Norge har fostret flere stilskabende jazzsangerinder. Karin Krog, Sidsel Endresen og Radka Toneff, hvor sidstnævnte i 1982 udgav albummet Fairytales sammen med pianisten Steve Dobrogosz. Hun begik kort efter selvmord i en alder af 30 år. Albummet regnes for at være et af de største i norsk jazz. Uden yderligere sammenligninger har sangerinden Torhild Ostad på sit første album i 21 år, valgt udelukkende at have selskab af en pianist i studiet. Valget er faldet på Carsten Dahl.
Han spiller sanseligt og indføleligt smukt. Noget som er hørt før i hans mange soloprojekter. Den store og afgørende forskel er at Dahl i dette tilfælde skal kommunikere med en anden i spillet. Her er Dahl ekstremt meget til stede for Ostad. Der er dybde og en spænding i spillet. Det er Tohild Ostads første plade siden debuten i 1996. Den nye plade kommer også til at kunne stå den samme distance. Det er musik der ikke kender tid og rum. Det er ophævet. Ostad og Dahl er sammen i en sky af åndelig og følelsesvarm musik.
Torhild Ostad er dybt forankret i norske folkemusiktraditioner, noget der afspejles i sangene. Carsten Dahl indfanger det. Han spiller på flygelet i det legendariske Rainbow Studie i Oslo med Jan Erik Kongshaug ved mixerpulten. Lyden der kommer ud af Dahls spil er naturrig. Skove, fjelde, elve og dale fremmanes. Ostads tekster kredser om livet, om kærligheden og om troen. Sikke et norsk-dansk samarbejde! Det er både originalt og fuld af traditioner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar