Ujazz 2017 - Aarhus Festuge

Det er et af de flotteste programmer nogensinde på Ujazz, forstået på den måde at der er flere større og dyrere bands end nogensinde på programmet. Det er godkendt. Jeg savner dog lidt flere lokale bands på plakaten, hvor Abekejser er ene om at repræsentere byen. Koncerterne holdes på Atlas, Voxhall og plænen mellem de to spillesteder. Partoutbilletterne er udsolgt på dagen. Der var 300 til salg, som er det der er plads til på Atlas. Der udover er der solgt ekstra billetter til koncerterne på Voxhall. 

PAPIR

Eftermiddagspsych på en lun septemberlørdag. Årets første koncert på Ujazz er velsignet med godt vejr. Koncerten afholdes udenfor på scenen der er placeret mellem Atlas og VoxHall. Trioen Papir spiller instrumental rock med masser af plads til at dvæle ved et godt syret groove. Plekterbassen og de heftige trommer er i et kollektivt samspil med guitaren med space og mystik. 70'ernes krautrock og progrock er med i baglommen.

SELVHENTER

Det er det ligesom en Nutana mexi burger fra Urtekram, bare med modsat fortegn. Det er noget andet end det man lige ser. 5 kvinder. 2 trommeslagere/pecussionister, 1 på trombone, 1 saxofonist og 1 violinist spiller ikke "feminin" følejazz, men brølende tung noisebesat og eksperimenterende punkmetal. Tak skæbne! Det er fedt. Maria Bertel på trombone skaber metalliske guitarlignende riffs. Jaleh Negari og Anja Jacobsen på trommerne nedbryder og smadrer rytmer i et væk. Publikum er begejstrede.

ATOMIC

Gennem flere år har Atomic været højt på listen over de bands, man har ønsket at præsentere på Ujazz. Den svensk/norske kvintet er også det mest jazzede der er på dagens program. 

Og det er jazz af den slags, hvor det kun er en fordel at man har øvet sig (sammen). Det er jazz med tydelige rødder i 60'ernes eksperimenterende jazz. Der hvor man i stedet for at spille helt frit, samler skæverterne op og bruger dem aktivt i samspillet. 

Og spille sammen, det kan de. Fredrik Ljungkvist på sax og klarinet er sammen med Magnus Broo på trompet i spidsen for den viltre kvintet, hvor Håvard Wiik på piano, Inge-Brigt Håker Flaten på bas og det sidst tilkomne medlem Hans Hulbækmo på trommer sætter den kvalitetsmæssige barre så højt, at jazz af denne karakter næppe spilles bedre i Norden. 

COLIN STETSON

Der er lige et par optrædende kunstnere jeg er hoppet hen over. Der skulle aftensmad i kroppen. Men Stetson skal opleves! Sidst jeg så ham, var han sammen med violinisten Sarah Neufeld. Nu er han alene på scenen sammen med saxofoner og mikrofoner.

Atlas er godt fyldt op. Folk har stillet sig helt op mod på scenen, hvor de kan følge saxofonfænomenet på tætteste hold. Stetson looper saxofonen, bruger den som percussion og skaber dybt fascinerende musik. Der er droner og forunderlige lyde der spreder sig i rummet. Han fastholder og tryllebinder hele salen.

ABEKEJSER

Dagens eneste lokale optrædende er også et af de bands, som jeg har set meget frem mod at høre. Jeg kender kun det ene nummer St. Puma som har været på Spotify i noget tid. 

Med en twangy guitar, tre mand på keyboards/elektronik og en trommeslager har Abekejser et mere organisk udtryk end man umiddelbart kan forestille sig. Der er fusionsjazztendenser i musikken, både af ny og gammel dato. Det er festligt og svært at være i ro. Det er som at sætte sig ind i en åben sportsvogn for, at køre mod Risskov med palmer på begge sider af vejen. 

Mens aftenmørket finder vej til udendørs scenen, bevæger Abekejser sig mod slutningen af koncerten mod et mere tungt udtryk, noget de gerne må arbejde mere med. Mon ikke at det er på tide, at de snart får udgivet mere end det ene nummer? 

PS. Det fik jeg så at vide efter koncerten at de gør. De udgiver et nyt nummer på fredag med ny tilhørende animationsvideo.

DEERHOOF

Her er det mere U end Jazz. Med en gammel kærlighed til punk er det ikke svært at holde af San Francisco bandet, der spiller pågående og energisk. Melodisk lyserød 60'er pop køres gennem en skramlende og noisy punkkværn. Superenkelt og crunchy. Med den kvindelige forsanger Satomi Matsuzaki får jeg et flashback til den japanske pigepunktrio Shonen Knife. Der kommer et nyt album med det 23 år gamle band om en uge.

THE NECKS

Den australske trio har spillet flere gange i Danmark. Det er første gang at jeg oplever dem live.

Den hyperminimalistiske trio laver lange tranceskabende forløb, hvor gentagelsen gentages. Det er forstørret minimalisme. Som lytter hensættes man i en meditativ tilstand. Koncerten er en time lang, hvor de arbejder omkring det samme tema. Der sker løbende en ændring, men aldrig med voldsomme overgange. Der er ingen opbrud eller afbrydelser. Intensiteten er spændt langt ud over det yderste. Det blev en stor stor oplevelse, hvor små elementer blev forstørret og forstærket.

XIU XIU

Hvis der skulle laves et punket noir remake af Twin Peaks, så er musikken allerede skabt til den serie. Amerikanske Xiu Xiu opførte ved Ujazzens sidste koncert, den ikoniske musik fra TV-serien. 

Med den karismatiske Jamie Stewart i spidsen for trioen, er der garanti for mange overraskende afbrydelser. Det blev til en fed afslutning på Ujazz-dagen. I blandingen af pop, jazz, avantgarde, punk, noise etc. kunne det ikke blive mere ujazzet.

Jeg har skrevet om alle de 8 kunstnere jeg nåede at opleve. Jeg havde en vidunderlig dag og aften. Hvis jeg skal nævne favoritter, så var Atomic i særklasse. Det svensk/norske band var også det mest jazzede på programmet. Så det er vel ikke så underligt at jazzbloggeren ender i lykkerus under sådan en koncert?