torsdag, maj 26, 2016

Niels Wilhelm Knudsen Quartet feat. Gilad Hekselman: Abandoned Places (Mohwak Music/Gateway)

På de foregående to udgivelser med bandleader og bassist Niels Wilhelm Knudsen har hard bop og cool jazz været i højsædet. Det er sendt til hjørne på den nye plade Abandoned Places. I stedet har han som pladetitlen fortæller sat fokus på de forladte steder. Det gør han i selskab med israelske guitarist Gilad Hekselman der i de senere år har været Talk of the Town i New York. Sidste år var han JazzDanmarks Artist in Residence. Det var i den forbindelse at samarbejdet mellem Knudsen og Hekselman opstod.

Hekselman tilhører generationen af jazzguitarister der er kommet efter Kurt Rosenwinkel. Inspirationen fra Rosenwinkel har betydet mere tidligere i karrieren. I dag kan der godt ryge et mere beskidt vrid på guitaren ind over, som det foreksempel kendes fra John Scofield. Knudsen har samlet et fint band omkring sig. Med de mindre kendte Frederik Moth på saxofon og Carsten Svanberg på piano, samt den altid sikre Andreas Fryland på trommer. Det er jazz med en duft af 90'erne og New York over sig. Teknisk krævende stykker, der emmer af den gode melodi som omdrejningspunkt. De svømmer heldigvis aldrig helt væk i deres egen begejstring over teknikaliteterne. Hekselman er en schweizerkniv og doserer sin brede kunnen i passende mængder ud over pladen. På den skønne tilbaglænede ballade Driftwood er der drysset afrostøv ind over guitaren. Det er et godt eksempel på de fine detaljer man finder overalt på pladen.

Niels Wilhelm Knudsen har endnu en gang lavet et godt album, der kan tilfredsstille nysgerrige jazzpuritanere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar