Vi er rykket ind hos Jacobs bedstemor. Det er i hendes stue, at denne session er optaget på 2 spors spolebånd. Pladeselskabet Unity Rec er gået all in for, at skabe et helt igennem analogt produkt. Lige fra optagelse og til mastering af pladen, har der ikke været noget som helst digitalt ind over processen. Hvorfor er det nu så vigtigt? Og endnu mere skørt bliver det, når tre af musikerne endda er født i den digitale æra og egentlig ikke burde være så fokuserede på det analoge. Når pladen sættes giver det god mening. Det er alt andet end musik, der har noget med det digitale - de binære talkoder - at gøre.
For 25-30 år siden ville man have kaldt dem konservative. I dag kan man næppe kalde dem konservative. Det er unge musikere og to ældre der spiller jazz af den tidløse slags. Det handler om, at komme ind i musikken, at komme i kontakt med melodien. Via improvisation skabes der nye og unikke øjeblikke. Det er her i gennem man kan vise det personlige udtryk.
Den 18 år gamle guitarist Jacob Artved har skrevet pladens seks numre. Han får hjælp af tenoristen Søren Høst og den ligeledes unge pianist Zier Romme. Bassisten Daniel Franck og trommeslageren Frands Rifbjerg kommer fra en anden generation og de må glæde sig over, at der er jazzmusikere af denne støbning på vej. Jeg glædes over en guitarist der træder ind i fodsporene efter Doug Raney. Det er bebop med en god portion swing. Han hopper ikke over hvor gærdet er lavest. Han er ikke bange for at kaste sig ud i en solo, der koster hjerteblod og sjæl, som f.eks. på nummeret Grandma’s Fantasy. Søren Høst er også et nyt bekendtskab. Han spiller med en skarp og sikker tone. Det samme gør sig gældende for pianisten Zier Romme der atter imponerer med det sikre og ukunstlede pianospil.
Wax Up! er velspillet og vellydende jazz, der vil føle sig hjemme på mange jazzglade grammofoner i det ganske land.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar