Til DMA Jazz 2017 var Sonja LaBianca ikke bare nomineret, hun vandt også kategorien Årets nye navn. Det kan man så også sige, at hun var for mig, for jeg havde ikke hørt pladen. Jeg kendte ganske vist Sonja LaBianca fra Selvhenter, men havde ikke hørt solopladen. Det har jeg så nu og sidder tilbage med åben mund og og polypper.
Det er overvejende solosaxofon, med supplement, vi får at høre på pladen, der aldrig står stille eller løber tør for nye nuancer eller dimensioner. Der er de helt rene solosax numre som Marguerite, hvor det kun er rummet og mikrofonen der får lov at farve lyden. Her passer pladetitlen godt til musikken. På Marguerite er der masser rumklang på lyden. Det er der ikke på den efterfølgende For Asger, hvor hun spiller duet med saxofonisten Asger Hartvig.
Pladens åbningsnummer Neighbourhood er et roligt solostykke med en lavfrekvent buldren underneden, som en fjern fest eller en vaskemaskine i kælderen, der bevæger sig over i nogle klangflader med et stille klaver henover. På India Song eksperimenterer LaBianca med effekter, klange og muligheder med saxofonen i et beroligende rum. Percussionisten Jaleh Negari far Selvhenter er med på nummeret Gongs. Pladen lukker ned med The Late Aubade, en duet med cellisten Cæcilie Trier, hvor de har en fascinerende og klangmæssig ligevægtig samtale.
Sonja LaBianca har lavet et åbent album som hun dedikerer til saxofonmesteren Roscoe Mitchell. Det er ikke uden betydning, da hans musikalske ånd kigger forbi flere gange undervejs. Pladen er flot statement fra af en den danske jazzscenes helt unikke talenter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar