Året slutter det samme sted som det starter. Det er vinter. Så kommer forår, sommer og efterår. Inden det atter bliver vinter og året starter igen. Det har vi alle oplevet. Hvordan lyder det så når man sætter musik til? Vivaldi’s Fire Årstider er et bud og samtidig et af de mest kendte klassiske stykker musik. Den danske pianist Jeppe Zeeberg har et nyt bud på lyden af årets gang. På albummet The Four Seasons har han lavet 8 stykker musik, to til hver årstid. Vinteren indleder og slutter pladen. Endda på så snedig vis, at der hvor pladen helt konkret slutter, er det med de samme toner som åbner pladen. Prøv at høre lytte til albummet kontinuerligt, det giver en god lytte-effekt.
Zeeberg omgiver sig med 9 musikere, der alle kan gå ind i Zeebergs dybt originale og krøllede univers. Det er jazz der er stramt komponeret, hvor der skal spilles det der står på bladet. Det er jazz, hvor der improviseres helt frit. Det hele blandes med field recordings, optaget på de årstider, hvor optagelserne er sat ind.
Foråret symboliseres blandt andet med glad-i-låget nummeret Dancing like a dane, der spjætter, sprutter og spræller. Sommeren åbnes med For those now gone der både er regn og torden. Her er de fire blæsere, Erik Kimestad (trompet), Lars Greve (sax), Petter Hängsel (trombone) og Kristian Tangvik (tuba) i smukt samspil. Det sidste Sommer-nummer The Mess and the See-Through Dress efterlader en masse bobler i kroppen. Efteråret er Song for the relatively young, hvor Zeeberg sender en musikalsk tanke til Horse Orchestra, hvis medlemmer også er med på pladen. Det er valsende jazz med masser af messing, blandt andet en skøn trompet fra Kimestad. Efteråret er også Sky piece, hvor der lukkes ned og gøres klar til vinter, der med afslutteren Mit Starren Fingern og åbneren Segway to hell er knistrende skarp og kolossalt skæv.
Jeppe Zeebergs The Four Seasons er her ved halvårsevalueringen af jazz-2017 et godt bud på et album der holder længe og er at finde på mange af års-bedste listerne når året lukker ned og et nyt kan begynde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar