torsdag, juni 22, 2017

Sound X Sound: Music for 10 Hi-Hats (Hiatus) >> Sound X Sound: Music for 18 Clarinets (Hiatus) >> Sound X Sound: Music for 18 Shakers (Hiatus) >> Sound X Sound: Music for 18 Triangles (Hiatus)

For nylig blev det offentliggjort at Niels Lyhne Løkkegaards Triangular Mass, skal opføres intet mindre end seks gange på Roskilde Festivalen. Det fortæller både noget om Roskilde Festivals evne til, at opsøge ny og eksperimenterende musik og, at Niels Lyhne Løkkegaards “folkelige” gennembrud er ved at være en kendsgerning. Det startede i december 2014, hvor den første plade med mangedobling af instrumenter udkom under navnet Sound X Sound. Music for 8 Recorders var med 8 blokfløjter. Niels Lyhne Løkkegaard laver musik med åben pande. Med et rent hjerte og en grundlæggende nysgerrighed registrerer og dokumenterer han lyden. Den rene lyd af et instrument er sat ind i et perspektiv, hvor man som lytter ikke kan undgå, at forholde sig til det man hører.

Der er siden kommet plader med 30 kromatiske tunere og 9 pianoer. Nu afrunder han pladeprojektet med de sidste fire plader: 15 shakere, 18 klarinetter, 16 triangler og 10 hi hats. Alle pladerne er i 7 tommer singleformatet og kommer i pappladecover med inderpose, som var det en LP. Den grafiske udformning er stilren og minimalistisk og hænger sammen med indholdet på pladerne. Alt overflødigt er skåret værk. Forudgående tanker om hvordan det skal lyde forsøger Løkkegaard at fjerne sig fra. Det kan man selvfølgelig ikke. En klarinet er stadig en klarinet. Men i en 18-dobling kommer der noget andet og nyt frem, som er med til at løfte klarinetten ud af klarinettens skygge. I de udførlige covernoter der følger med de sidste udgivelser skriver Katrine Ring bl.a. at Løkkegaard bringer det minimalistiske til det maksimale. 

På hver plade medvirker musikere, der for de flestes vedkommende har en konservatorie baggrund, hvor høj teknisk kunnen på et instrument er rådyrket. Niels Lyhne Løkkegaard anses selv for, at være en af de teknisk stærkeste saxofonister fra sin generation. Det er her, hvor det bliver interessant, da mange af musikere netop har en jazzbaggrund. De kan træde en my ved siden af præcisionens perfektion og bringer mennesket i spil. Nu vil jeg selvfølgelig ikke påstå, at jeg kan høre at det lige præcis er Jan Harbeck, Pernille Bévort eller Jacob Danielsen der spiller på klarinetpladen. Men i kollektivet med 18 musikere der spiller det samme på samme tid, hvor mikrofejl der dårligt kan registreres er med til at gøre lyden til en organisme.

På Roskilde Festival skal Triangular Mass opføres med 200 der spiller på triangel på en gang. Det lyder allerede som den der “sjove” lille historie TV avisen kan fyre af inden vejret, i stedet for den om nøgenløbet. Midt i alt det sjove er der også en mening, som er enerverende og konfronterende. Det er ikke musik der prøver på at være noget andet end det som det er. 200 triangler. Hvad sker der inde i lytteren? I hovedet? I kroppen? 

Det er en kæmpeindsats som Niels Lyhne Løkkegaard yder med Sound X Sound projektet. Det er eksperimenterende og undersøgende lyd, der flytter grænser og tanker for musik. De 7 singler kan købes samlet i et bokssæt, hvilket er investering for livet. Jeg glæder mig allerede til jeg skal høre pladerne om 1, 5, 10 og 20 år. Hvordan lyder de så. Har mine tanker om hvordan musik skal lyde flyttet sig, så de kommer til at lyde anderledes?



Tidligere udgivelser:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar