen nu kommet til Thorbjørn Risager. Der er for kendere af Risagers tunge soulfyldte blues ikke noget nyt under solen. Gevinsten ved dette album er at den er indspillet live. En smittende stemning er indfanget og formidles fornemt på både CD og DVD. Bandet spiller veloplagt og udadvendt. Er man dansk bluesfan, så er denne udgivelse et must - man bliver ikke skuffet.

Fra Norge kommer guitaristen Knut Reiersrud der sammen med den nyligt afdøde amerikanske sanger Mighty Sam McClain har begået et forrygende album. Det er rhythm'n'blues der emmer af B.B. King, Solomon Burke, Bobby Blue Bland, blues, soul og strygere. Det flyder ubeværet fra et band der med grooves og stemning lyder som noget fra en anden tid og et helt andet land end Norge. Det er meget høj klasse. Det eneste problem jeg har med pladen, er pladeselskabet ACT’s kliniske pladecoverstil, der i den grad mismatcher musikken. Den findes heldigvis også på vinyl, med et mere passende cover udgivet af det norske pladeselskab Big Dipper.

risager.info

knutreiersrud.no

Think Mom: Arklow (Presence Records) >> Maximalistica: The Clash of the Titans (Maximalistica)

I spidsen for trioen Think Mom finder vi guitaristen Ilari Filander fra Finland. Han har begået pladen Arklow sammen med danskerne Jens Mikkel på bas og Christian Windfeld på trommer. Det er et samarbejde der er opstået gennem Nomazz, det internordiske konservatoriesamarbejde, som både Filander og Jens Mikkel tidligere har været tilknyttet. Trioen spiller kantet og frit. Windfeld har et trommespil, der med sine mange forskellige slagtøj, næsten mere antager dimensioner af at være percussionspil. Windfeld filter og karter og spinder nye tråde i musikken. 

Maximalistica er andet tværeuropæisk projekt. Den hollandske trommeslager Tijn Jans er sammen med den danske instrumentkollega Terkel Nørgaard og tre guitarister, heriblandt svenske Stian Swensson. De har lavet en finurlig EP med 6 ultrakorte numre, to på 3 minutter og et langt på tyve minutter. Musikken er en krasbørstig blanding der skifter mellem svævende eksperimentelle lydcollager og heftige udladninger. Pladen kan fungere som et kig ind i fem musikeres fælles laboratorium. Et laboratorium hvor musikerne undrer sig og filosoferer gennem musikken.

artistxite.com/album/Think-Mom-Arklow

maximalistica.com

Bernt Rosengren Quartet: Ballads (PB7)

Han er en legende i svensk jazz. Tenorsaxofonisten Bernt Rosengren har været omkring mange af jazzens krinkelkroge fra standards til avantgarde. I de senere år har han sat tempoet ned og fokuseret på den klassiske jazz. Det kan næsten ikke blive mere klassisk end det vi møder på dette album. En kvartet med Rosengren på tenoren i front, der bakkes op ad en velspillende trio. Tempoet er roligt eller lugnt som svenskerne siger. Det er indenfor det felt der hedder ballader eller Ballads.

Materialet er hentet i standardjazzens telefonbog. Det er en udelt fornøjelse at høre jazzen blive behandlet så respektfuldt og ordentligt som det er tilfældet på denne plade. Det er bassisten Hans Backenroth der sammen med pianisten Stefan Gustafsson og trumissen Bengt Stark leverer den driftsikre og behagelige backing. If I should lose You, I loves You Porgy, God bless the child og Spring is here serveres lige så lækkert som en kølig Nils Oscar på en lun sommeraften på Söder.

pb7.se

Aarhus Jazz Orchestra & Lars Møller: ReWrite of Spring feat. Dave Liebman and Marilyn Mazur (Dacapo)

Lige nu er jeg tilbøjelig til at kalde Aarhus Jazz Orchestra og Lars Møllers nye udspil for det væsentligste danske big band album siden Palle Mikkelborg og Miles Davis' Aura fra 1989. Det er store ord. Men det er også stor musik. Lars Møller har taget udgangspunkt i den russiske komponist Stravinskijs hovedværk Forårsofferet eller Le sacre du printemps som vi nok bedst kender den som. Møller har valgt at kalde den ReWrite of spring efter den engelske titel Rite of spring. 

Lars Møller har været kunstnerisk leder af Aarhus Jazz Orchestra siden 2011 og med dette første større værk skabt til big bandet, vælger han også at tage sin afsked for at søge nye udfordringer. Det er ikke fordi han render fra pladsen, det handler mere om at han er et kunstnerisk menneske der er i konstant udvikling. Med ReWrite of spring afslutter han noget stort og musikalsk voldsomt interessant.

Lars Møller har hentet sin gamle saxofonlærer Dave Liebman fra USA ind i projektet. Han er sammen med en anden tidligere Miles Davis-musiker, percussionisten Marilyn Mazur de to gæstestjerner på albummet, hvor Liebman dog er den største. Han får lov til at fylde og det er en styrke for Liebman når han får lov til det. Han udfylder til fulde sin rolle og skinner som en nypoleret saxofon i måneskin. 

Albummet er i to dele eller to CD’er. En studieversion og en liveversion. Her bliver jeg nødt til at kippe ekstra meget med jubelflaget for liverversionen. Den er indspillet på Jazzhouse for 2 år siden. Liebman er lige landet i København. På grund af dødsfald og begravelse i familien er han kommet senere afsted. Derfor har der ikke været tid til at øve med Aarhus Jazz Orchestra inden koncerten - kun en kort lydprøve. Det som Liebman leverer sammen med det hypervelspillende big band er imponerende flot. Det er fyldt med spontanitet - som Liebman primært står for, mens AJO sikrer et sjældent hørt musikalsk backup. Mazurs idérige percussionspil er sammen med Morten Lunds trommer og Morten Ramsbøls bas den sikre rytmebund. Thor Madsen tager på nogle vilde guitarekskursioner undervejs, flere gang i samspil med Liebman. Blæserne spiller op til deres bedste og sikrer med dirigenten Lars Møllers hjælp, at ReWrite of Spring er en meget anbefalelseværdig plade. Pladen indeholder desuden nogle formidable linernotes skrevet Politikens anmelder Christian Munch Hansen.

aarhusjazzorchestra.dk

Simon Spang Band: Stonetown Boogie (Alisio/Gateway) >> Alain Apaloo’s Apipipo with Kurt Rosenwinkel: Nunya (Alain Apaloo) >> Monoswezi: Monoswezi Yanga (Riverboat Records)

Her er tre nordiske plader der alle henter inspiration i Afrika. Den første er med saxofonisten Simon Spang-Hanssen der med pladen Stonetown Boogie tager udgangspunkt i den tur, som han var på i 2012 til Zanzibar. Her spillede han med sit band på en jazzfestival. Grundstammen i bandet består af kora-spilleren Dawda Jobarteh, bassisten Thomas Fonnesbæk og trommeslageren Niclas Campagnol. Herudover medvirker percussionisten Ayi Solomon på de fleste numre, mens sangerinden Claudia Campagnol og den syriske oud-spiller Maher Mahmoud medvirker på nogle enkelte numre. Det musik der befinder sig i spændingsfelt mellem vestafrikansk musik og fusionsjazz. Fonnesbæks elbas bobler vellystigt mens Spang-Hanssen erfarent skifter mellem både fløjte, alt-, sopran- og tenorsax. Det svinger og er meget velspillet. Dog synes Claudia Campagnols ellers fine sang noget malplaceret i denne sammenhæng.

Simon Spang-Hanssen er også med i sangeren og guitaristen Alain Apaloo’s Apipipo. Det er Ayi Solomon i øvrigt også. Men gevinsten på Apaloo’s nye plade er at han har den amerikanske guitarist Kurt Rosenwinkel med på de fleste tracks. Rosenwinkel har bl.a. tidligere arbejdet sammen med Jakob Dinesen herhjemme og medvirkede også på Apaloo’s første album. Alain Apaloo har sit udspring i den vestafrikanske musiktradition, hvor han både inkoorporerer jazz, blues og pop i sin musik. Det er musik hvor der er blevet plads til fængende pop, politisk humor og seje highlife numre. Kurt Rosenwinkel leverer nogle gode soli undervejs og gør med andre ord, det som han er sat til. Drysser lidt stjernestøv hist og pist.

Monoswezi består af musikere fra Norge, Sverige, Zimbabwe og Mozambique. Det er deres tredje album. Denne gang er der fokus på den traditionelle musik fra Zimbabwe. Sangerinden Hope Masike synger og spiller på mbira - det lille fingerpiano med den markante lyd, der er Zimbabwes nationalinstrument og har over 1000 års historie. Igen mødes den vestlige jazz - hvilket Hallvard Godal på klarinet og saxofon i høj grad symboliserer. Det er atter blevet til et naturligt og flot musikalsk møde som Monoswezi har begået. Der er noget at leve op til, da det forrige album The Village gav dem et internationalt gennembrud og flere priser.

simonspang.com

apipipo.com

monoswezi.com

Girls in Airports: Fables (Edition)

Nu begynder det at stramme til. Det er fjerde udspil fra Girls in Airports, siden det første kom for fem år siden. Stilen har været markant og original lige fra starten. Hvordan bevarer man den særegenhed der har kendetegnet gruppen lige siden starten. Det har været de samme fem musikere hele tiden. Først og fremmest er den mest tydelige ændring. at de nu er begyndt at udkomme på det britiske selskab Edition Records, der også har danske Jasper Høibye's Phronesis i stalden. Et pladeselskab der der har større internationale promotionmuskler end Girls in Airports selv har haft.

Hvad bruger de så den mulighed til? Fortsætter de i samme spor som på de foregående albums. Både og. De har stadig deres særegne udtryk. Martin Stender og Lars Greves saxofonsammenspil kombineret med Victor Dybbroe og Mads Forsbys intense percussion og trommespil samt Mathias Holms keyboards. Selv om det stadig er Girls in Airports og de ikke har sat det oprindelige over styr, er der alligevel sket noget med udtrykket. Der er en umiddelbarhed i musikken, der kan høres som et mere råt og upoleret udtryk, hvor de nok har styr på kernen i musikken. I yderkanterne flagrer det nu meget mere end man er vant til. Det er en kæmpe styrke for udviklingen af Girls in Airports. 

Der er det smukke nummer Aftentur, hvor Forsby og Dybbroe nærmest skaber en sfærisk rytme. Der er Randall’s Island, hvor Holm med analoge synths maler et lydbillede, der kan minde om Bowie og Eno i Berlin. Der er Dovetail, hvor Lars Greve tager en solo fra øverste hylde - stærkt og stemningsfyldt. Jeg er voldsomt forudindtaget og mener at Girls in Airports og bandleader Martin Stender med dette album spiller deres kort helt rigtigt. De burde kunne få et endnu større publikum med dette album, hvor de ikke går på kompromis med sig selv. Fables er et album, den seriøse musiklytter skal have i ørerne i 2015.

girlsinairports.net

Cæcilie Norby & Lars Danielsson: Just the two of us (ACT)

Nej de har ikke lavet en coverversion af Bill Withers’ & Grover Washington jr.’s sukrede 1981-hit Just the two us. Titlen hentyder derimod til at de er de eneste medvirkende på pladen. Sangerinden Cæcilie Norby og hendes svenske mand Lars Danielsson har lavet et duoalbum. Det er ikke et dogmatisk vokal og kontrabas album ligesom Sinne Eeg og Thomas Fonnesbææks fælles album, der udkom tidligere i år. Godt nok spiller Danielsson overvejende på bassen men supplerer også med både cello og guitar, ligesom Norby tilføjer lidt percussion. 

Pladen byder på originale sange som de både har skrevet i fællesskab og alene. Her er den fælles Double Dance et boblende godt og særdeles levende bud på en showstopper ved deres koncerter. Pladen åbner med Joni Mitchell’s Both sides now, der på ingen måde er dårlig. Men den er måske lidt slidt i vokaljazz sammenhæng. Derimod er det forfriskende lækkert at høre Abbey Lincoln’s And it’s supposed to be love, hvor parret som udgangspunkt er ret tro mod originalen, Norby’s fraseringer og vokalarbejde gør den til en anden og meget personlig udgave, hvor hun synger duet med sig selv og spiller marimba. Der er også blevet plads til Lincoln’s Wholly Earth - hvor Norby spiller på udu og til Leonard Cohen’s Hallelujah. Pladen er ikke kun en parantes i ægteparrets efterhånden omfattende karriere. Den har sine egne kvaliteter og er på trods af den sparsomme bemanding tilpas afvekslende.

caecilienorby.com

Fuck, hvor jazzen har det godt! - den har befundet sig i en terminalfase i næsten 100 år.

Hvor ofte har man ikke hørt at jazzen var død. Den var næsten død inden den blev født. Den er slået ihjel af adskillige meningsdannere, skribenter og musikere gennem årene. Senest i marts i år, hvor den årlige rapport fra amerikanske Nielsen Soundscan blev offentliggjort. Den fortalte at jazzen nu kun står for 2,0 % af det samlede musiksalg (CD, vinyl, downloads) i USA mod 2,8 % i 2011. Hvis man udelukkende så på salget af digitale downloads (iTunes etc.) var jazzen den eneste genre der gik tilbage fra 2011 til 2012. 

Er det et problem? Er jazzen ved at blive musikkens svar på pandaen? Nuttet, fed og uddøende?

En del af jazzens overlevelsesgen er at den snyder fjenden. Jazzen lader som om den er død.  Den ligger bomstille på krigsmarken, mens fjenden går rundt om den. Der bliver prikket til den. Måske supplerer fjenden med et ekstra pistolskud i hovedet for, at sikre sig at jazzen virkelig er død. Det er bare ikke nok. Lige så snart fjenden er væk, springer jazzen op og løber sin vej. Der er altid et nyt sted man kan tage hen på en anderledes måde.

I 80'erne og et stykke op i 90'erne handlede det meget om Wynton Marsalis-generationen. Om unge jazzmusikere, der næsten var mere tro mod traditionen end de musikere der var traditionen. De stod oven på et årti hvor man i USA havde forkastet den akustiske jazz og spillede elektrisk - selv Sonny Rollins spillede disco inficeret jazz. Man mente at Marsalis og hans hang-arounds havde en museal opfattelse af jazzen, fordi de kiggede tilbage på jazzen fra 40'erne, 50'erne og 60'erne - ja nogle gange endda helt tilbage til 20'erne. Så kom acid jazzen og 00’erne med nu jazzen. Den akustiske jazz var og er her stadig sammen med alt muligt andet.

     

Da jazzfestivalen skulle starte denne sommer i København havde samtlige danske medier travlt med, at ligge i med Roskilde Festivalen. Den festival hvor jeg som ung drak mig i hegnet, hørte Sonic Youth og startede forfra dagen efter. Den er nu blevet til en kulisse for TV2 vejret. Nøgenløbet får næsten mere omtale end musikken. Når DR3 sender direkte fra pladsen handler det mest om fjollerier fra den sjove programvært. 

Medierne aner til gengæld ikke hvad de skal bruge Copenhagen Jazzfestival til. De kender ikke musikken. Louis Armstrong er ikke hovednavn, ligesom Paul McCartney er på Roskilde Festivalen. Musikken befinder sig på alle mulige og umulige steder. Ofte skal man holde sin kæft og lytte for at få en god oplevelse. Den er ikke er til at få overblik over. Gud ske lov kom Lady Gaga og gav den jazz i både Tivoli og på La Fontaine under årets jazzfestival. 

Jazzen er svær at kategorisere. Den er ikke indhegnet på en dyreskueplads udenfor en stor provinsby. Den er både pissehamrende larmende, leflende, uforståelig, højrøvet og spilles både i kældre og på teatre. De spiller den slet ikke på P3.

Der udgives hvert år 150 danske jazzplader - de fleste må nøjes med at leve på skyggesiden. I mørke baggårde og natsorte skove vokser musikken frem. Det er musik for lytterne der tør tage på opdagelse uden guide og vejledning. 

Jazzfans har det fint med at de lytter til nichemusik.

Tænk hvis pianisten Carsten Dahl var lige så populær som popduoen Nik & Jay? Hvor fedt ville det lige være? Eller hvis Jakob Bro skulle spille på Grøn Koncert?

Som altid er der en bevægelse i gang indenfor jazzen. Debatten om Jazzhouse og den manglende jazz var en kærkommen lejlighed til, at få luftet ud. Traditionalisterne og de andre bekendte kulør og gav deres mening til kende.

Gang på gang lægger jeg øre til musik, jeg ikke umiddelbart forstår. Musik der kræver at jeg bruger det maksimale af min flossede opmærksomhed. Hvordan overlever jazzen overhovedet i en tid, hvor alle slås om vores opmærksomhed. En tid hvor opmærksomhed fanges med provokerende udtalelser, nuttede katte og kagedyster. 

Hvad er jazzens svar på det? Jazzen svarer slet ikke på det. Den behøver ikke letkøbt opmærksomhed.

Vi har spillestederne og klubberne: Copenhagen Jazzhouse, Dexter, La Fontaine, Atlas, Mayhem, 5e, Paradise Jazz, Huset, Jive Jazz, Jazz 6000, Skive Jazzklub, Holbæk Jazzklub, Moor Jazz, Loco, Ljud, Sunship etc.

Vi har festivalerne: Copenhagen Jazzfestival, Modern Jazz Days, Jazzy Days, Aarhus Jazz festival, Ujazz, Riverboat, Ribe Jazzfestival etc.

Vi har pladeselskaberne: ILK, Barefoot, Steeplechase, Stunt, Pladekisten, Storyville, Calibrated, Tiger etc.

Vi har konservatorierne, MGK og musikskolerne.

Vi har alle musikerne der bare bliver ved og ved.

Vi har alle de gamle helte på vinyl, CD, stream, download etc.

Vi har DR's P8jazz og Radio Jazz

Vi har genreorganisationen JazzDanmark

Vi har Ivan Rod, Kjeld Frandsen, Christian Munch Hansen etc.

Vi har publikum og lyttere.

Og I har JAZZNYT!

Det er derfor jazzen lever i bedste velgående, selv om den døde i går.

Signe Bisgaard: Meander (Finland Records)

Det er 5 år siden at jeg sidst har skrevet noget om pianisten Signe Bisgaard. Dengang handlede det om et trioalbum. Siden har hun afsluttet solistklassen på konservatoriet i Aarhus. Hun har haft flere længere udlandsophold i bl.a. Norge og Tyskland. Her har hun hele tiden arbejdet med dette projekt, der blev afsluttet hjemme i Aarhus. Her havde hun samlet 11 musikere inklusive Bisgaard selv på piano. Det er blevet et både flot og givende album, der har nogle langtidsholdbare kvaliteter. Meander er flodens slyngninger og krumme forløb, der særligt på flade strækninger bevæger sig langsomt og indirekte frem mod sit mål. Det er også en hentydning til musikken, der vokser langsomt frem ad snoede veje. 

Det er musik der i hænderne på musikerne stille og roligt finder et leje, hvor man i detaljen finder stor skønhed.

Meander er nedskrevet og gennemkomponeret musik, hvor der åbnes op for improvisation i numrene. Det er i dette unikke spænd, at Signe Bisgaards musik balancerer og evner at fremstå helstøbt. Hun har samlet nogle stærke improvisatorer der med personlighed behandler hendes musik meget respektfuldt. Den norske percussionist Helge Norbakken er en helt særlig oplevelse i den sammenhæng. Guitaristen Mark Solborg og trompetisten Jakob Buchanan placerer sig også flere gange i et markant centrum. Signe Bisgaards musik er et organisk hele, hvor improvisation og en kammermusikalsk grundstemning sætter dagsordenen for et meget anbefalelsesværdigt album, der har krøbet ind under huden på mig. Tag på en vidunderlig omvej.

signebisgaard.dk

Mette Juul: There is a song (Universal)

Der er modent og afklaret udtryk i musikken. Mette Juul er singer-songwriter i Norah Jones og Eva Cassidy-stilen. Afdæmpet, nærværende, sart og forfinet med en jazzet undertone. Det er hendes tredje album. Der er genvalg til den væsentligste musikalske opbakning fra det forrige album, pianisten Nikolaj Hess og gæstetrompetisten Ambrose Akinmusire, der begge sætter nogle markante og diskrete fodspor i musikken, sammen med en række amerikanske musikere. Det er dog Mette Juul der er i det absolutte centrum med den akustiske guitar og vokalen.

Det samlede indtryk går mere i retning af singer-songwriter stilen end jazzen, som var mere synlig på det forrige album.

Det er ikke nogen dum udvikling. Materialet er en blanding af sange skrevet af Mette Juul og Nikolaj Hess og covers af eksempelvis Leonard Cohens The Land of Plenty og Jobim's Double Rainbow. En af pladens store kvaliteter er Akinmusire's trompet, der er i fin dialog med Mette Juuls vokal - som det f.eks. høres på Double Rainbow. Hun udkommer med dette album, for første gang på det multinationale pladeselskab Universal. Personligt ville jeg nok have hældt lidt mere uro i musikken. På den anden side er en jazzblogger, med en sund interesse for halvavantgardistiske skæverter nok ikke albummets primære målgruppe.

mette-juul.com

UJAZZ 2015 - anmeldelse

Atlas er det lille nabospillested til Voxhall i Århus. Det dannede for syvende gang i Aarhus festuge ramme om projektet UJAZZ. En række kunstnere der laver musik med en form for sammenhæng til jazzen, leverede en række koncerter der kom som perler på en snor. 

Saxofonisten Christian Vuust havde tjansen med, at starte dagen på det rimeligt ujazzede tidspunkt kl. 15.30. Han havde samlet et nyt band med den tyske pianist Pablo Held, den norske bassist Mats Eilertsen og den ligeledes norske percussionist Helge Norbakken. Han havde desuden medtaget sin makker fra bl.a. Pauseland, Jakob Buchanan på flygelhorn. Norbakkens medrivende percussionspil dannede en spændende organisk bund, hvor Vuusts nyskrevne musik voksede frem. Jeg håber at de får mulighed for at lave noget sammen igen. Det var et lovende nordisk inspireret og melodisk jazzprojekt.

UJAZZ havde nogle ekstremt korte sceneskift. Allerede 10 minutter efter den nordiske jazz var stoppet, stod trioen Homies på scenen. De havde i dagens anledning taget guitaristen Oliver Hoiness med. Homies med Ned Ferm på sax, Jeppe Skovbakke på boblende elbas og Rune Kielsgaard på trommer er et urbant baggårdsprojekt, hvor mørket er tiltrækkende smukt og lys er noget der blænder. Under Homies-koncerten var det  lykkedes, at rigge den store hovedscene til med to flygeler. Den italienske verdensstjerne Stefano Bollani som vi herhjemme bedst kender fra samarbejdet med Bodilsen og Lund, var på scenen sammen med argentinske Diego Schissi. De leverede en udadvendt og underholdende koncert, hvor der blev flirtet med både rock og tango. Herefter tog Girls in Airports trommeslageren Mads Forsby over. Hans soloprojekt Illdjin er et soundclash mellem trommerne og elektronikken. Han leverede en nyskabende koncert, der i sin vekslen mellem komplicerede rytmer og brutale lyde gjorde stort indtryk. 

Jacob Anderskov havde via Anderskov Accident allerede i 2001, været skyld i at de tre Homies medlemmer mødtes. På Atlas’ scene var det med et helt andet projekt han indfandt sig. Han havde skrevet nogle nye numre til projektet Strings & Percussion bestående af trommeslageren Peter Bruun, der var på toppen med sit spil og en strygertrio. Jeg har ikke hørt Anderskov med et så melodisk velklingende udtryk før. Jeg kom såmænd til at tænke på Keith Jarretts europæiske kvartet undervejs. Jeg ser frem til mere af den slags fra Anderskov. 

Den brølende tyske jernlunge Peter Brötzmann skulle optræde, med sine danske kumpaner P.O. Jørgens på trommer og Peter Friis Nielsen på bas. Sidstnævnte havde lagt sig med ondt i ryggen. Så The Wild Mans Band var blevet til en duo. Det gjorde nu ikke noget - selv om jeg savnede Friis Nielsens vanvittige basspil. P.O. Jørgens fremmede med sine rytmelag, et følsomt spil hos Brötzmann, der stadig gav den gas på klarinet og tenorsax. 

Giant Sand frontmanden Howe Gelb havde taget Sonic Youth trommelageren Steve Shelley og den libanesiske sangerinde Yasmine Hamdan med på scenen til et skramlende møde mellem barroom jazz, country og mellemøstlig sang. Så var der sceneskifte til Voxhall, hvor den amerikanske producerlegende Daniel Lanois stod på scenen. Han blandede sine Bob Dylan lignende ballader, med skummende groovy numre, der i et infernalsk elektronikspræl begejstrede salen. Det var slet ikke tosset. Men for mig var det kun en opvarmning til mit hovednavn denne aften. 

Jeg havde endnu ikke hørt den nye version af Fire! Orchestra med de tre danske medlemmer Mette Rasmussen på altsax, Lotte Anker på tenorsax og Mads Forsby på trommer. Endnu en gang væltede de mig omkuld! Mette Rasmussen leverede et af aftenens højdepunkter med en forrygende vild solo. Det kæmpestore svenske band er noget af det fedeste der er sket på borderlinejazz scenen i flere år. Bandleaderen Mats Gustafsson er en jättefin svenskjävel.

UJAZZ var en kunstnerisk triumf. Lyden var en imponerende fornøjelse hele dagen igennem, speclelt taget i betragtning af de mange sceneskift. Det var ganske enkelt supertjekket. Jeg håber at UJAZZ-arrangørerne kan overbevise Århus Festuge om at de skal have støtte til endnu en omgang UJAZZ. Det fortjener de.

Her nedenfor kan du se en fem minutter lang video, med nogle korte klip fra hver koncert. Læg specielt mærke til Mette Rasmussen til sidst!

Vestbo Trio: While You were gone (Dog Hound Records) LP

Efter to EP'er og en LP siden 2010 er det blevet tid til endnu en langspiller - der både er tilgængelig på CD, vinyl og download. Vestbo Trio med guitaristen Michael Vestbo i spidsen holder fast i den rootsbaserede stil der trækker på elementer fra folk, blues, rock, country og jazz. Så langt så godt, hvis det ikke lige var fordi at musikken har taget en markant drejning. Der er kommet en producer på som har sat sit tydelige præg på trioen. De har brugt Lars Skjærbæk, der ud over at være guitarist hos Tim Christensen også har trioen Boat Man Love - samt var et markant medlem af Inside the Whale. Skjærbæk tilføjer det ekstra krydderi til musikken. Det lidt frække og ligefremt uforudsigelige.
Michael Vestbo holder fast i stilen fra de foregående plader, hvor musikken med udgangspunkt i trioens sans for at skabe musikalske billeder, befinder sig i et sydstatskryds.

Whitewall Tires er et nummer, der tager os med på en luksuriøs tur ud i det blå. Der er harmonium, elbas, akustisk guitar og en svævende elektrisk guitardug foldet under hele nummeret. Det er en lille perle. Pladen kommer bredt omkring. Der er den sovsede og funky Cissy Strut, pladens eneste lånte nummer og der er den halvfjollede Guitar Boogie. Ellers er der fokus på cineastiske toner, der bringer os ind i en tør, støvet og solvarm parallelverden der kan minde om sydstaterne i USA. Det er måske ikke videre originalt, men det fungerer godt fordi det er så gennembearbejdet.

Vestbo på guitar, Eddi Jarl på trommer og Jesper Smalbro på bas tager deres musik seriøst og serverer den kompromisløst flot. Her er det hele det færdige produkt jeg tænker på. Lyden er i særklasse. Mens indpakningen med design af Paul Wilson er noget af det flotteste jeg har set i år. Er du til vinyl er der ingen vej udenom - den er meget flot og får din pladespiller til at lyde lækkert. For de særligt interesserede skal det tilføjes, at lyden er skabt ud fra The Nordic Dynamic specifikationerne, der er udviklet af Peter Lyngdorf og Kim Rishøj.
vestbotrio.com