Sidste år udkom det bemærkelsesværdige album Kneedelus, hvor fusionsjazzgruppen Kneebody og electronica musikeren Daedelus slog de musikalske pjalter sammen. Daedelus kendte Kneebody saxofonisten Ben Wendel helt tilbage fra gymnasietiden. Siden var de gået i hver deres musikalske retning. Pladen blev et vellykket møde mellem fusion og electronica.
Ben Wendel udgav i starten af september albummet What we bring, der går i en helt anden retning. Jeg havde mulighed for at opleve releasekoncerten på Dizzy's Club Coca Cola i New York. Klubben er placeret i det 11 år gamle Frederick P. Rose Hall ved Columbus Circle, lige op ad Central Park. Når man går ind fra gaden, er det svært at forestille sig, at der er en jazzklub.
Stueetagen rummer Hugo Boss og køkkenudstyrs forretninger. Kælderetagen tilhører deluxe madmarkedet Whole Foods. Elevatoren førte op til Dizzy's. Klubben er nogle etager oppe vendt ud mod gaden, hvor scenens bagtæppe er et stort glasparti med New Yorks skyline der lyser op. For en New York rejsende er det et betagende syn. Her scorede jeg toppoint hos min kone, modsat dengang jeg havde taget hende med på det legendariske spillested Village Vanguard, der er placeret i det den også lugter af, kælder.
Koncerten markerede starten på en længere turné. Musikerne på Dizzy's denne aften var ikke de samme som på albummet. Rytmegruppen har kendt hinanden i mange år. Aaron Parks på piano, Joe Sanders på bas og Eric Harland på trommer var sprudlende veloplagte. De spredte en god stemning ud i rummet. Det gav Ben Wendel en god bund at præsentere sit nye album på.
På albummet er det Gerald Clayton på piano, Joe Sanders på bas og Henry Cole på trommer, hvilket også er det samme hold som han har med på turnéen i Europa, her i begyndelsen af oktober. Musikken er skrevet med tanke på de inspirationskilder, der har påvirket Wendel’s musikalske veje. Amain er inspireret af de mange timers lytning på John Coltrane’s Naima i ungdommen. Song Song er skrevet med Ahmad Jamal’s jazzklassiker Poinciana i tankerne. Der er også blevet plads til et par covers på albummet. Indierockbandet Wye Oak’s smukke ballade Doubt og en skæv version af Miles Davis’ Solar er med til at give albummet kant og karakter.
Stilen er uforfalsket New Yorker jazz, med tilpas melodisk ligefremhed. Det er jazz af den rene slags, hvor musikerne har så tilpas meget overskud, at elementer af rock og pop sniger sig ubemærket ind og smelter sammen med jazzen. Albummet er anbefalelsesværdigt, fornøjeligt og behageligt.
Koncerten på Dizzy’s blev som ventet rigtig god. Jeg er stor fan af Aaron Parks og det var en fed oplevelse, at se ham in action på hjemmebanen. Ben Wendel kunne mageligt koncentrere sig om sit spil, mens trioen gav ham ro og inspiration. Det var ikke kun en saxofonist der skulle præsentere sit nye album. Det var et kollektiv, hvor den gensidige respekt og spilleglæde blev en smittende oplevelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar