Det er på mange måder en imponerende vanvittig bedrift, som Niels Lyhne Løkkegaard har gang i med Sound X Sound projektet. På den forrige single satte han gang i 8 blokfløjter på en gang. Denne gang drejer det sig om 30 stk. Korg CA-1 kromatiske tunere. Det er som udgangspunkt ikke et instrument. Det er i stedet en lille boks man kan bruge, når man skal stemme sit instrument. Den kan sende en tone ud, så stemmer man guitaren, violinen eller et helt andet instrument efter den tone. Det er den tone som Lyhne Løkkegaard nu mangedobler på den ene side af singlen, mens den anden side af singlen er forbeholdt et solostykke.
Objektivt set er det en røvirriterende hyletone, der får lov til at hyle løs. Det er en ekstrem oplevelse, der kun kan afføde en reaktion. I langt de fleste tilfælde vil reaktionen være at det er noget forfærdeligt noget - grænsende til lydtortur. På den anden side er det også bare en tone, der får selskab af nogle af andre toner. Det er her det bliver interessant. Det er som udgangspunkt en simpel frembragt tone af en lille boks til 125 kr. En boks alle kan betjene. Niels Lyhne Løkkegaard får mig aktiveret som lytter. Jeg kan ikke sidde lyden overhørig - jeg spiller den heller ikke 10 gange i streg. Jeg holder alligevel meget af udgivelsen. Der er et strejf af klinisk grundforskning over projektet. Alt det overflødige er skåret væk. Det er minimalistisk minimalisme. Tak for det!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar