Det er tre år siden, at København fik et nyt jazzspillested, The Standard, som pianisten Niels Lan Doky meget tydeligt har stået i spidsen for. Kunstnerne har som regel haft måneds residenser på spillestedet, hvor man f.eks. har spillet musikken fra legendariske jazzalbums som Kind of Blue eller lignende. Et andet koncept er det som vi møder her på albummet. En stærk personlighed kobles sammen med en jazztrio.
I det her tilfælde er det Debbie Sledge, der var med i Sister Sledge. Et af discoæraens mest succesfyldte bands. Lost in Music, He’s the greatest dancer og nå ja, We are family sendte dem til tops og gav dem evig legendestatus. Som så mange andre store discosangere, så kunne Debbie Sledge i den grad synge. Så på den måde giver det vel god nok mening, at invitere hende indenfor i jazzen.
Pladen åbner med Les McCann og Eddie Harris’ souljazz knaldperle Compared to what, hvor trioen med Graig Earle på bas og Niclas Bardeleben på trommer sammen med Niels Lan Doky varmer os godt op med et akustisk funkgroove. Debbie Sledge har ikke problemer med at kaste sig over nummeret, der lover godt for albummet. De drejer hurtigt af fra funkmotorvejen og tager ind på jazzens margueritrute. Her spiller de Lan Doky’s udmærkede arrangement af Gershwins udødelige Summertime. Side A på LP’en lukkes ned med Niels Lan Doky og Gino Vanelli’s Tender Lies, som vi hørte første gang på Doky Brothers 2 albummet. Det er ikke den stærkeste præstation på albummet.
Det er åbneren på side B heller ikke. Igen skal vi have et funkgroove og trioen tonser afsted. Debbie Sledge jubler lidt spontant undervejs og forsøger at hægte sig på deres versionering af James Browns There was a time. Hun når desværre bare ikke komme med, inden trioen er kørt. Trioen burde slappe lidt af ind i mellem. Hvor det fungerede så fint med Compared to What, er hun slet ikke med her. At pladen lukkes ned med We are family er uundgåeligt, festligt og passende.
Det er ikke noget problem at Debbie Sledge ikke er jazzsanger. Hun har en god stemme, der er skolet af gospel og soul. Projektet er grundlæggende en god idé. Det er jazz der tiltrækker andre end de sædvanlige jazzlyttere. Den slags jazzplader laves der ikke så mange af. Og hatten af for det! Det bliver spændende at følge, hvad The Standard sender ud på vinyl i fremtiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar