Paolo Russo & Ensemble MidtVest: Tangology (Exlibris)

Det klassiske Ensemble MidtVest laver mere og andet end klassisk mudik. De har i over 10 år samarbejdet med Carsten Dahl omkring improvisation. Det har vist sig på flere måder. Både i form af interne workshops, indspilninger og koncerter. De har f.eks. også samarbejdet med Stefan Pasborg og Anders Singh Vesterdal. Desuden findes der uudgivne optagelser af et projekt som de lavede for et par år siden sammen med Dahl og Lars Greve. Nu har Exlibris udsendt albummet Tangology, hvor ensemblet møder Paolo Russo. Det er mødet mellem tangomusikkens hovedinstrument bandoneon og et klasssisk ensemble.

Albummet indeholder en suite i 11 dele skrevet af Paolo Russo, hvor det klassiske ensembles syv musikere, 4 blæsere, to strygere og en pianist folder et multimønstret tæppe ud, som Russo lægger farve på. Det er et stort og ambitiøst værk fra Russo's hånd og ånd. Han har tidligere lavet plader med solo, duo og triomusik. På denne plade forholder han sig anderledes. Han bruger hele ensemblet til at skabe en stemning, hvor den dramatiske tango danser med sammen med klassiske musik. Vi havner i et spind af lette toner og musik der bevæger sig i et submelankolsk område. Det er meget medrivende og muligvis noget af det mest komplette vi endnu har hørt fra Paolo Russo.

Paolorusso.com

Carsten Dahl: The Jester (Exlibris)

Hvem er den udfordrede? Allerede da Carsten Dahl lavede Goldberg variationerne på et særligt præpareret flygel udfordrede han sig selv og lytterne. Nu har han sat sig ved et cembalo, der nok kan spilles af en pianist, men alligevel stiller andre krav. Cembaloet var en forløber for klaveret. Så på en eller andne måde giver det måske meget god mening, at improvisatoren og jazzpianisten Carsten Dahl går nogle hundrede år tilbage i lyd. Han er dog stadig Carsten Dahl. Over 13 stykker improviserer han og griber øjeblikket fuldstændig som han har gjort mange gange tidligere på soloklaverpladerne.

Men det lyder godt nok anderledes. Som mangeårig jazzlytter og absolut kun perifer lytter af klassisk og endnu mindre musik med cembalo, så skal ørerne lige justeres ind. Hjernen giver billeder af et royalt hof, hvor cembalomusikken er lydtapet. Det ved Carsten Dahl godt og kommer mig i forkøbet. Han kalder pladen for The Jester - engelsk for Hofnarren. Ifølge Wikipedia er betegnelsen nar noget der i dag bruges som et skældsord om en naragtig person, det vil sige en indbildsk eller dum person... Historisk set var narren en gøgler der yndede frisprog; En person der har ret til offentligt "at bringe til Torvs", hvad andre ikke ustraffet må ytre sig om. 

Her kommer Dahl ind i billedet. Med et skælmsk smil på læben gør han det som ingen andre gør. Og tak for det. Kære Carsten. Jeg beundrer dit mod. Din evne til at bringe musik til torvs, som ingen har spillet før. Det bliver ikke den mest spillede Carsten Dahl plade. Den er til gengæld et vigtigt kapitel i den uafsluttede historie om den eventyrlystne, undersøgende og nysgerrige Carsten Dahl.

carstendahl.dk

Anne Mette Iversen Quartet+1: Round Trip (BJU Records) >> Anne Mette Iversen: Ternion Quartet (BJU Records)

Bassisten og komponisten Anne Mette Iversen var indtil for fem år siden bosat i New York, hvor hun i hele perioden med jævne mellemrum har udsendt albums af høj kunstnerisk værdi. Hun har formået at holde sammen på den samme verdensklassekvartet i alle årene. Selv nu efter, at hun er flyttet til Berlin holder hun fast i kvartetten der består af John Ellis på tenorsax, Danny Grissett på piano og Otis Brown III på trommer. På albummet Round Trip er kvartetten udvidet med svenske Peter Dahlgren på trombone, en musiker som Iversen ofte har samarbejdet med. Round Trip består udelukkende af originalmusik skrevet af Anne Mette Iversen. Det er blevet til et album af høj standard, hvor Iversens velskrevne kompositioner får liv af nogle vanvittigt velspillende musikere. Det er jazz i spitzenklasse. Hør f.eks. det dynamiske titelnummer Round Trip og balladen The Ballad That would not be.

Efter at Anne Mette Iversen er flyttet til Berlin har hun startet Ternion Quartet med tyske Silke Eberhard på altsax, franske Geoffroy De Masur på trombone og tyske Roland Schneider på trommer. Igen er det Iversens stærke og indholdsrige kompositioner der er attraktionen. Den væsentligste forskel er at Ternion Quartet er mere loose og til tider flagrende. Det åbner op for nye vinkler på Iversens musik.

annemetteiversen.com

Christina Dahl Quartet: Childish (Storyville)

Temperamentet er omskifteligt og til tider uforudsigeligt. Det er det der er med til at løfte pladen. Det er en af den slags plader hvor der er så mange lag at dykke ned i. Det er også noget af det der er med til at frustrere de første gange hvor jeg hører pladen. Den sidder ikke i skabet med det samme. Men for dælen da. Prøv lige at hør Choice of voice. For det første sætter Christina Dahl kvartetten på hårdt arbejde. Vi starter i et roligt hjørne med Niclas Knudsens rolige guitar og Dahl’s støvede morgensaxofon. Da vi er kommet to minutter ind i nummeret, sætter Jesper Lundgaard ind med en heftig båndløs elbas, der suppleres af Esben Laub von Liljenskjolds skarpe og maniske trommerytme. Intensiteten skifter i Christina Dahls saxofon. Nummeret er betegnende for en plade der insisterer på at blive lyttet til.

Det efterfølgende nummer Crossing Bridges er et stemningsfuldt nummer, hvor Niclas Knudsens guitar leger sig ind i nummeret med Liljenskjolds næsten valseagtige rytme, der står ovenpå Lundgaards dybe dronelignende basgang. Ovenover det hele er Christina Dahl med et myndigt og melodiøst saxofonspil. Ambitionerne og armbevægelserne er store. 

De holder på hele pladen. Så meget at jeg kan undre mig over at hun kalder pladen for Childish. Dertil er musikken alt for kompliceret og afklaret. På den anden side handler det måske om, at det er sådan det lyder når Christina Dahl leger med ligemænd, der fanger og forstår hvad hun vil. En stærk og modig plade.

christinadahl.dk

Damaztra: Flag of time (ILK) LP

Det er tre erfarne musikere der har sat hinanden stævne i trioen, der på bedste ABBA-vis har lavet et navn ud fra de tre medlemmers navne. Peter DAnstrup på bas, Marilyn MAZur på percussion og Kasper TRAnberg på trompet og kornet har lavet en plade, hvor improvisationen fylde alt. Det er ikke tvivlende eller undrende improvisationer. Det er musikere der alle kender deres værd og ved hvad de vil. De er formet af lange karrierer hvor jeg uden, at sammenligne alt for meget vil drage saxofonisten John Tchicai ind i billedet. Han har haft stor betydning for alle tre musikere. Undervejs rammes jeg af den samme intense sanselighed, som jeg altid bliver ramt af når jeg lytter til Tchicai. 

Inspirationen fra Miles Davis kigger også forbi undervejs. Tranberg har ham helt inde under tungen. Mazur kan stadig danse en Miles Davis som ingen anden og Danstrup ved hvordan man laver en abrupt basgang. Damaztra er dog alligevel helt og aldeles dem selv. Nysgerrigheden og eventyrlysten er hele tiden til stede. Det er blevet til en meget fin plade som ikke umiddelbart har konkurrenter. Selv om udgivelsesoutputtet for eksperimenterende improjazzplader er stort for et lille sprogområde som Danmark, så falder den her ned i sin egen lille hyggelige redekasse. Der er både lunt og rart at være. Favoritterne på pladen er den rolige Sound Cooking og bulderbassen In Town.

Ilkmusic.com

KOMMENTAR: 2017 er et godt år for dansk jazz!

Så er første halvdel af 2017 overstået. Ud fra et jazzbloggerperspektiv har det været et svimlende godt halvår. Mængden af de rigtigt gode danske jazzudgivelser har været overvældende. Hvis året var omme nu, så ville det ikke være noget problem, at lave en liste over de 10 bedste danske jazzudgivelser, som jeg ellers først laver, når året er ved at være omme. 

Her er en opsamling på årets første måneder, der forhåbentlig skulle give dig inspiration til at høre nogle af de fede plader. 

Jan Harbeck viser nye takter med Live Jive Jungle. Jeppe Zeebergs karriere kulminerer med The Four Seasons. Snorre Kirks tredje album blev lige så god som jeg håbede. I Think You're Awesomes album Kiss Your Darlings kommer først til efteråret, allerede nu er der to lovende singler ude fra albummet. Så er der også pladerne med The Firebirds, Kira Skov/Maria Faust, Benita Haastrup Trio, Reverse, Emil de Waal +, Jonas Johansen, Kathrine Windfeld, Christian Balvig, Richard Andersson, Thommy Andersson og Simon Spang-Hanssen.

Der er alle debutanterne: Simon Eskildsen Trio, I Just Came From The Moon, Fabel, Asger Thomsen, Jacob Artved, The Pogo Problem, Lasse Mørck, Daniel Sommer, Hvalfugl, KØS og flere andre. 2017 tegner til at blive det bedste debutant år i mange år.

Fusionsplader med Mathias Heise Quadrillion og Morten Schantz Godspeed er med til at understrege en tendens, som amerikanske navne som Snarky Puppy og Terrace Martin også har sat ild i. 

De eksperimenterende og genreudfordrende plader med Marks Solborg og Christian Skjødts Omdrejninger, Shitney, Marcella Lucatelli og Louise Dam Eckardt Jensen er med til at løfte mit skæve humør. Det er lige toppet med Insula's massive kassettebåndsudløsning med hele 12 nye kassettebånd med eksperimenterende musik, udgivet på samme tid.

Samtidig med glæden over al den gode jazz der sprøjtes ud, så er det mærkeligt at der ikke findes et spillested i København der afspejler det. Eller findes det?

Det er nemlig ikke kun på udgivelsesfronten at der er stor aktivitet. De københavnske spillesteder der præsenterer jazz i bred forstand er mange. Den helt store bombe er at Copenhagen Jazzhouse flytter fra indre by til Nørrebro. Den øvelse frigiver 1 mio. kr. p.g.a. den dyre husleje i Niels Hemmingsensgade, tæt på Strøget.

Mange har en mening om den flytning. Niels Lan Doky's The Standard genåbner i mere egnede lokaler i det ombyggede Hotel Danmark tæt på Rådhuspladsen. 

Jazzen er mange steder. Den er drypvis fortsat til stede på Jazzhouse. Og så er der alle de der steder, som ikke er "jazzklubber". Koncertkirken, DR Koncerthuset, 5e,  Hvide Lam, Sofiekælderen etc. Scenen er mere fragmenteret i dag end den var i de gode gamle dage - eller er den? Og hvad er de gode gamle dage egentlig i dag? 

Var det dengang hvor man kunne købe magasinet Jazzspecial i kioskerne? Dengang Trinelise Væring sad i bestyrelsen for Copenhagen Jazzhouse og udgav plader på Stunt med Bobo Stenson? Dengang Niels Lan Doky udgav plader på Verve? Dengang Cæcilie Norby udgav plader på Blue Note? Dengang Jazzvisits fik penge af Kulturby 96 til at få besøg af jazzstjerner? Dengang Jazzpar prisen blev kendt ude i verden som Jazzens Nobelpris? Dengang CD'er var det foretrukne musikmedie? 

Tiden er en anden end den var i 90'erne eller begyndelsen af årtusindet. Dengang opstod f.eks. Jazzclub Loco. De præsenterede noget andet end den jazz der kunne høres på Copenhagen Jazzhouse. Måske er der brug for sådan en øvelse igen? En jazzklub der præsenterer noget andet end det der præsenteres på Copenhagen Jazzhouse og alle de andre steder - eller er der egentlig?

Du kan følge med på denne Spotify Playliste, hvis du gerne vil vide hvordan jazzen i 2017 lyder.

En tirsdag i Aarhus - Aarhus Jazzfestival 2017

Jeg er landet på Klostertorv midt i Aarhus. Jeppe Zeeberg Amputated Trio Extravaganza går på scenen om et øjeblik. En særdeles rødmosset, tandløs og overrislet (det var hun også i går) dame råber på klassisk midtby-århusiansk: "Syng for helvede en sang" og fortsætter selv: "Slingrer ned ad Vestergade". David Sanborn’s altsax skærer sig gennem luften henne fra baren midt på pladsen. Selv solen prøver at finde frem til Klostertorv. Det er sommer og fjerde dag på Aarhus Jazzfestival.

Første nummer er et langsomt freejazznummer der hedder Lars Løkke. Territoriet markeres. Tempoet sættes op. De allestedsnærværende gråhårede mænd med lange telelinser og sandaler stiller sig helt tæt på scenen. Zeeberg har plastret klaveret til med noder. Det er her han finder bidderne til Where am I af Mezz Mezzrow eller For helvede af John Tchicai. Trioen er et højenergisk og spruttende overflødighedshorn af jazzglæde. På Zeebergs egen A Regular Guy spiller han stridepiano i højt tempo, der får fødderne på Klostertorv til at vippe af fryd. Så kommer der et nummer hvor Zeeberg blander optagelser af trafikstøj og filmsnak med trioens musik. Trioens flydende og rolige triospil blander sig med lyden af virkelighedens busser, der holder lige bag ved scenen.

Jeg går ned mod Café Gemmestedet inden koncerten med Zeeberg trioen er slut. Det er et vilkår for en meget sulten jazzblogger der trænger til livejazz. Saxofonisterne Christian Vuust og Benjamin Trærup sammen med den sejt swingende duo Thomas Sejthen på bas og Anders Vestergaard på trommer. En rigtig Aarhus kvartet. Det er specielt dejligt at høre Trærups velformede tenorsaxtone igen. Han er hjemme på et kort smut fra USA, hvor han bor sammen med sin amerikanske kone og musikalske samarbejdspartner Indra Rios-Moore. Da jeg møder ham senere på dagen fortæller han, at der er hele to albums klar til udgivelse med Indra. På den propfyldte café blander tonerne af Blue Monk og Milestones sig med den milde sommervarme luft. Inden jeg går videre hører jeg endnu en standard, Alone Together, hvor endnu en tenorsaxofonist, Samuel Hejslet slutter sig til kvartetten. 

Der er flere ting på jazzfestivalprogrammet som jeg gerne vil høre. Jeg vælger at tage ned på Atlas, hvor tredje og sidste dag af 12 Points Festivalen løber af stablen. 12 Points er en festival i festivalen. Det er et samarbejde mellem den irske 12 Points Festival, JazzDanmark og selvfølgelig Aarhus Jazzfestival. Det er første gang den afholdes i Danmark, hvor der ud over koncerter også afholdes seminarer. 12 bands fra 12 europæiske land præsenteres over tre dage. Første band er Post K fra Frankrig, der ligesom Jeppe Zeeberg jeg så tidligere i dag har hentet stor inspiration fra den helt tidlige jazz. Masser af stridepiano og de to brødre Dousteyssier i front på henholdsvis bas og altsax og basklarinet og klarinet. De spiller flere originale kompositioner og egne arrangementer af klassikere som Tiger Rag. I et spændingsfelt mellem den let genkendelige tidlige jazz og frie elementer skaber den basløse kvartet et spændende sæt. Overordnet er kvartettens pianist Matthieu Naulleau en særskilt fornøjelse.

Det irske band BigSpoon med saxofonisten Christopher Engel i front nævner selv Jaga Jazzist og Weather Report som inspirationskilder. Det er nok primært det førstnævnte norske band jeg tænker på, når jeg hører bandets let dystre og flydende musik. 

I pausen inden de næste to bands går på, inviteres jeg på aftensmad. Her spiser jeg på Godsbanen sammen med alle de folk, musikere og branchefolk der har været omkring 12 Points de sidste dage. Jeg taler med Ilse Vestergaard, Aarhus Jazzfestivals mangeårige chef, der bl.a. fortæller om at festivalen ud over nogle ganske få honorarlønnede og en deltidslønnet medarbejder på kontoret er baseret på frivilligt arbejde. Gennem snakken med Ilse bliver det også tydeligt at det ikke kun er det frivillige arbejde det handler om. Det handler om at vedligeholde et stort lokalt og engageret netværk. 

Schntzl er en duo fra Belgien med to tyve årige fyre der har spillet sammen siden de var 10 år. Musikken baserer sig på nogle åbne og rolige forløb. De spiller begge med udgangspunkt i deres hovedinstrumenter, pianoet og trommerne som de supplerer med diverse elektronik der understreger og udbygger stemninger. De spiller nogle superenkle numre, hvor de med små diskrete tilføjelser skaber en meget stemningsmættet musik. Jeg er meget begejstret. Da jeg efter koncerten taler med Lars Winther fra JazzDanmark kalder han dem for en belgisk udgave af Bremer/McCoy. Det passer egentlig meget godt.

Det sidste band er den engelske trio Taupe. Sax, guitar og trommer smadrer derudaf i højt tempo. Jeg kommer bl.a. til at tænke på Primus, når jeg hører dem. Udover musikken er det meget slående at her er et band, der kan kommunikere med publikum i helt konkret forstand. Saxofonisten Jamie Stockbridge fortæller med veloplagte anekdoter om musikken, så han klæder publikum på til den musik som de fleste i lokalet aldrig har hørt før. De tre forgående optrædende sagde i store træk, ikke andet end deres navne og tak. 

12 Points Festivalen har et budget på 400.000 kr. og holdes økonomisk oppe af et solidt stykke fundingarbejde. Det er fornøjelse at se hvordan der kan laves en festival i festivalen, hvor de to parter smelter sammen og giver hinanden noget. For eksempel har 12 Points sørget for, at præsentere 12 europæiske jazzbands på højt niveau. Jeg kunne høre på snakken, at jeg var gået glip af flere meget interessante kunstnere de foregående dage. Inden jeg tog afsked med Aarhus tog jeg hen på HeadQuarters ved siden af Musikhuset. Her var der nattejam.

I det lavloftede lokale i kælderen var der allerede godt fyldt inden jam’en skulle starte. Formanden for JazzDanmark og i denne sammemhæng mere relevant, saxofonisten Jesper Løvdal åbnede ballet. Der var rigtigt mange jamklare musikere og masser af god stemning i lokalet, hvor jeg hilste på mange forskellige jazzmusikere.

Da jeg ruller hjem ad motorvejen mod Herning er kroppen fyldt af den venlige og imødekommende stemning jeg mødte overalt i Aarhus. Solen skinnede. Det gjorde jazzen også.

Akmee: Neptun (Nakama Records)

Neptun er den fjerdestørste planet i solsystemet. Den er ikke mulig at se med det blotte øje. Den har nogle af de stærkeste storme i solssystemet, med vindstød på op til 2500 km/t. Neptun var i øvrigt også indtil 1990, et bryggeri i Silkeborg, men det er ikke så vigtigt i denne sammenhæng, hvor den norske kvartet Akmee har udgivet albummet Neptun og blandt andet ladet sig inspirere af planeten.

Herhjemme kender vi trompetisten Erik Kimestad fra eksempelvis Horse Orchestra og Kresten Osgood Kvintet. Han er en formidabel trompetist der ikke umiddelbart er til at indramme stilistisk. På et af pladens højdepunkter Wavelengths hører vi vi ham i et sanseligt berusende samspil med de andre, Kjetil Jerve (piano), Erlend Oldenskog Albertsen (bas) og Andreas Wildhagen (trommer).

Det er jazz der trækker på elementer fra 60'ernes amerikanske eksperimenterende jazz. Noget der også høres på åbningsnummeret, hvor Jerves pianospil sender mine tanker i retning af Paul Bley. Når det er sagt, så er Akmee nutidig jazz med frie og ubundne elementer uden, at det er free jazz. Bandet fortæller i pressematerialet at musikken er inspireret af Jens Bjørneboes roman Haiene og John Coltrane sene periode. Meget anbefalelsesværdig plade.

nakamarecords.no

Richard Andersson: Nor (Hobby Horse Records) LP

Bassisten Richard Andersson har en tendens til at sende sin musik ud i klumper. For 5 år siden kom den første plade med Richard Anderssons UDU, nogle måneder senere kom Intuition, hvor han var sammen med to amerikanske musikere. For kort tid siden udsendte Andersson så, album nr. 2 med UDU og nu kommer der så atter en plade fra Andersson, der går i en anden retning end UDU. Richard Andersson har boet i en længere periode på Island, hvor han har samarbejdet med flere forskellige islandske jazzmusikere. 

Anderssons eget projekt Nor er med saxofonisten Oskar Gudjonsson og trommeslageren Matthias Hemstock. Herhjemme har vi tidligere nydt godt af Gudjonssons samarbejde med guitaristen Søren Dahl Jeppesen på et par gode albums. At Gudjonsson også er kendt for at spille med Mezzoforte er underordnet i denne sammenhæng. Gudjonsson spiller med en støvet intens intimitet.

Anderssons basspil er tilpas loose i kanterne, mens Gudjonssons saxofon står sikkert og trommerne placerer sig skønt midt i mellem de to. Det er ret vildt at opleve de tre musikeres rejse i tid og rum, hvor time er væsentligt og alligevel kan drejes og forståes på en ny måde. Det er stærkt nordisk balladespil med temperament og meget anbefalelsesværdigt.

richardandersson.dk

Mathias Heise Quadrillion: Decadence (Giant Sheep Music)

Da debutpladen med Mathias Heise Quadrillion udkom for to år siden, var jeg både begejstret og skuffet. Pladen landede i flere lejre. Jeg efterlyste mere fokus på fusionsjazzen da det var der, at han havde fat i den lange ende. Selvfølgelig er Mathias Heise et kæmpestort mundharpetalent. Det er der, han med rette har fået sit store gennembrud. Når det er sagt. Så er Mathias Heises unge bud på fusionsjazz både modigt og friskt.

Heise er et alsidigt talent og kommer godt omkring i i fusionsjazz, som han hellere vil kalde FuRo Jazz, fordi det både fusion, funk og rock. Det er fint nok med mig. Jeg kalder det stadig fusion. 

Elektroshock er en skøn blanding af dub og fusion. Would U er med Emilie Molsted på vokal. Den lander et sted mellem dansk 80'er funk og acid jazz a la Incognito. På åbningsnummeret Decadence lader Heise fusionen mødes med den kromatiske mundharpe på naturlig vis. Her er frække breaks og andet teknisk krævende fusionslir, som fungerer godt, fordi Heise aldrig glemmer fokus på melodien.

Mathias Heise er kun 23 år og omgiver sig overvejende med musikere i samme aldersklasse. På Heartbeat/Humanoid sendes der en hilsen til Herbie Hancock med brug af vocoder. På Cliffhanger gæster Hans Ulrik med en saxsolo i en stil som han nok ikke har spillet i 30 år. Her er også en fed bassolo fra en, i det hele taget umanerligt velspillende David Vang. Guitaristen Mads Christiansen får også lov til at vise tænder flere gange. Mathias Heise Quadrillion skal have den store fusionsros. Unge friske fusionsfans kan begynde her og gamle afdankede firserfusionshajer kan tanke nyt blod med pladen eller en koncert.

facebook.com/MathiasHeiseQ/