Det her er en af grundene til, at jeg holder så meget af jazzen. Den giver sjældent mening ud fra spekulativt udgangspunkt, hvor det handler om at tjene penge. Tag nu denne udgivelse, der fejrer Carl Nielsen, flere år efter fejringen af komponisten. Så meget desto mere holder jeg af Henrik Gunde og Jakob Muncks tag på Carl Nielsens musik. Det handler om kærligheden til den store komponist og ikke om passe ind i en økonomisk domineret verden.
Vi kender Jakob Munck som trombonist i DR Big Band, men også som tubaspiller i mange forskellige sammenhænge. Hans sangtalent er til gengæld ikke særligt kendt - og det er en skam.
Han synger med dybde og personlighed. Han kan minde om Tom Waits uden whisky og røg. Han synger affekteret, leger med ordene og diktionen, som f.eks. på Tit er jeg glad, hvor han med måden han synger på, kommer tæt på at spille et instrument. Man skal nok lige lytte til det et par gange for, at fange det geniale. Men var det ikke også sådan, den første gang man hørte Povl Dissing? Muncks sang og blæserspil og pianisten Gundes frie og legelystne fortolkninger af Carl Nielsen klassikere som Sænk kun dit hoved du blomst, Aladdin og Underlige aftenlufte giver et kærkomment og vedkommende udspil.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar