Når jeg ikke er jazzblogger, så arbejder jeg som sygeplejerske. Jeg er blandt de 3,5 % mænd der er beskæftiget som sygeplejerske. I de senere år har der været flere kampagner for at få flere mænd indenfor faget. Det har heldigvis resulteret i, at der nu er flere mænd i gang med at uddanne sig som sygeplejerske end der tidligere har været. Som mand indenfor et kvindefag møder man ofte fjollede fordomme om, at bare det at være mand er en kvalifikation. På bundlinjen har jeg meget svært ved at forestille mig, at kønnet har nogen som helst betydning for de unge mennesker jeg møder i mit ambulatoriearbejde. De kommer for at få hjælp til deres problem og så er den ikke meget længere. Jeg håber ikke at det giver fordele alene på grund af køn. Jeg håber at det handler om mine faglige kvalifikationer.
Jazzen har på samme vis en udfordring på kønsfordelingen. Der er ikke så mange kvindelige jazzmusikere.Jeg tror ikke at andelen af kvindelige jazzmusikere er helt nede på 3,5 %. Men jeg ved at andelen af kvindelige big band ledere er mikrolille. I Sverige har Ann Sofi Söderqvist huseret i en del år med big bandet ASJO. Fra USA kender de fleste jazzfreaks, Maria Schneider og Carla Bley. Herhjemme har vi Kathrine Windfeld, der er aktuel med sit andet big band album. Hun bragede i gennem med det første album, der gav hende prisen som årets nye danske jazznavn og senere et vigtigt job på Jazzahead i Bremen i 2016. Der er sket noget med Windfelds musik siden Aircraft. På Latency bruger hun i endnu højere grad og mere erfarent hele big bandet som et instrument. Der er et flow og en velfungerende sammenhæng i musikken. Musikerne leverer mere end det forventelige. Det betyder at Windfelds musik vokser. Denne gang er der lige præcis nogle af de skæverter som jeg savnede på den første plade. Double Fleisch er et messingbrusebad, der skifter mellem de hårde stråler og stråler der ikke er til fange. Windfeld har også sans for det bløde og sangbare som den skønne Leaving Portland.
Kathrine Windfeld Big Band er et imponerende foretagende. Hun skal ikke have fordele alene fordi hun er kvinde. Hun skal have ros for musikken fordi hun er en dygtig big band leder, med alt hvad der hører til. Latency er et meget anbefalelsesværdigt big band album, til yndere af den moderne del af genren, hvor Gil Evans og Thad Jones er Godfathers.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar