Ben Wendel: What we bring (Motema)

Sidste år udkom det bemærkelsesværdige album Kneedelus, hvor fusionsjazzgruppen Kneebody og electronica musikeren Daedelus slog de musikalske pjalter sammen. Daedelus kendte Kneebody saxofonisten Ben Wendel helt tilbage fra gymnasietiden. Siden var de gået i hver deres musikalske retning. Pladen blev et vellykket møde mellem fusion og electronica. 

Ben Wendel udgav i starten af september albummet What we bring, der går i en helt anden retning. Jeg havde mulighed for at opleve releasekoncerten på Dizzy's Club Coca Cola i New York. Klubben er placeret i det 11 år gamle Frederick P. Rose Hall ved Columbus Circle, lige op ad Central Park. Når man går ind fra gaden, er det svært at forestille sig, at der er en jazzklub. 

Stueetagen rummer Hugo Boss og køkkenudstyrs forretninger. Kælderetagen tilhører deluxe madmarkedet Whole Foods. Elevatoren førte op til Dizzy's. Klubben er nogle etager oppe vendt ud mod gaden, hvor scenens bagtæppe er et stort glasparti med New Yorks skyline der lyser op. For en New York rejsende er det et betagende syn. Her scorede jeg toppoint hos min kone, modsat dengang jeg havde taget hende med på det legendariske spillested Village Vanguard, der er placeret i det den også lugter af, kælder.

Koncerten markerede starten på en længere turné. Musikerne på Dizzy's denne aften var ikke de samme som på albummet. Rytmegruppen har kendt hinanden i mange år. Aaron Parks på piano, Joe Sanders på bas og Eric Harland på trommer var sprudlende veloplagte. De spredte en god stemning ud i rummet. Det gav Ben Wendel en god bund at præsentere sit nye album på. 

På albummet er det Gerald Clayton på piano, Joe Sanders på bas og Henry Cole på trommer, hvilket også er det samme hold som han har med på turnéen i Europa, her i begyndelsen af oktober. Musikken er skrevet med tanke på de inspirationskilder, der har påvirket Wendel’s musikalske veje. Amain er inspireret af de mange timers lytning på John Coltrane’s Naima i ungdommen. Song Song er skrevet med Ahmad Jamal’s jazzklassiker Poinciana i tankerne. Der er også blevet plads til et par covers på albummet. Indierockbandet Wye Oak’s smukke ballade Doubt og en skæv version af Miles Davis’ Solar er med til at give albummet kant og karakter. 

Stilen er uforfalsket New Yorker jazz, med tilpas melodisk ligefremhed. Det er jazz af den rene slags, hvor musikerne har så tilpas meget overskud, at elementer af rock og pop sniger sig ubemærket ind og smelter sammen med jazzen. Albummet er anbefalelsesværdigt, fornøjeligt og behageligt.

Koncerten på Dizzy’s blev som ventet rigtig god. Jeg er stor fan af Aaron Parks og det var en fed oplevelse, at se ham in action på hjemmebanen. Ben Wendel kunne mageligt koncentrere sig om sit spil, mens trioen gav ham ro og inspiration. Det var ikke kun en saxofonist der skulle præsentere sit nye album. Det var et kollektiv, hvor den gensidige respekt og spilleglæde blev en smittende oplevelse.

benwendel.com

Kenny Washington: Moanin Live at Montmartre (Storyville)

Han har et navn, der lyder som en man kender. Kenny Washington. Jeg havde bare ikke hørt om manden, før denne CD landede på mit bord. Han optrådte for anden gang på Jazzhus Montmartre for et år siden, med den til lejligheden sammensatte trio, Jacob Christoffersen på piano, Jesper Bodilsen og ungareren Zoltan Csörsz på trommer. 

Montmartres kunstneriske chef Christian Brorsen havde fået anbefalet Washington af den italienske pianist Dado Moroni, der har spillet flere gange på Montmartre sammen med Alex Riel. Han fortalte at Washington både kunne synge standards og Stevie Wonder. 

Washington er vokset op i New Orleans og har en længere karriere bag sig som saxofonist i U.S. Navy Fleet Bands. Det er otte år siden, at han udgav sit hidtil eneste album, indtil nu.

Han er efter sigende ikke fysisk stor. Det er hans stemme til gengæld. Han står fast på den grund, som de mange års saxofonspil har givet. Han har styr på det vokaltekniske og timingen sidder præcist. Når det så toppes med en autentisk og lækker stemme rundet af soul, så bliver jeg blød. De når kun at præsentere fem numre på pladen, hvor de også er levnet en masse plads til Christoffersen og Bodilsen. 

Ultrajazz klassikeren Moanin’, Otis Reddings største hit Sitting on the dock of the bay, der først udkom efter Reddings død og Do You know what it means to miss New Orleans, der fik en belejliget revival for 10 år siden, i forbindelse med den ødelæggende Katrina orkan, er tre gode sangvalg. De præsenterer Washington på fineste vis. Han har lige været på Montmartre for tredje og næppe sidste gang. Stemningen på CD’en indikerer at Kenny Washington sammen med denne trio skabte en magisk aften for de fremmødte. Den stemning er heldigvis bevaret på en meget vellydende liveindspilning. 

storyvillerecords.com

Nacka Forum: We are the world (Moserobie)

Har du en idolplakat med Jerome Cooper Clarke eller Ornette Coleman hængende over sengen derhjemme? Er du træt af at de ikke laver musik længere? Så kunne du prøve at lægge øre til Nacka Forum. Et nordisk bud på hvordan heftig, kollektivistisk improjazz skal lyde i 2016. Svenskerne Jonas Kullhammar, Johan Berthling og Goran Kajfes er sammen med danske Kresten Osgood. De er vel nærmest det man kan kalde et skandinavisk freejazz superband. For dælan hvor kan de sprudle. De pleaser og kæler for mit improjazz hjerte. Der moduleres og presses kanter og sider frem i musikken, så man forbavses og overraskes. 

De har fundet sammen om et fælles sprog, hvor kravene til den enkelte musiker er benhårde. Der tages tydeligvis udgangspunkt i melodier. Det hele stikker ikke af i melodi- og rytmenedbrydning. Do The Nacka Forum er f.eks. det rene afrojazz i en nordisk forstadsudgave. Det med forstaden kunne lyde negativt ment. Det er det ikke, det er kærligt ment. Kresten Osgood har taget sine drumpads med, så der en gang i mellem kommer nogle elektriske hik fra Osgood.

We are The World er ud over at være en god plade, også udstyret med årets fedeste pladecover. De mange billeder på coveret forestiller screenshots af kattevideoer fra Youtube. Afsindigt morsomt, men også tæt på de søde jazzkatte som Osgood, Kullhammar, Kajfes og Berthling også er.

moserobie.com

Dinosaur: Together as one (Edition)

Den engelske gruppe Dinosaur ledes af den unge trompetist Laura Jurd, der også medvirkede på Jasper Høiby's Fellow Creatures, der kom tidligere i år. Trommeslageren Corrie Dick er også den samme. 

Stilen er dog en anden end hos Høiby. Elbas og Rhodes sender musikken ind i et delvist jazzrocket miljø, der skylder en smule til Miles Davis og meget mere til Jurd's landsmand Kenny Wheeler. 

Jurd tager fat på opbrudte grooves på Awakening og Primordial. Hvorimod et nummer som Robin udføres med humor og detaljeret akkuratesse. Laura Jurd placerer sig med sit trompetspil som en af de mest spændende unge trompetister i Europa lige nu, der både kan spille spændende akustisk jazz, som hos Høiby og nutidig elektrisk groovy jazzrock. En stor styrke er at hun aldrig bliver selvhøjtidlig. 

Det er med virtuositeten at hun får overskud til ekskursionerne i de forskellige numre. Dinosaur er anbefalelsesværdige til jazzlytterne med hang til fusion og jazzrock. 

editionrecords.com

laurajurd.com

Fire! Orchestra: Ritual (Rune Grammofon)

Grundlaget og udgangspunktet er fortsat kollektivistisk, improvisatorisk rocket jazz. Det er såmænd ikke fordi det står stille for Mats Gustafssons storband Fire! Orchestra. Siden den sidste udgivelse er danskerne Lotte Anker, Mette Rasmussen og Mads Forsby og fler andre kommet med, mens andre er stoppet. De turnerede med denne besætning for et år siden, hvor meget af materialet blev afprøvet på diverse scener, inden de indspillede musikken. 

Albummet Ritual er i fem dele. Allerede fra starten kan det høres at trommeslageren Mads Forsby er kommet med. Hans trommespil befinder sig altid helt fremme på beatet. Hvor det tidligere var den flagrende freejazztrommeslager Raymond Strid, der var trommesekundant til Fire! trioens faste trommeslager Andreas Werliin, er Forsbys vilde upbeat trommespil et godt indspark til til det store orkesters malende grooves. 

Mette Rasmussen har også sine shining hours undervejs. Hun er for vild med de freejazz chops hun sender ind over Mats Gustafsson og co. Mette Rasmussen er europæiske freejazz' nye saxstjerne!

Sangerinderne Mariam Wallentin og Sofia Jernberg fylder godt på og får megen plads undervejs. Det er noget af det der er med til at underbygge det nære slægtskab med indierocken. Heldigvis er der også blevet plads til en regulær omgang noise, som åbningen på Part 3, der har nogle indlagte katapult hornriffs.

Pladen lukkes ned med Part 5, hvor Mats Gustafsson får så meget samling og ro på musikerne til at lave et mere afdæmpet nummer, at man næsten har fået et nummer der kunne spilles på P6 beat. 

Ritual er et album, der kan være med til at udbygge fanbasen. Gamle fans bliver atter en gang fornøjet.

runegrammofon.com

Oddarang: Agartha (Edition)

Den finske gruppe Oddarrangs fjerde album indledes med Aletheia, et malerisk postapokalyptisk og pompøst synthlandskab. Et landskab der hen mod slutningen nedbrydes med en støjende guitar. Så er der åbnet op for godteposen i den finske trommeslager Olavi Louhivouri's projekt, der har eksisteret siden 2004. 

Ligesom det forrige album udkommer det nye album også på det britiske selskab Edition records. Et selskab under ledelse af Dave Stapleton har udviklet sig til, at være et af de vigtigste pladeselskaber for skandinavisk jazz. På den internationale bane er det vel kun de tyske selskaber ACT og ECM der profilerer skandinavisk jazz endnu tydeligere. Prominente navne som danske Girls in Airports, Jasper Høiby, Phronesis og snart også Morten Schantz' Godspeed er sammen med finske Verneri Pohjola og Aki Rissanen kommet længere ud i Europa via selskabet. 

Oddarang lægger et tungt klangfladetæppe skabt af synthesizere ud under Louhivouris trommer. der får hjælp fra cello, trombone, guitar, bas og masser af synth. Louhivouri er kendt fra et finsk jazz’ mest toneangivende jazzbands gennem de senere år, Ilmiliekki Quartet, der spiller akustisk jazz med et nordisk touch. Det er Oddarang meget lang fra. De giver i stedet mindelser om postrockbands som Sigur Ros eller Boards of Canada, hvor der hersker en dyster grundstemning. Men også en pompøs og klassisk stemning i Oddarang. Ilmari Pohjolas trombone skal i særlig grad fremhæves for, at være med til at give bandet den særlige karakter. Guitaristen Lasse Sakara er det eneste medlem i bandet der ikke supplerer sit instrument med synth, hvilket også indikerer at der er en masse guitar undervejs. Blandingen af synthlandskaberne og de andre instrumenter er meget vellykket.

editionrecords.com

Jakob Bro: Streams (ECM)

Der er mange parallelle spor i Jakob Bros karriere. De samme musikere går igen i de mage forskellige projekter. Der er selvfølgelig de danske musikere som han ofte har lavet noget sammen med. I de senere år er det den amerikanske bassist Thomas Morgan, der oftest har indfundet sig i Bros projekter. Siden albummet Time fra 2011 har Morgan været med på Bros plader. Det gælder selvfølgelig også ECM udgivelsen fra 2015, Gefion og den aktuelle opfølger Streams, hvor den norske trommeslager Jon Christensen er skiftet ud med amerikaneren Joey Baron, der er kendt som sideman fra de meget forskellige kunstnere Enrico Pieranunzi og John Zorn.

Jakob Bro er altid umiskendelig meget Jakob Bro. Så det er  egentlig underordnet om han er sammen med digteren Peter Laugesen, legenden Lee Konitz eller electronicamusikeren Thomas Knak. Han tager afsæt i de folk som han omgiver sig med. Gennem årene er det trommeslageren Paul Motian der har sat de dybeste spor hos Bro. Det kunne høres på Gefion, hvor Jon Christensen lidt banalt kunne kaldes en nordisk Paul Motian. Det var flydende, drivende og strømmende musik der opstod med udgangspunkt i Bros enkle melodier. Hvor han var mere søgende på det forrige album, er der kommet en anden og mere konsekvent stemning på Streams, uden at inspirationen fra Motian er forladt.

Der er f.eks. et nummer, hvor der er meget kant og smæk på end, der tidligere har været på Bros soloplader. Full Moon Europa er med hidsig guitar og nogle meget bestemte smæk i trommerne fra Baron’s side. Heroines er til gengæld lige i sporet på ballade-Bro, hvor ro, melodi og flydende rytme smelter sammen. Den følges op af PM Dream, hvor PM selvfølgelig er Paul Motian. Han får en helt særlig trommehilsen fra Joey Baron. Hele vejen rundt bevarer Morgan med sit konsekvente og ukonventionelle basspil en spænding, der giver musikken den helt særlige karakter. Inden pladen lukkes ned med den granitfyldte hilsen til Grønland, Sisimut, får vi en kort, smuk og helende soloversion af Heroines.

Streams er part 2 i Bros vellykkede internationale ECM eventyr. Jeg er som dansker og jazzfreak meget stolt af, at opleve det som Bro præsenterer for os og verden. Han flytter sig hele tiden, samtidig med at han står fast på sit eget udtryk. Er man i forvejen til Jakob Bro bliver man ikke skuffet. Er man endnu ikke hoppet på vognen, er Streams et godt sted at starte.

ecmrecords.com

player.ecmrecords.com/bro-2499

Tomas Franck Quartet: Association (Storyville)

Det starter lige på og råt. I hear a Rhapsody. Tenorsax. Tomas Franck. Jazzhus Montmartre. Seks og et halvt minut senere tager han saxofonen fra munden. Han overlader pladsen til Carsten Dahl, der får en pianosolo i et par minutter. hvorefter Tomas' bror Daniel Franck tager over på bassen. Til sidst får trommeslageren Rodney Green lov til at brillere.

Beboppen emmer og der løber jazz ned ad væggene. Det er Tomas Franck i hans helt rette element. Kvartetten spiller fem standards, der alle varer op mod et kvarter. 

Det er ikke så længe siden at jeg begejstret, skrev om Carsten Dahls sideman præstation på Laura Toxvaerds Compositions. Det var et freejazz projekt. Han er, om muligt, endnu mere på hjemmebane på denne indspilning. Han smider nogle soli undervejs, hvor han sætter jazzen på plads. Prøv f.eks. at høre soloen på titelnummeret Association. Her er Dahl helt inde i kernen på melodien. Trommeslageren Rodney Green sparer sig heller ikke undervejs. Det er intenst og velspillet.

Tomas Franck er stjernen på denne plade. I en livesession, hvor han får lov til at spille sig helt ud. Der er ikke så meget pis her. Det handler om at kunne spille jazz, hvor John Coltrane og andre gamle legender har givet inspiration. Association er en vellykket plade for jazzlytteren, der elsker jazzens klassiske åndehuller som Montmartre. Jazzen behandles ikke med fløjlshandlsker, men med respekt for historien i blandet en god portion personlighed.

storyvillerecords.com

Mark Solborg & Herb Robertson: Tuesday Prayers (ILK) >> Kasper Tom & Rudi Mahall: One man’s trash is another man’s treasure (Barefoot)

Guitaristen Mark Solborg har siden 2008 haft et tæt samarbejde med den amerikanske trompetist mm. Herb Robertson. I 2013 kom det intense album The Trees, hvor Solborgs trio sammen med Robertson og Evan Parker lavede et fantastisk album. 

Ved Copenhagen Jazzfestival i 2014 indfandt de to musikere sig i Koncertkirken på Nørrebro, efter bl.a. at have spillet på Kongsberg i Norge. Albummet er i to dele. Preparations og Concert. Det er musik fra øjeblikket og rummet. Rummet i øjeblikket. Det over kvarter lange titelnummer Tuesday Prayers er hovednummeret, hvor de lader sig gribe af roen og tiden, der findes i en kirke. Ikke i en religiøs kirke. Men i musikkens kirke, hvor fordybelse og fortabelse i øjeblikket rammer og lever.

Trommeslageren Kasper Tom har også gennem flere år, samarbejdet med en international freejazzkapacitet, klarinetisten Rudi Mahall. Her er tiden også blevet moden til en duoplade. One man’s trash is another man’s treasure er et statement. En understregning af at intense øjeblikke godt kan fastholdes og indfanges. Mahall og Tom finder ofte sammen i en struktur, hvor det er helt logisk at 2 kommer før 4. Men også logisk at B kommer efter gul. 

Kompleksiteternes enkelhed er svimlende. Mahall og Tom lavede for 3 og 5 år siden et par plader sammen med kvartetten Fusk. Ligeledes er Mahall med på den seneste Kasper Tom 5 plade. Den nye duoplade føjer nye dimensioner på samarbejdet.

solborg.dk

kaspertom.com

Jazznytprisen 2016

Det er nu femte gang, at jazzbloggen JazzNyt uddeler JAZZNYTPRISEN. Prisen gives til en kunstner, der med dybe rødder i jazzen er med til, at udvikle og udfordre traditionerne. En kunstner der uden at gå på kompromis, er med til, at løfte jazzen ud til et større publikum. Sidste år blev den overrakt til Jacob Buchanan i Viborg Domkirke. I år kommer det til at ske på Herning spillestedet Fermaten torsdag d. 6. oktober, hvor bandet I Think You're Awesome spiller koncert.

Prisen går til bandets bagmand, komponisten og bassisten Jens Mikkel Madsen.

Den 28 årige århusianske musiker har allerede en meget aktiv karriere, hvor medlemsskabet af den norske sangerinde Live Foyn Friis' trio, Kasper Tom 5 og Kasper Staub Trio stikker ud. Grunden til at Jens Mikkel får prisen er dog hans eget projekt I Think You're Awesome og de to albums Books og Books Live, der udkom i foråret, hvor den ene nu genudgives på vinyl.

Her har han sat lyd på en række yndlingsbøger af bl.a. Paul Auster, Charles Bukowski og Erlend Loe. Han har arbejdet med stemningerne og følelserne og omsat dem til musik.

Jens Mikkel får prisen for sin modige og anderledes tilgang til jazzen. Han udfordrer genren med toner fra indiepop og andre genrer. Han har en særlig sans for at lade melodi og stemning mødes i musikken. Det er kollektivet og samarbejdet omkring musikken der bliver omdrejningspunktet. Besætningen med to trommeslagere og to guitarister og en enkelt keyboardspiller indikerer meget mere larm og uro, end der reelt er tilstede i musikken.

Han gør op med jazzens gængse marketingstrategier eller mangel på samme. Pladerne indeholder de samme kompositioner i to forskellge udgaver. Den første plade Books er indspillet i studiet, mens den anden Books Live er indspillet live i forældrenes stue i Langå.  Et barndomshjems rammer kan give ro og tryghed. Det får paraderne til at falde. Det er den tryghed som Jens Mikkel har kanaliseret over i bandet. En tryghed der er base for, at bandet bliver et stærkt kollektiv. Et kollektiv hvor alle instrumenterne arbejder sammen og er afhængige af hinanden. Der er en rigtig god stemning tilstede, som forplanter sig ud til lytterne.

I forbindelse med at prisen overrækkes får Jens Mikkel et stykke originalgrafik og en flaske champagne.

Kom til prisoverrækkelse og koncert med Jens Mikkels band I Think You're Awesome på Fermaten i Herning torsdag d. 6. oktober kl. 20.00.

fermaten.dk

Carla Bley: Andando el Tiempo (ECM)

Carla Bley fyldte 80 år tilbage i maj måned og er samtidig aktuel med et nyt album med nyskreven musik. På Andando el tiempo er hun atter sammen med husbonden og bassisten Steve Swallow og saxofonisten Andy Sheppard, som hun også lavede Trios fra 2013 sammen med. Manfred Eicher er producer ligesom han var på den forrige plade. 

Pladen åbner med den tredelte suite Andando el tiempo, der er skrevet til god ven, der har kæmpet med stofafhængighed. Bley kan noget som jeg tror, at mange jazzkomponister drømmer om at kunne. Hun kan komme ind i et materiale og levere det for lytteren med en overbevisende sensitivitet. Hendes på en gang seriøse og nysgerrige tilgang til musikken er imponerende. Hun bevæger sig på kanten til den klassiske kammermusik og lander der alligevel ikke. Blandt andet i kraft af en modnet saxofonist Andy Sheppard og en altid velspillende bassist Steve Swallow, der er så meget jazz, at det er vidunderligt.

ecmrecords.com

Nikolaj Hess: Micro Chapters (Gateway) >> Glauco Venier: Miniatures (ECM)

Det er småt i følge de to albums titler. Det der blandt andet er mindre af, er det kringlede og indviklede. Micro Chapters og Miniatures er to nutidige bud på melodisk og smuk minimalistisk musik rundet af jazzen.

Nikolaj Hess' Micro Chapters ser umidddelbart ud til indeholde 26 numre, men det viser sig så i stedet at være 4 numre, der er delt op i underdele. F.eks. er åbningsnummret Celeste delt op i fem og Strings er delt op i ni. Musikken former sig som filmmusik og kunne være lavet til en film, der er fuld af sansende stemninger. 

Kan du godt lide Keith Jarretts soloplader, når det bliver allermest lyrisk og melodiøst og hader det når han slipper hæmningerne løs over de 88 tangenter. Så er denne plade løsningen. Glauco Venier's album Miniatures er et formidabelt smukt soloklaveralbum, hvor han med lidt supplerende diskret percussion har lavet et soloalbum, der lever og ånder som lækker baggrundsmusik. Det er den italienske pianists debutalbum på ECM Records. Han medvirkede på det anbefalelsesværdige album Stories yet to tell med Norma Winstone fra 2010.

Mikroskopiske kapitler og miniaturer kredser om det enkle. De vil ikke gøre det mere besværligt end højst nødvendigt. 

nikolajhess.com

ecmrecords.com

Torsion Beat: Denh (Your Favourite Music) LP

LP’en åbner med et kakofonisk groove, der lyder som noget Miles Davis tabte på gulvet under indspilningerne til Agartha albummet. Norske Torsion Beat er et sammenrend af musikere med meget forskellige baggrunde. 

Guitaristen Erlend Mokkelbost har en fortid i punk/hard core bandet JR Ewing og metalbandet KILL. Bands der opnåede stor popularitet uden for Norge. Han spiller også i det mere poporienterede Montée, hvorfra han har medtaget trommeslageren Marius Simonsen. Bassisten Audun Erlien er en særdeles erfaren herre fra den norske jazzscenes øverste hylde. Nils Petter Molvær, Matthias Eick og Eivind Aarset er blandt de mange han har spillet med. Espen Eriksen på Rhodes, synth og piano har slået sit navn fast ude i verden med den lyriske trio, der udgav sit første album i 2010. Desuden har han arbejdet som jazzjournalist på NRK siden 2004. Det sidste medlem Gunnar Halle på trompet og synth er en velkendt herre på den danske jazzscene, primært i kraft af sit mangeårige medlemskab af Pierre Dørges New Jungle Orchestra. Han flyttede tilbage til Oslo i 2007 og udgav sidste år soloalbummet Istanbul Sky.

Bandet arbejder som udgangspunkt omkring et groove. Det var derfor jeg drog sammenligningen med Miles Davis i starten af denne anmeldelse. Det stikker dog af i en anden retning end den man kender hos Miles. Musikerne er ikke vårunger. De ved hvad de vil og forsøger derfor ikke, at lave et tributeband til 70’ernes jazzrock. Der er mange lighedspunkter og så alligevel ikke. De bruger i høj grad nutidens elektroniske og klangmæssige muligheder, så lyden og dermed også stemningen er anno 2016 på pladen. Et fedt element er bandets afslappede holdning. De ligger ikke helt fremme på beatet. En stor rummelig, næsten buldrende bund fremmer det organiske hos bandet. Gunnar Halle drager på sfæriske ekskursioner, mens Espen Eriksen spacer ud på sit Rhodes.

Jeg er særdeles imponeret over den måde, som Torsion Beat får plantet den ellers så bedagede jazzrock i nutiden. Det er et af de bedste nutidige bud, jeg har hørt meget længe på jazzrock. Det lugter ikke af sure sokker, hash og fællesbad. Det er svedig frisk luft, hvor man bliver ør og svimmel af at snurre rundt og rundt og rundt og rundt….

facebook.com/torsionbeat/ 

Installation Of An Electric Stone Age (Gateway) LP

Jeg har lige anmeldt sangerinden Nina Baun’s album Human, hvor hun excellerer i grænselandet mellem jazz og pop. Hun medvirker også på dette album, hvor guitaristen Frederik Rejle står i spidsen for projektet Installation of an Electric Stone Age. Over fire pladesider og lige så mange numre møder vi også William Larsson på keyboards, Casper Nyvang Rask på bas og Nikolaj Dall på trommer. 

Det er mere rock end jazz, selv om der er mange elementer fra jazzen undervejs. Det er ikke så svært at få associationer til pompøse rockbands fra 70’erne, hvor man gerne lavede numre der varede mere end et kvarter. På samme antikommercielle vis har Fedrik Rejle lavet sine numre som små symfonier.

Stilistisk vil han dog mere og andet end at lave pompøs rock. Det er i stedet blevet til en vekslen mellem komplicerede arrangementer og forttættede udladninger. Nina Baun svæver som en engel hen over musikken. Det er mest klædeligt, når hun får lov til, at tage den med ro. Jeg må nok erkende at jeg er lidt på udebane med dette album. Jeg kan ikke helt komme ind på den. Er det fordi det er rock? Nej! Det handler nok mere om at det er meget ambitiøs musik, der lukker sig for meget om sig selv. Der er ikke noget at udsætte på afviklingen, hvor jeg især vil fremhæve William Larssons keyboards.

facebook.com/installationofanelectricstoneage