Der er gået 10 år siden hun debuterede i eget navn med Bitch Slap Boogie. Siden da har hun lavet fire plader, hvor hun har fået DMA Jazz priser for to af dem. Nu er den estiske saxofonist og komponist Maria Faust aktuel med sit sjette album. Hun omgiver sig med nogle musikere som hun ofte har arbejdet sammen med. Hun spiller selv på altsax, mens Ned Ferm tager sig af tenorsaxen. De er sammen med Jacob Anderskov på piano, Ida Nørholm på cello og de to bassister Nils Bo Davidsen og Adam Pultz Melbye.
I pressematerialet står der noget om, at hun ikke følte sig hjemme i den klassiske musik, som hun startede med hjemme i Estland/Sovjetunionen. At hun ikke passede ind i jazzen og improvisationsmusikken. I stedet har hun prøvet at være tro mod sig selv. Det betyder at hun laver musik der kan kategoriseres som hverken pop eller leflende - den har det bedst med at blive accepteret for det som den er.
Det er musik der næres af skønheden i stærke stemningsskabende billeder. Der er en næsten kammermusikalsk og intim stemning i musikken, hvor udlængsel og afsavn er sammen med de nære følelser. Maria Faust er blafrende og vild på en måde, hvor hendes tilstedeværelse i musikken er afklarende og sikker. Alle modsætningerne er med til at give lytterne en plade der ikke er modsætningsfyldt. Den giver mening. Det er både når det er ligefremt smukt som åbningsnummeret Salacia og afslutningsnummeret Aurora eller tindrende skævt som på Sirene.
Maria Faust har atter begået et kraftfyldt og originalt album, der ikke bare placerer sig i rækken af de andre hun har lavet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar