Eksperimenterende nordisk soloklaver er en lille subgenre indenfor jazzen. Sidste år lavede Kasper Staub Aisle Arch Attic, hvor han genererede klaverlyden gennem nogle analoge effekter. Svenskeren Mathias Landæus lavede From the piano, hvor han loopede klaveret og lavede beats. Begge plader var kun med pianisterne. De havde begge et tydeligt nordisk præg. Det samme kan man sige om nordmanden Kjetil Husebø's album Piano Transformed.
Han har i princippet lavet et soloklaveralbum, hvor eneste medspiller er elektroniske effekter. Der er f.eks. nummeret Was Ligeti an Astronaut, hvor det der lyder som tilfældig klimpren på klaveret får et medspil af nogle elektroniske effekter, så man sendes ud i den mørke rumnat, hvor der kun er stjernetåger og kometer. Der er numre som åbningsnummeret Reflection og afslutningsnummeret Lust, der med deres store ro omkranser albummet. Det kan godt minde om tyske Nils Frahm. Der hvor Husebø adskiller sig fra roligheden er med numre som Hulter til bulter, hvor han lader musikken falde fra hinanden i et fragmentarisk rod med nogle skarpe kanter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar