mandag, december 19, 2016

Søren Lampe: Slow & Sentimental (Gateway) LP

I 2013 udsendte han pladen Jazz på dansk, hvor han sang danske sange i jazzudgaver. Denne gang vender han atter blikket mod den amerikanske inspiration. Søren Lampe lavede i 2009 pladen Not too fast. Klassiske amerikanske jazzballader suppleret med nogle selvskrevne. Det samme gør han med den nye plade. Det er langsomt og sentimentalt som titlen antyder. 

Vi præsenteres for nogle af de helt store jazzballader. The folks who love on the hill, Don’t go to strangers, You must believe in spring og The nearrness of you er alle sikre hits i den sene nattetime. 

Søren Lampe er i selskab med et stjerneband. Søren Møller ved pianoet, Per Gade på guitar, Thomas Ovesen på bas, Morten Lund på trommer og som special guests finder vi Peter Fuglsang på altsax og basklarinet og ikke mindst årets største gæstestjerne i dansk jazz, Mathias Heise på kromatisk harpe. 

Selv om jeg svømmer hen over de gamle ballader, vil jeg dog alligevel fremhæve In a quiet world, hvor Fuglsang har skrevet musikken og indleder med en smuk basklarinetsolo. Lampe har skrevet teksten til en sang, der får ham til at stråle som crooner. Han har siden 2007 lavet fire plader og har aldrig fået et større gennembrud. Det får han måske heller ikke nu. Men det er ikke denne plades skyld! Søren Lampe er en kær gæst i min højtaler, når månen stråler og nattens ro emmer af kærlighed. Pladen er selvfølgelig også udgivet på vinyl. Tiden må tilføje lidt knas hen ad vejen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar