Ben Monder: Amorphae (ECM) >> Frank Woeste: Pocket Rhapsody (ACT)

Ben Monder er en af de tre jazzmusikere, der var med til at skabe den musikalske magi på David Bowies Black Star. Bowie havde hørt ham på 55 Bar i New York efter en anbefaling fra Maria Schneider. Selv om han først nu bliver kendt af en større kreds, er guitaristen Monder ingen årsunge. Det er tyve år siden at han debuterede i eget navn. Han har indspillet med mange forskellige jazzfolk, heriblandt danske Nikolaj Hess. 

Monder er aktuel på to forskellige udgivelser. Amorphae er Monders debut i eget navn på ECM Records. Han medvirkede allerede i 2004 sammen med Jakob Bro på Paul Motians Garden of Eden. Det medførte at Monder og Motian i 2010 lavede nogle udforskende duoindspilninger. Året efter døde Motian og projektet blev færdiggjort sammen med en anden karismatisk trommeslager; Andrew Cyrille. det blev suppleret med nogle trionumre med Cyrille og Pete Rende på synthesizer. Det er blevet til et sfærisk og flydende album. Der er kun to numre sammen med Motian. Den eneste standard på pladen, Oh What a beautiful morning, demonstrerer til fulde hvorfor Motian er en legende. Hans whiskersspil på lilletrommen er som kattepoter der bevæger sig rundt i en solbeskinnet have. Monders guitar er skyerne der trækker sig sammen og lader mørket indhylde haven. Cyrille er en anden trommeslager end Motian. Han kan med minimalistisk spil udtrykke en masse sammen med Monder. Amorphae er vel en slags ambient jazz.

Den tyske - men i Frankrig bosatte - pianist Frank Woeste har sammen med Ben Monder og trommeslageren Justin Brown lavet et heftigt trioalbum, hvor der både bruges piano, orgel, bassynth og elpiano. Tempoet er overvejende til den hurtige side og byder på heftigt breaks og skift. Noget af det som Snarky Puppy har været med til at sætte på dagsordenen igen i jazzen. Når man hører et nummer som Buzz Addict, kunne man let forestille sig den spillet af Snarky Puppy. Undervejs er der indskrevet nogle gæster - som f.eks. sangeren Youn Sun Nah på nummeret The Star Gazer. Det er ikke på grund af gæsterne at man skal høre albummet. Det er på grund af den forrygende og sprælske trio.

ecmrecords.com

actmusic.com

Solveig Slettahjell & Knut Reiersrud with In the Country: Trail of Souls (ACT)

Det er ikke noget nyt at den norske sangerinde Solveig Slettahjell arbejder sammen med pianisten Morten Qvenild og trioen In The Country. Denne gang er blues og rootsguitaristen Knut Reiersrud så føjet til ensemblet. Jeg kommer til at tænke på Norah Jones - som hun lød da hun kom frem. Det er der for så vidt ikke noget galt i. Jeg har tidligere hørt det mere originalt fra Slettahjell end det hun præsterer på albummet Trail of Souls. 

Hun beskæftiger sig med kendte og ukendte kompositioner. Det er bl.a. popsange som Peter Gabriels Mercy Street og Bill Withers Grandmas Hands. Det bliver en kende kedeligt, hvilket er ærgerligt. Solveig Slettahjell har som udgangspunkt en god vokal, der uden problemer kan balancere mellem jazz og pop. Det viste hun med stor originalitet på Domestic Songs fra 2008. Det gør hun langt fra lige så vellykket denne gang.

actmusic.com

Lina Nyberg: Aerials - Space - Birds (Hoob)

Endnu en gang har den svenske sangerinde Lina Nyberg lavet et ambitisøst og omfattende dobbeltalbum. Hvor hun sidste gang befandt i og omkring vandet, er hun denne gang taget op i luften. Hun fortæller i pladens linernotes at det er den anden af tre plader som kommer til at hænge sammen. 

På den første CD Space er hun sammen med de samme fire musikere, der ud over Norrbotten Big Band også medvirkede på den første plade. Hvor de på den forrige plade var bundet op på nodeark og arrangemanter, har hun denne gang valgt at de skulle spille jazzstandards frit. Der lægges ud med Fly me to the moon og undervejs møder vi også A nightingale sang in Bekeley Square, Skylark og flere andre. Det er de højtflyvende standards. På den anden CD Birds har Nyberg lavet det meste af musikken. Her synger hun sammen med strygerkvartetten Vindla String Quartet.

Aerials er et undersøgende og fantasifuldt album, der i vidtfavnende og frit fabulerende toner sender os ud at flyve som fugle, rumskibe og flyvemaskiner. Det er et modigt og kunstnerisk stærkt album fra en sangerinde uden lige i Norden netop nu.

hoobrecords.com

linanyberg.se

Ninna Milner: Songs for sentient beings (WiMi)

Det er en blandet oplevelse at lytte til Ninna Milners nye album Songs for sentient beings. Oplevelsen er blandet fordi hun stilistisk springer fra det swingbaserede på pladens to første numre til blues, ballader og andet der i mellem. Der kommer en sang som That's what he said, hvor Dan Hemmer sender nummeret afsted med solid Hammond. Eller hvad med Such a sunday, hvor sangen understøttes af akkordion og violin. Stemningen er fransk chanson. Stemmen er fuld af nærvær og Ninna Milner vil noget med teksterne. Hun fortæller en historie med teksterne der er skrevet af Christine Bojsen Træden.

Den store blanding er også en del af charmen ved Ninna Milners plade. Hun er bedst når der går blues - eller det er i hvertfald der hvor hun fanger mig. Autenciteten er størst og stemningen bedst i de numre, hvor hun synger sig helt ud. Det kan Ninna Milner og gør det gerne. I øvrigt har hun et mindre stjernekor med på Dear Humans, hvor Kira Martini, Sinne Eeg, Bobo Moreno, Birgitte Soojin, Pernille Ingerselv og Esben Just er med. 

ninnamilner.dk

Lilly: Menneskeblomst (Gateway)

Hun har valgt at gå i en anden retning i forhold til albummet Love is a sound fra 2009. Bl.a. synger hun på dansk. Det betyder at hun kan lyde henad Alberte Winding. Albertes ungdommelige kælenhed i stemmen er filet væk - og det er slet ikke så dårligt, snarere tværtimod. Lilly-Ann Hertzmann er en moden sangerinde, der gennem teksterne fortæller om sit liv og de udfordringer hun har været igennem.

Den store styrke på pladen er at hun har lavet musikken sammen med Gustaf Ljunggren. Han har ud at have produceret pladen, også har arrangeret og spiller på diverese strengeinstrumenter på samtlige numre. Anders AC Christensen tager sig af bassen, mens den nyligt afdøde amerikanske trompetist Lew Soloff medvirker på flere numre. Det er blevet til en charmerende plade i visejazz hjørnet.

lillysongs.com

Malene Kjærgaard: Here’s to the ladies (Gateway)

Det er ikke en overdrivelse at kalde det et dreamteam. Kasper Villaume på piano,  Jan Harbeck på tenorsaxofon, Mads Kjølbye på guitar, Tobias Dall Mikkelsen på bas og Snorre Kirk på trommer, hvor de tre sidstnævnte har udgjort hendes fast musikere de sidste 8 år. Nogenlunde sådan må akkompagnementet også gerne se ud, hvis jeg skulle lave en vokaljazzplade. Det er dejligt at vide at man på den måde, er i sync med den kunstner som man skal høre og anmelde. 

Malene Kjærgaard gør ingen vold på det oprindelige materiale. Her er både standards som Come rain or come shine, popklassikere som These boots are made for walking og store jazzsange som Abbey Lincoln's Throw it away og Kjærgaards egen som The beauty of it all.

Der er levnet god plads til at de akkompagenerende musikere kan folde sig ud. Det er meget velafstemt og ekstremt vel udført. Det er også en del af Kjærgaards svære opgave. Hun udfordrer ikke musikken i samme grad som de udfordrer hende. Omvendt er der en tryghed og ro i hendes stemme - der også er med til indikerere en sikkerhed omkring det hun vil. Hun er ikke tvivl. Det handler ikke om at udfordre lyttere eller musikere. Det handler om at udfordre sig selv. Det gør hun og ender med en behagelig plade.

malenekjaergaard.com

Maria Emig Trio: Introducing (Gateway)

Det er sæson for vokaljazz - det er det vist altid. Jeg har inden for kort tid modtaget otte styks af slagsen, som vil blive anmeldt de næste otte dage på bloggen. 

Jeg starter ud med debutanten Maria Emig. Hun holder sig på den sikre side og har valgt at lave en plade med forskellige jazzklassikere. Det er brugsmusik uden de store falbelader eller faldgruber. Det er enkelt og ligetil. Det grundlæggende håndværk er til stede. Emig har valgt et café-sikkert set up med bas og guitar. Materialet er blandede bolsjer fra den store jazzkrukke. Fra Tea for two og Mister Sandman over My one and only love og The shadow of your smile til Detour ahead og Manha de Carnaval.

Det lyder måske ikke af det store og vilde. Der er dog flere gode grunde til at lytte på pladen. Først og fremmest har Maria Emig en stemme der kommunikerer direkte med lytteren. Det er ikke svært at byde hendes stemme velkommen i mine ører. Det skal også nævnes at afdøde Hugo Rasmussen spiller bas på et par numre på pladen. Hugo er som altid en sikker mand, når der skal leveres bas til jazzvokalen. 

gatewaymusic.dk/kunstner/23230

Christian Winther: Refuge in Sound (Sound Perspective Music)

Så er der atter nyt fra Christian Winther. Han er dansker - men har siden 1997 haft New Orleans som sin base. Her har han lavet flere albums med amerikanske musikere og fået dem udgivet af det danske pladeselskab Steeplechase - som en af de få danske kunstnere overhovedet. Nu er samarbejdet med Steeplechase ophørt og Winther står på egne ben. 

Han er atter en gang i selskab med en række stærke amerikanske jazzmusikere, heriblandt trommeslageren Billy Williams jr. som lige har været i Danmark sammen med pianisten Justin Kauflin. Desuden medvirker bassisten Reuben Rogers, pianisten Allyn Johnson og guitaristen Mike Moreno mens Christie Dashiell medvirker på vokal på One for Mulgrew.

Det er klassisk jazz i en setting hvor der er ro og samling. Det er jazz af den slags der gør sig allerbedst live. Når det ikke er muligt, så er Christian Winthers plade et godt bekendtskab. Han sender undervejs musikalske tributes til pianisten Mulgrew Miller og saxofonisten John Coltrane. Det er på ingen måde tilfældigt at det lige er dem der kommer i fokus. Winthers tone på saxofonen er afklaret. Stilen swinger grundigt. Lyttefornøjelsen består overvejende i at musikken eksekveres så velafrundet og håndværksmæssigt godt. Det er gennemamerikansk jazz leveret af en dansker, der efter næsten 20 år i sydstaterne er godt og grundigt assimileret…The Jazz Way.

christianwinther.com

Emil Hess Quartet: Now You hear it (Hessmusic/Gateway)

Emil Hess har igen fundet sammen med den amerikanske trommeslager Richard Huntley, som han helt tilbage i 1999 lavede det fænomenale album The Great Bridge sammen med. Siden har Hess lavet to plader med Huntley - den seneste er over 10 år gammel. Det er godt at de er sammen igen. For det plejer at være gode plader som Hess laver sammen med Huntley. Den aktuelle er ingen undtagelse. Tværtimod. Det er særdeles fine sager.

Ud over Huntley, medvirker den herboende canadiske bassist Graig Earle og den helt igennem danske Thomas Clausen på piano. 

Tonen og stemningen er meget nordisk. Den lyriske og lettere melankolske stemning rammer med det samme. Hess har lavet nogle smukke kompositioner, som de fire musikere finder sammen omkring. Derudover er der også blevet plads til Drømte mig en drøm - der er den ældst kendte nedskrevne nordiske melodi og "The jazzstandard to end all jazzstandards" Body and soul. Kender man de to medlodier er man sporet godt ind på Emil Hess' musikalske verden. Pladen er meget vellykket og placerer sig i god forlængelse af Danish Music Award vinderen To mum and Dad som han lavede sammen med brødrene i 3xHess i 2014.

emilhess.dk

The Golden Years of Aarhus Roam The Streets vol. III (Fonden Voxhall) LP

For en måneds tid siden blev der afholdt en to dages festival på Atlas i Aarhus, hvor disse otte bands blev præsenteret. I samme forbindelse blev denne LP udgivet - eller det vil sige, at det var meningen at den skulle være blevet udgivet i forbindelse med festivalen. Men presset på vinyltrykkerierne udsatte udgivelsen. Men nu er den her. 

Vi er flere iagttagere af den danske jazzscene der har vidst det i noget tid. Århus er inde i en gylden periode for jazzen. Det har piblet frem gennem de seneste år. Det er denne LP kun med til at bekræfte. Flere af bandsene har jeg skrevet om før her på bloggen - men der er flere nyopdagelser for mig. Trioen Tigers Mind er dingenotisk noisejazz med substans. Duoen Orgel Duo starter ud i et dystopisk gråt betonbyggeri fra 70’erne - der kunne ligge i Hasle. De cykler ind mod midtbyen i natten og skaber fede stemninger med nummeret Iluin.

Addisabababand er fra den århusianske bydel Afrika, hvor de med Leika Leika Interstellar tager os med på en rumrejsefest. Ornithopter åbner pladen med Mr. Alexander der er en behagelig og smuk hyldest til trompetisten Scott Wesths skotske bedstefar. Kasper Staub Trio er med deres Cage i et vellykket melankolsk nordisk hjørne. 

Admiral Awesome leverer med Jacob Danielsens og Mikko Innanens vrælende baggårdssax’er på Tallina et af pladens højdepunkter - den kan også findes på deres dobbelt LP Makeout Music for Modern Lovers. Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet præsenterer nummeret Monster Fucker fra deres spritnye album. Jens Mikkel Madsens I Think You Are Awesome er også på trapperne med to nye albums. Vi får lov til at høre No. 5 with a bullet her på pladen. Bangin’ og Awesome er to af de bedste repræsentanter fra The Golden Years of Aarhus. Hæng med og lyt med nu. Du bliver ikke skuffet - nærmere hooked!

bonusinfo:

Pladen kan kun købes ved direkte henvendelse til et af de otte bands. Da den ikke koster alverden og pengene går til de medvirkende bands, er det bare med at komme i gang med jagten på pladen.

Homies: Cliff (Escho) 2LP

Indenfor den eksperimenterende og undersøgende del af dansk jazz er det comme il faut at udkomme på vinyl. Det er trioen Homies et godt eksempel på. Deres musik udgives af pladeselskabet Escho - der både udgiver Iceage og Dane TS Hawk. Homies passer godt ind i det selskab. Det er en erfaren trio med musikere der ved hvordan man skærer et saftigt stykke experimental jazz.

Der er mange gode grunde til at holde af Homies. De tre første er musikerne. Ned Ferm på sax, Jeppe Skovbakke på bas og effekter og Rune Kielsgaard på trommer. Det er et sammentømret musikalsk kollektiv. En enhed der komprimerer en følelse og fastholder den i LP sides tidslængde. Over de fire pladesider sendes vi rundt i hjørner og afkroge af jazzens mentale overflow. Skovbakke spacer gerne ud på elbassen, mens Ferms viltre sax - der skylder til højre og venstre hos de gamle mestre og Kielsgaards olympiske trommespil er i en evig rusken rundt af jazzen og det der ligner.

Udgivelsen har tit og ofte fundet vej tll min pladespiller de sidste par måneder. Der er mange facetter og stemninger i musikken. Jeg er endnu ikke færdig med musikken og bliver det nok heller aldrig. Homies og albummet Cliff er meget anbefalelsesværdigt til jazzlytterne der tror de har hørt alt.

escho.bigcartel.com

The Reykjavik Big Band & Joel Palsson: Innri (Flugur) >> Christine Jensen & Maggi Olin: Transatlantic Conversations Live (Linedown)

Her er to plader med større orkestre - hvor fokus i høj grad handler om arrangementerne. Hvordan bruger man den store palet? Alle muligheder er åbne. Der er lavet en melodi. Hvordan skal den så udføres. Hvornår og hvordan skal de enkelte instrumenter på banen. På den første plade er det islandske Joel Palsson, der har skrevet musik til The Reykjavik Big Band. Musikken er arrangeret af Kjartan Valdemarsson, der også medvirker på accordion og vibrafon. Pladen åbner med klaverintro, der kunne være til et Mezzoforte nummer, hvilket heller ikke er helt tilfældigt, da det også er Eythor Gunnerson fra netop Mezzoforte der sidder ved keyboardet. Musikken ændrer dog hurtigt retning. Det er en groovefyldt verden, hvor knivskarpe hornriffs blandes med komplicerede rytmer og avancerede soli. Joel Palsson placerer sig gerne i centrum og tager sig af mange soli, mens Sigurdur Flosason tager sig af de andre saxsoli. Det er heftig big band masser af trommer, percussion, messing suppleret med både Hammond og vibrafon. Det er vel ikke forkert at bruge en geysermetafor her?

På den anden plade er det et 11 mand stort orkester der spiller musik af Christine Jensen og Maggi Olin, der begge spiller med på pladen, på henholdsvis alt- og sopransax og piano. Musikken er indspillet af Sveriges Radio (nogen der kan huske, hvornår der sidst er kommet en plade med en optagelse fra Danmarks Radio?) ved en koncert i Malmö. De har inkluderet sangerinden Sofie Norling i projektet. Hun synger bl.a. også i indiejazzrock bandet David’s Angels. Jensen og Olin er begge inspireret af Ellington, Mingus og Monk. Den inspiration placerer de ovenpå et nutidigt progressivt rockgroove. Den danske guitarist Torben Waldorff træder ind i mellem frem med en glødende guitarsolo. Musikken bygger videre på noget af det som Jensen og Olin har lavet sammen i gruppen Nordic Connect, en gruppe de har haft sammen siden 2007. Transatlantic Conversations er moderne fullblown jazz med seks blæsere og et fedt rockgroove.

joelpalsson.is

christinejensenmusic.com

Søren Gemmer: The Lark (WhyPlayJazz)

Der er gået tre år siden at pianisten Søren Gemmer debuterede med albummet At First. Siden da har han bl.a. gjort sig bemærket i trioen Reverse. Han er nu atter klar med et album i eget navn. Musikerne er de samme som på den første plade, dog med en enkelt meget væsentlig tilføjelse. Trompetisten Mads la Cour er kommet med. Det giver en anden stemning og har fået stor betydning for det samlede udtryk på The Lark. Det er jazz der er tænkt over. Alene det at Gemmer omgiver sig med trompet og guitar breder lyden og arrangementerne mere ud end forventeligt. 

Der er en særlig opmærksomhed på flowet og forløbet i melodien. Musikerne kredser om Gemmers kompositioner. 

La Cours trompet og Per Møllehøjs guitar skiftes til at være tilstede i numrene. Den finske bassist Tapani Toivanen og trommeslageren Andreas Fryland er de andre musikere der er med til at omsætte Gemmers intelligente nutidige jazzkompositioner. Det er jazz af den slags der er sprængfyldt med detaljer. Gemmer kaster mange idéer op i luften og formår hele tiden at holde dem samlet. De tager overraskende retninger undervejs - men altid i en retning der giver mening. Han samler de forskellige numre på pladen med nogle solopianostykkker. Pauser undervejs, der følger os videre til det næste. Søren Gemmers The Lark er et meget stærkt og anbefalelsesværdigt album. Et album der bygger videre på debutalbummet og alligevel formår at fremstå som noget nyt og andet.

whyplayjazz.de

Radek Wosko: Contouring (Multikulti)

Den herboende polske trommeslager Radek Wosko har lavet en trioplade sammen med Kasper Tranberg på trompet og landsmanden Marek Kadziela på guitar. Trioen bevæger sig uhæmmet mellem det rå og upolerede - der nærmest kan minde om en trioversion af 70’ernes Miles Davis. De tager et heftigt skifte fra det pågående nummer Shadows til den nedtonede og dystre Cobra Prelude, som Kasper Tranberg har skrevet. På Mirror er det en løst skramlende intro med Tranberg på muted trompet. Her skaber Kadziela et underliggende skævt punklag med guitaren. 

Det er tre musikere der vover sig ud på ukendte steder i jazzen. Deres graciøse ubundethed i jazzen er tiltalende. Der eksperimenteres på et kvalificeret grundlag. Contouring er moderne eksperimenterende jazz af en karakter som vi ikke ofte hører herhjemme. Pladen er godt nok indspillet i Polen og udgivet af et polsk pladeselskab, men Wosko bor og arbejder primært i Danmark. Tak for det!

radekwosko.com

Tomasz Dabrowski Free 4 Arts: Six months & Ten drops (Barefoot Records) >> Kasper Tom 5: I do admire things that are only what they are (Barefoot Records) >> Cesar Joaniquet-Brice Soniano-Kasper Tom: Songbook (Astropi Recordings)

Inspirationen er hentet i tibetansk munkesang, hans slaviske arv, europæisk third stream og avant garde. Har man som lytter en forkærlighed for de to sidstnævnte genrer, bliver man på ingen måde skuffet. Den herboende polske trompetist Tomasz Dabrowski har samlet en gruppe musikere omkring sig, der er i ørehøjde med ham på denne plade. Jacob Anderskov på piano, Sven Dam Meinild på baritonsaxofon og Kasper Tom på trommer. Musikken er åben, hvor Kasper Toms trommespil er en fremadrettet styrke i musikken. En styrke der bruges af Anderskov og Dabrowski til at væve musik sammen. Meinilds baritonsax finder logisk sammen med de andre i den komplicerede og interessante musik.

Kasper Tom er i spidsen på denne udgivelse, hvor han også har Tomasz Dabrowski med på trompet sammen med Jens Mikkel Madsen på bas og Petter Hängsel på trombone. Desuden er tyskeren Rudi Mahall med på klarinet og basklarinet. Det er ham der flere gange løber med opmærksomheden i nogle solistiske udbrud, hvor de andre blæsere også er godt med. Musikken placerer sig i forlængelse af Dabrowskis plade. Det er musik der åbner sig for ørerne - mens man lytter. Den indre logik i musikken er inde i musikken. Det er freejazz af den levende slags.

Den sidste plade er også med Kasper Tom ved trommerne. Den falder dog i en helt anden kategori. Han er sammen med de herboende Cesar Joaniquet (Spanien) på tenorsax og Brice Soniano (Frankrig) på bas. Med udgangspunkt i deres fælles kærlighed til Billie Holidays musik, har de lavet en hyldest til hendes hjerteskærende elegance. I et intimt setup præsenteres vi for klassikere som Someone to watch over me og The Man I love. Trioen går ind i musikken og skaber nogle personlige og nærværende udgaver af klassikerne. De suppleres med tre frie kompositioner, hvor trioen med musik kommenterer deres historie om Billie og musikken.

barefoot-records.com

astropi.com

tomdabrowski.com

kaspertom.com

TPO: Fjord (Outrovært)

Trommeslageren Morten Poulsen pladedebuterer med to forskellige plader på en gang. Først var der LP'en NY, som han har lavet sammen med den amerikanske pianist Russ Lossing. Han er også aktuel sammen med trioen TPO, der ud over Poulsen består af hollænderne Sander Thijsen på piano og Jan Ruerd Oosterhaven på elbas. Musikken opstod mens de opholdte sig sammen i 6 dage i et hus lige uden for Mariager i Nordjylland. De lod inspirere af naturen, landskabet og i særdeleshed af fjorden ud for Mariager. 

Det er ikke ukendt at norske jazzmusikere har ladet sig inpirere af de store og klippefyldte fjorde i Norge. Derfor er det interessant at høre hvad der sker, når det er en dansk fjord, der omgivet af grønne bakker der inspirerer musikerne. Sker der noget andet? Det gør der. Men det handler nok i højere grad om musikerne. De er optagede af rummet og stilheden i musikken. Luft og eftertænksomhed. Det er musik, hvor man tvinges til at skrue ned for det mentale tempo. Toner og klange der komplementerer hinanden - uden at det nødvendigvis er en leflen for det ligefremt melodiske. Den kant klæder trioens musik. Fjord er en vellykket debutplade, hvor trioen formår at skabe balance mellem det skæve og det melodiske og mellem det hørbare og det tyste.

outrovaert.com

tpo-music.com