Det var en overrasket og glad Jakob Buchanan, der fik overrakt den fjerde Jazznytpris i forbindelse med den tredje Requiem koncert i Viborg Domkirke i dag.
Her er pressemeddelelsen som jeg har sendt ud i den forbindelse.
Jakob Buchanan modtager Jazznytprisen 2015
Det er med stor fornøjelse at Jazznyt hermed skal meddele at Jakob Buchanan får Jazznytprisen 2015. Han er den fjerde modtager af prisen, der er indstiftet af den over 11 år gamle danske jazzblog Jazznyt. Bloggen anmelder som det eneste danske netmedie næsten alle danske jazzudgivelser.
Jazznytprisen gives hvert år til en kunstner, der med nytænkning er med til sprænge jazzens rammer. En kunstner der med udgangspunkt i jazzen bevæger sig frit rundt i musikkens verden. En kunstner der laver jazz der kommer længere ud end jazz normalt gør. En kunstner der ikke er bange for at udfordre lytterne og give dem store oplevelser.
Jakob Buchanan kroner en i forvejen stor musikalsk karriere med dette mesterværk, der er i særklasse i dansk jazzhistorie. Over ni stykker musik ledes vi gennem Buchanans Requiem. Koret synger teksterne på latin, mens Indra svarer dem på engelsk. Det firs minutter lange musikstykke er ikke et sekund for langt. Buchanan har lavet musik i et felt mellem klassisk musik, big bandjazz, kormusik, sfæriske toner, stærke melodier og et helt særligt nærvær.
Halvdelen af tonerne er der slet ikke. Det lyder bare sådan. Der er så meget i spil inde i Jakob Buchanans musik. Det læsses ikke til med overflødigheder. Der er det nødvendige. Lytterne fylder selv resten på. Så bliver det ikke meget større. Det er følelsesmæssigt bevægende og givende.
Der er plads til hver enkelt musiker, hvor Westergaards bas står tydeligt og markeret. Mazurs sarte og dansende rytmer og Bros følsomt empatiske guitarspil finder naturligt sammen med de andre musikere. Buchanan kender som mangeårigt medlem af Aarhus Jazz Orchestra deres styrker og bruger dem til fulde. Indra Rios-Moore’s vokal befinder sig i godt selskab med domkirkekoret. Hendes stemme og udstråling når nye kunstneriske højder. Buchanan spiller om muligt, både smukkere og mere afklaret end nogensinde på flygelhorn og trompet.
Jacob Buchanan har flere gange i år medvirket på nogle markante og stærkt anbefalelsesværdige udgivelser: Lars Møller & Aarhus Jazz Orchestras Rewrite of spring, Pauselands At the end of the day og Signe Bisgaards Meander.
Nogle gange er det fedt at være first mover. Det bliver Jazznyt med denne pris - som med garanti ikke bliver den sidste der gives til Requiem og Jakob Buchanan. Det er ikke tit at der dukker ny dansk musik op af så langtidsholdbar og monumental kvalitet.
Jakob Buchanan fik overrakt prisen i Viborg Domkirke i dag søndag d. 8. november, hvor han spillede den sidste Requiem koncert i denne omgang efter, at have spillet i Aarhus Domkirke og Garnisonskirken i København med alle de medvirkende musikere fra pladen.
Prisen består af et stykke originalgrafik lavet af Mette Overgård og en flaske bobler.
I første halvdel af december offentliggøres den årlige liste over de bedste danske jazzplader i følge Jazznyt.
Tidligere modtagere af Jazznytprisen
2012: Stefan Pasborg
2013: Jakob Bro
2014: Carsten Dahl
Ingen kommentarer:
Send en kommentar